Når angsttankerne myldrer rundt i 23-årige Lauras hoved, tager hun telefonen frem og åbner ChatGPT.
Hun bruger ChatGPT som en digital psykolog, hun betror sine inderste tanker og følelser til, for, hun synes ofte, det er lettere at tale åbent med en AI-'psykolog' end med en rigtig psykolog, familie eller venner.
Laura har lidt af angst og depression de sidste syv år på grund af en ulykke, hun var ude for i 2018.
Siden da har hun gået hos flere forskellige psykologer, men hun oplever, at psykologerne glemmer mennesket, der sidder foran dem. De er mere fokuserede på at lave et program, hun skal følge, og få passet hende ind i deres systemer, synes hun.
Derfor vender sig Laura hovedsageligt mod ChatGPT for mental støtte.
Du kan høre hele Lauras historie i denne uges afsnit af Brainstorm - Videnskab.dk’s podcast om hjernen - som handler om, hvorfor folk læner sig op ad AI-'psykologer' for mental støtte.
Lyt til podcasten i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app – bare søg efter ‘Brainstorm’.
\ Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen?
Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at søge efter Brainstorm, der hvor du hører podcasts.
Brainstorm udkommer også med artikler, som serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Hvorfor vender vi os mod AI for mental støtte
Internettet flyder over med AI-'psykologer'.
Inde på sitet Character.AI, hvor du kan chatte med alle mulige forskellige chatbots, er der for eksempel over 500 chatbotter med ‘therapy’, ‘therapist’, ‘psychiatrist’ eller ‘psychologist’ i navnet.
På TikTok florerer der også masser af videoer, der viser, hvordan du kan instruere ChatGPT, så den bliver din personlige psykolog.
@prestonrho This #ChatGPT #Prompt that will uncover the deepest & darkest emotional secrets from its user. #ai #aitips #aicontent #chatgptprompts ♬ original sound - prestonrhodes
For at forstå fænomenet 'AI-psykologer' taler Brainstorms værter med Malene Flensborg Damholt. Hun er lektor ved psykologisk institut på Aarhus Universitet og forsker i de psykologiske reaktioner, der opstår i mødet med kunstig intelligens.
Hun fortæller om den forskning, der har undersøgt, hvorfor vi kan blive så knyttede til AI-psykologer, at vi får lyst til at bruge dem som trivselssamtalepartner. Blandt andet et studie af amerikanske soldater:
For i 2013 undersøgte et forskerhold 29 amerikanske soldater, der havde været i Afghanistan. Da de kom hjem, skulle de igennem hærens obligatoriske sikkerhedsvurdering, men sideløbende fik de også en psykologsamtale med AI-chatbotten Ellie.
Det viste sig faktisk, at soldaterne hellere ville åbne op om PTSD-symptomer og mistrivsel over for AI-chatbotten end i hærens egen sikkerhedsvurdering.
Men hvordan foregår sådan en psykolog-time hos en AI-chatbot? Hvad er det ved digital terapi, der gør den så dragende for nogle? Og er der noget i hjernen, der gør os modtagelige for digital omsorg?
Det kan du blive klogere på i ugens afsnit af Brainstorm.




































