De er overalt. De kan finde dig, ligegyldigt hvor du gemmer dig, og så snart du vender ryggen til, bliver endnu én født.
Konspirationsteorier har eksisteret lige så længe som magt og korruption, og de går aldrig af mode. Prøv at tage en søgning på nettet. Du kan lynhurtigt finde bud på, hvem der myrdede præsident John F. Kennedy i 1963 og hvad der i virkeligheden skete, da USA blev angrebet 11. september 2001.
Du kan finde hjemmesider, som forsøger at overbevise dig om, at nazisterne aldrig forfulgte jøderne, eller at verdens største historiske begivenheder er planlagt og kontrolleret af hemmelige selskaber med skumle navne som Frimurerne, Illuminati eller New World Order.
Konspirationsteorier fascinerer, underholder, vækker til eftertanke og gør verden lidt mere interessant. Også selvom – eller måske fordi – indholdet i flere af dem er en kende usagligt eller bygger på så meget andet end videnskabelige beviser.
Som når det bliver påstået, at den østtyske efterretningstjeneste Stasi har opfundet Smølferne for at udbrede tanken om det perfekte kommunistiske samfund. Eller at The Beatles i virkeligheden var hemmelige agenter for det britiske kongehus, som ville udbrede hippie-kulturen til hele verden, så Prins Charles kunne få en legitim undskyldning for at skjule sine store ører under langt hår.
Vi har tit en mavefornemmelse af, om en konspirationsteori er god eller dårlig. Det virker umiddelbart bare mere sandsynligt, at NATO rent faktisk sejlede ubåde ind i svensk farvand i 1980erne og påstod, at det var sovjetiske ubåde, så Sovjetunionen kunne bringes i miskredit – end at Michael Jackson blev slået ihjel af den iranske regering for at fjerne verdenssamfundets opmærksomhed fra oprøret i gaderne efter Irans præsidentvalg.
Men hvad er det, som gør en konspirationsteori god eller dårlig? Og hvordan er de dårlige teorier egentlig skruet sammen?
To løse grundsten
Professor Kasper Lippert-Rasmussen fra Aarhus Universitet er dykket ned i en del konspirationsteorier for blandt andet at finde ud af, om deres argumenter er bygget anderledes op end teori inden for samfundsvidenskabelig forskning, som han selv praktiserer.
Han har fundet ud af, at de værste konspirationsteorier opfylder to kriterier:
\ Fakta
KEND DIN MØG-TEORI
Et par typiske kendetegn i dårlige konspirationsteorier
1) Konspiratorerne er på én gang fantastisk dygtige og fantastisk dumme. De bruger f.eks. millioner af dollar på at optage en video af et månelandskab, som snyder milliarder af mennesker – men de glemmer at fjerne snorene, som astronauterne hænger i eller at putte stjerner på himlen.
2) Teorien slutter direkte fra, hvem begivenheden gavner til, hvem der står bag den – USA står bag angrebet 11. september, fordi det gav mulighed for at indlede ‘Krigen mod terror’.
3) Alt bekræfter teorien: Fejlfri dokumenter beviser, at de er ægte – men det gør dokumenter med fejl i også
- De accepterer præmisser for deres teori, som de aldrig ville acceptere, hvis sagen gik dem imod
- De bruger åbenlyst usandsynlige hjælpehypoteser, alene fordi de støtter konspirationsteorien
Blev soldat henrettet af sine egne?
Første punkt er den tvivlsomme præmis for teorien. Mange teorier bygger på et verdensbillede, som konspirationsteoretikeren kun maler op til lejligheden for at give sin egen teori mening.
Et eksempel finder Kasper Lippert-Rasmussen på magasinet alJazeeras hjemmeside.
I sektionen om konspirationsteorier kan enhver give sit besyv med om, hvordan verden i virkeligheden er skruet sammen. Sitet rummer især spekulationer om Israel og USA’s hemmelige aktiviteter.
Én af teorierne knytter sig til henrettelsen af en amerikansk fange i Irak. Den officielle historie lød, at Nick Berg tog til Irak på egen hånd og i 2004 blev fanget af irakiske oprørere, som sympatiserede med al-Qaeda. Oprørerne udsendte først en video med krav og trusler og siden en video, hvor seeren kunne følge Nick Berg, mens han fik hugget hovedet af.
Teorien går ud på, at Nick Berg slet ikke var offer for irakiske oprørere, men for amerikanerne selv, som halshuggede ham for at skabe en hadsk stemning mod arabere. Videoen af halshugningen skulle få verden til igen at støtte USA’s kurs i Irak, efter det kom frem, at amerikanske soldater havde tortureret og ydmyget fanger i Abu Ghraib-fængslet i Irak.
Intet med forskning at gøre
Eksemplet viser, at konspirationsteoretikere bruger argumenter, som de aldrig selv ville bruge, hvis sagen gik imod deres overbevisning, forklarer Kasper Lippert-Rasmussen.
Prøv at vende den om. Ville konspirationsteoretikere i Mellemøsten mon acceptere en påstand om, at det Israel-fjendtlige PLO stod bag nedslagtningen af tusindvis af civile under massakren i Sabra- og Shatila-lejrene, da Israel invaderede Libanon i 1982 – udelukkende for at sætte Israel i et dårligt lys? Næppe. Men argumentet er i princippet fuldstændig det samme, som at USA skulle have halshugget sin egen statsborger; nemlig at synderen er den, som forbrydelsen gavner, påpeger Kasper Lippert-Rasmussen.
»Mange konspirationsteorier er præget af den slags dobbeltstandarder i begrundelsen. Man accepterer argumenter for en konklusion, man godt kan lide, men man ville aldrig acceptere dem, hvis man ikke brød sig om konklusionen. Det ville aldrig gå i forskningens verden,« konstaterer Kasper Lippert-Rasmussen, professor i politisk teori med fokus blandt andet etik og moralfilosofi på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
Ufoer skjult af hemmeligt selskab?

Mange tager altså et bestemt par briller på, når de afsøger verden for konspirationer.
Andet punkt er, at de dårlige konspirationsteoretikere ifølge Kasper Lippert-Rasmussen er totalt ukritiske, når de leder efter synspunkter – hjælpehypoteser – som støtter deres konklusion, altså så at sige holder brillerne på plads.
Et eksempel er historien om Majestic-12.
MJ-12 er efter sigende et hemmeligt selskab, der blev skabt af USA’s præsident Harry S. Truman for at dække over, at en ufo var styrtet ned uden for byen Roswell i 1947.
‘Beviserne’ for det hemmelige selskab med 12 magtfulde medlemmer er en række dokumenter, som er dukket op gennem årene. En del af dokumenterne er offentliggjort af den pensionerede videnskabsmand Robert Wood. Han er overbevist om, at dokumenterne er ægte, selvom de indeholder nogle pudsige fejl. For eksempel har en person underskrevet et ‘officielt’ papir med titlen kontorchef i Udenrigsministeriet, selvom han i virkelighedens verden var embedsmand i Forsvarsministeriet.
I Robert Woods øjne bekræfter det dokumenternes ægthed, fordi en svindler ville have gjort sig umage med ikke at lave sådan en brøler.
Kasper Lippert-Rasmussen er ikke ligefrem enig.
»Det er jo en bureaukratisk anomali, at folk underskriver sig med titler, de ikke har, så den første indskydelse må være, at de papirer nok er falske. Har man nogen som helst grund til at acceptere en tese om, at et dokument er mere ægte, hvis der optræder den slags fejl? Man må sige nej. Den eneste grund til, at man accepterer den er, at det gør én i stand til at fastholde sin yndlingskonspirationsteori,« siger Kasper Lippert-Rasmussen.
Landede USA virkelig på Månen?
Kasper Lippert-Rasmussen læner sig op ad teoretikere som David Hume, William James og især filosoffen Karl Popper (se boks i bunden af artiklen) i sin analyse, som er bragt i en artikel i tidsskriftet Kritik.

Analysen afslører en rød tråd: Jo mere vidtgående en konspirationsteori er, des mere kritisabelt er dens teoretiske grundlag.
Et eksempel stammer fra én af mange konspirationsteorier om, at USA aldrig har været på Månen. Tanken i alle teorierne er, at USA i stedet har konstrueret billeder, film og vægtløshed i et studie, formentlig hos rumfartsorganisationen NASA.
Et argument mod teorierne er, at USA’s fjende nummer 1, Sovjetunionen, sandsynligvis ville have råbt højt, hvis USA uden grund havde udnævnt sig til vinder af det store månelandingskapløb i 1960erne. Sådan en afsløring ville have været en kæmpe propagandasejr for Sovjet.
Råbet kom aldrig. Det kunne indikere, at USA rent faktisk har været på Månen, men nogle skeptikere udvider i stedet konspirationen til, at Sovjet og USA i virkeligheden arbejdede sammen med hinanden og blot opførte Den Kolde Krig som en slags spil for galleriet.
»Det vil sige, at man nu har som udgangspunkt, at Den Kolde Krig ikke var der, og at for eksempel Cuba-krisen var bluff. Det er en hjælpehypotese, som næsten er umulig at acceptere, og den illustrerer måske meget godt tendensen til, at når teorien i udgangspunktet er usandsynlig og dårlig, så griber man til desperate argumentatoriske træk for at fastholde den,« siger Kasper Lippert-Rasmussen.
Underlige blundere
Det er kendetegnende for konspirationsteorier, at gerningsmændene på den ene side er utroligt udspekulerede og har nærmest ubegrænset magt og midler til at dække over deres konspiration – mens de på den anden side er ufattelig kluntede og efterlader sig spor, så Inspector Clouseau må sig forbarme.
Konspirationsteoretikerne hæfter sig eksempelvis ved, at videoen af Nick Bergs henrettelse er optaget foran vægge, som ligner væggene i det amerikansk kontrollerede fængsel Abu Ghraib i Irak. Samtidig har én af oprørerne rene tennissko og skudsikker vest på.
Det virker underligt, skriver debattører på alJazeeras hjemmeside, for hvem har nogensinde set al-Qaeda-medlemmer i rene tennissko og med tunge, besværlige skudsikre veste?
Kasper Lippert-Rasmussen mener, at det selvfølgelig kan være en pointe, men at man igen må prøve det modsatte argument. Ville CIA for eksempel lade en mistænkt terrorist gå, fordi han havde rene tennissko eller skudsikker vest på?

De pudsige tilfælde – eller kluntede spor? – er rent guf for konspirationsteoretikere. I teorien om månelandingen mener skeptikerne sig blandt andet, at NASA har glemt at hænge stjerner på nattehimlen over Månen, og at nogle filmstrimler efter sigende afslører snore, som hjælper astronauterne til at hoppe rundt i studiet og se vægtløse ud.
Begge dele må siges at være påfaldende amatøragtige fodfejl af konspiratorer på højeste plan med verdens førende teknologi til deres rådighed.
Jo flere, des værre
De værste konspirationsteorier, Kasper Lippert-Rasmussen er stødt på, er alligevel nogle andre, som kan inddeles i tre kategorier:
Dem, der antager noget fuldstændig usandsynligt, som f.eks. at Dronning Elisabeth er et krybdyr Dem, hvor folk med forskellige politiske holdninger pludselig finder sammen – som da nazisterne påstod, at kommunister og jøder arbejdede sammen Dem, hvor der er mange mennesker involveret. Jo større en konspiration, des mere usandsynligt er det, at der bliver holdt tæt, og at teorien holder vand, mener Kasper Lippert-Rasmussen.
»Hvis NATO havde ubåde i de svenske farvande i 1980erne, har det ikke involveret specielt mange mennesker. Men hvis månelandingerne var et fupnummer, har rigtigt mange vidst det, og man må som udgangspunkt formode, at nogen ville udtale sig til pressen eller skrive en bog om det, som ville blive taget seriøst,« siger han.
Kasper Lippert-Rasmussen understreger, at en konspirationsteori ikke er dårlig, bare fordi den er en konspirationsteori.
»Man skal huske at sige, at nogle af dem – for eksempel Watergate – faktisk har vist sig at være velbegrundede og holde vand. Uden at jeg er ekspert, vil jeg også sige, at der er ting omkring 9/11, der kan virke lidt underlige. Men udfordringen er at forklare, hvorfor vi har grund til at tro, at den officielle version er forkert. Det gør de dårlige konspirationsteorier ikke.«
Kasper Lippert-Rasmussen anbefaler…
Tre bud på relevant litteratur:
1) Karl R. Popper: The Logic of Scientific Discovery (London: Hutchinson, 1968)
2) David Hume: An Enquiry Concerning Human Understanding, Section 10 “Of Miracles”, Part 2 (Oxford; OUP, 1999 [1748]).
\ Kilder
\ Karl Poppers tanker om konspirationsteorier
Den politiske filosof Karl Popper mente, at verden umuligt kan styres af konspirationer, fordi intet går som planlagt, og alle sociale handlinger har utilsigtede konsekvenser.
Hvis man automatisk vil lave en logisk forbindelse mellem en hændelse og den eller dem, som får noget ud af den, vil man aldrig lære at forstå samfundsudviklingen, lød det fra Popper.
Konspirationer er ifølge Popper kun for alvor farlige, når konspirationsteoretikere selv kommer til magten. Det var f.eks. præsident Richard Nixons angst for lækager i regeringen, som fik ham til at sætte den konspiration i gang, som senere blev afsløret under Watergate-sagen.
Kilde: Niels Bjerre-Poulsen, ‘Paranoia Americana’, tidsskriftet Kritik