Lørdag mødes Brøndby og FC København til sæsonens første udgave af »slaget om København«.
Fodboldens Europakort er fuld af den slags arvefjendeopgør, men hvordan kan det egentligt være at to klubbers tilhængere pludseligt ikke kan udstå synet af hinanden?
Det har den polske fodboldforsker Seweryn Dmowski fra Universitet i Warszawa undersøgt i en artikel, der senere i år publiceres i det videnskabelige tidsskrift Soccer and Society.
Han har gennemgået de største rivaliseringer i de europæiske fodboldlande, og her viser det sig, at opgørene ofte har rod i lange historiske rivaliseringer med rod i tidligere tiders klasseskel, politiske stridigheder og religiøse og etniske modsætninger:
»Mange af de klassiske rivaliseringer opstår omkring skiftet mellem det 19. og 20. århundrede, hvor det moderne fodboldspil spreder sig i Europa. Det falder sammen med et af de vigtigste øjeblikke i dannelsen af de vesteuropæiske samfund, fordi det er på den tid, hvor mange af de store politiske ideologier udbredes i Vesteuropa, og der opstår bevægelser for arbejdere, liberale og kommunister,« siger Seweryn Dmowski til Videnskab.dk.
»Fodboldklubberne bliver ofte knyttet til de her nye bevægelsers, og det er mange af de modsætninger, der ligger til grund for vor tids arvefjender. For eksempel ser man ofte klubber, der støttes enten af arbejdere, borgerskabet eller middelklassen. På den måde er mange af vor tids klassiske arvefjende-opgør altså bygget på sociale, kulturelle og politiske spørgsmål, som er dybt rodfæstet i historien.«
Danske rivaler uden historier
Overalt i Europa fortæller arvefjender os altså historier om gamle modsætninger i de europæiske samfund.
Bare ikke i Danmark. Her opstår det første store arvefjende-opgør med internationalt tilsnit i 1990erne, da fodboldklubben FC København dannes af den gamle arbejderklub B1903 og Danmarks ældste fodboldklub borgerskabet KB, og ifølge Torbjörn Andersson, der er lektor ved Malmö Högskola med speciale i fodboldens kulturhistorie, er det meget unikt:
»Som regel er det vigtigt for en rivalisering, at der findes en tradition. Det er ganske usædvanligt, at man kan skabe noget nyt, som man har gjort i København, oftest har de her rivalisering stået på i over 100 år.«
»I Sverige har vi arvefjende-opgør mellem Stockholms-klubberne AIK og Djurgården og Göteborg-klubberne IFK og Gais, der begge har en over 100 år gammel historie,« siger Torbjörn Andersson, der netop nu skriver på anden del af et stort værk om svensk fodbolds kulturhistorie.
Større klasseskel i Sverige
De svenske rivaliseringer skyldes ifølge Torbjörn Andersson ofte, at der inden for den samme byer var klubber med meget forskellige identiteter:
»Jeg tror, de svenske klubber har været meget mere forskellige end de danske. For eksempel har vi i Göteborg klubben Gais, hvis kampe minder om en rockkoncert med venstreorienterede tilhængere i læderjakker, og nærved klubben Örgryte, som måske er Sveriges mest snobbede klub med høflige tilhængere fra det rige Göteborg,«
Historikeren David Holt Olsen, der har skrevet bogen 'Fodbold, fair play og forretning: Dansk klubfodbolds historie' mener også, at en af grundene til forskellen mellem Sverige og Danmark er spørgsmålet om klasseskel:
»Der er bestemt eksempler på klasseskel internt i de danske byer; tydeligst ser vi det i Odense, hvor OB var borgerskabets klub, B1909 arbejderklubben, mens B1913 var støttet af middelklassen. De tre hold spiller ofte i samme række og der opstår nogle dramatiske lokalopgør. Men med tiden løb de ud i sandet, og jeg tror den slags rivaliseringer har været mere holdbare i Sverige, fordi man her har haft en storindustri og derfor skarpere klasseskel,« siger David Holt Olsen, der er museumsinspektør på Danmarks Industrimuseum og cand.mag. i historie og europastudier.
Dansk fodboldklubber har droppet arv og tradition
En af grund til, at vi ikke ser historiske rivaliseringer i den danske lige er også, at fortidens storhold simpelthen ikke findes mere.
I dansk fodbolds første år var sporten ifølge David Holt Olsen domineret af fem Københavnske storhold: KB, AB, FREM, B93 og B1903.
Nu er den bedste danske fodboldrække fyldt med navne som FC Midtjylland, FC Nordsjælland og FC Vestsjælland. Alle navne som ikke var at finde på fodboldens Danmarkskort for 20 år siden, da de første kampe mellem FCK og Brøndby blev spillet.
Det adskiller sig ifølge Torbjörn Andersson også meget fra Sverige:
»I Sverige har vi stort set de samme klubber i dag, som vi altid har haft, men i Danmark har man som et af de eneste steder i verden lykkedes med at skabe nye klubber, som folk faktisk interesserer sig for.«
Fusioner som de danske er ifølge Torbjörn Andersson helt umulige i Sverige:
»Man forsøgte at slå klubberne Gais, Häcken og Örgryte i Göteborg sammen. Men det viste sig hurtigt, at det var helt umuligt. Forskellen var simpelthen for store, så tilhængerne ville hellere ende i fjerde division, end at skulle slås sammen med ærkefjenderne.«
Højre-slogans og rød stjerne går hånd i hånd
I den store verden er det altså meget ualmindeligt, at man kaster sin arv bort, som de danske klubber har været villige til.
Seweryn Dmowski giver et godt eksempel på, hvor svært fodboldklubber normalt har ved at give slip på arven:
»I mange østeuropæiske lande havde man et militærhold, og i Bulgarien var CSKA Sofia militærets hold. Den identitet findes stadig hos holdets tilhængere, men samtidig er hovedparten af dem temmelig højreorienterede.«
»Det betyder, at de paradoksalt nok ofte råber højreorienterede politiske slogans, men samtidig har en rød stjerne i deres logo, og begge dele betyder rigtigt meget for dem.
Selvom de politisk er placeret diamentralt modsat den røde stjernes kommunistiske aura, så ændrer de altså ikke klubbens navn eller logo, fordi det er en del af deres arv, og man kan ikke benægte sin arv,« siger Seweryn Dmowski.
Forretning kræver rivalisering
Det er ganske usædvanligt, at man kan skabe noget nyt, som man har gjort i København
David Holt Olsen, historiker
Rivaliseringer, der ikke har en lang historie, har ifølge Seweryn Dmowski en tendens til at handle mere om fodbold, end modsætningerne mellem ærkefjender med lang historie. Men noget kunne måske tyde på, at de danske rivaliseringer også er et spørgsmål om forretning:
»Jeg er selv AaB-fan, og jeg så lige, at man vil til at opdyrke kampen mellem AaB og AGF som et arvefjende-opgør,« siger David Holt Olsen.
»Selvfølgelig har man altid gerne villet vinde over AGF, men større har det altså aldrig været. Det er et eksempel på, at et opgør der aldrig har været et klassisk arvefjende-opgør nu skal opdyrkes, fordi man mener, det kan gavne forretningen.«
»Et andet eksempel er kampen mellem FC Midtjylland og Viborg, der nævnes som en hadfyldt rivalisering. Men FCM er kun 14 år gammel, så vi har altså arvefjende-opgør i Danmark som er omkring 10 år gamle, og det er altså ret specialt.«
Danskere hævet over rivalisering
Ifølge David Holt Olsen kan den danske amatørideologi være en af årsagerne til, at vi ikke har fået de stærke rivaliseringer i danske fodbold, som man ser i andre lande:
»Den danske fodboldbevægelse har været meget påvirket af en amatørideologi, som vi holdt fast i lang tid efter, at andre landes havde forladt tanken. Da Gunnar "NU" Hansen for eksempel rejser til Italien for at se fodbold, betragter han næsten italienerne som dyr, fordi de går så højt op i konkurrence og rivalisering. Det føler vi os hævet over i Danmark, fordi vi er så præget af en amatørideologi, hvor man gerne vil tæmme det dyriske i sporten,« siger David Holt Olsen.
Danskerne stifter i 1960erne bekendtskab med den udenlandske klubfodbold, og det skaber en debat om betalingsfodbold, som ender med, at Danmark som et af de sidste lande indfører professionel fodbold i 1978.
Men ifølge David Holt Olsen lægger amatør-ideogien en dæmper på danske arvefjende-opgør helt op i 1990erne.
Ærkefjender bliver globale
Et af de store spørgsmål er, om mange af de lokale rivaliseringer vil erstattes af internationale i takt med fodboldens globalisering:
»Globaliseringen vil helt klart ændre rivaliseringen. De vigtigste fodboldklubber i Europa konkurrerer om rigtigt mange penge i de europæiske turneringer, så det er meget sandsynligt at rivaliseringen vil skifte niveau fra det nationale til det internationale,« siger Seweryn Dmowski.
»Tidligere var Manchester Uniteds store rival Leeds United, fordi de lå nær hinanden og de to regioner historisk havde mange sociale og kulturelle konflikter. Men de sidste 10 år har Manchester United spillet flere kampe mod italienske Juventus end mod Leeds, og det er altså svært at være ærkefjender, hvis man ikke spiller mod hinanden,« slutter Seweryn Dmowski.

































