Gladiatorer underholdt ikke kun romerne men også det engelske publikum med deres drabelige og blodige kampe i arenaen mod løver, tigre og hinanden.
Således har arkæologer gennem det sidste årti udgravet verdens bedst bevarede levn fra den voldelige romerske sport i byen York i Nordengland.
Det skriver independent.co.uk, der betegner fundet som af international betydning.
Udbyttet af udgravningen består af 80 skeletter, hvor af de fleste enten har våbenmærker på knoglerne eller tegn på gladiatortræning. En enkel ser ud til at være blevet dræbt af et stort rovdyr som en løve, tiger eller bjørn.
»Vores hovedteori er, at mange af disse skeletter er romerske gladiatorer og andre, som døde i arenaen. Indtil videre peger en række af beviser mod denne tolkning,« siger den ledende arkæolog, Kurt Hunter-Mann fra York Archaeological Trust til independent.co.uk.
Højre arm længere end den venstre
Et af de vigtigste beviser er, at et usædvanlig stort antal af skeletterne har en højre arm, der er signifikant længere end den venstre. Et træk som i den romerske litteratur er nævnt i forbindelse med gladiatorer.
Omkring 20 af de fundne skeletter har denne asymmetri, og hos nogle er højre arm mellem 1-1,8 centimeter længere end den venstre.
Det betyder, at mændene startede træningen allerede i de tidligere teenageår. Arme kan nemlig kun udvikle sig i forskellig længde, før knoglerne er fuldt udvoksede.
Det passer også med den historiske viden om, at slaveejere solgte besværlige slaver til gladiatorskoler, og nogle af dem var unge teenagere.
Næsten alle skeletterne er også robuste mænd over gennemsnitshøjden, og de fleste viser tegn på høj muskelbelastning.
De fleste blev halshugget
\ Fakta
VIDSTE DU
Gladiator betyder ‘fægter’ på latin og er afledt af gladius (‘sværd’). Gladiatorer var deltagere i offentlige kamplege i Romerriget, og de første kendte gladiatorkampe i Rom fandt sted i 264 f.Kr. ved begravelsen af en senator. En gladiator var enten tidligere slave, fange eller en fri mand, der selv meldte sig.
Kilde: denstoredanske.dk og wikipedia.
De fundne skeletter er døde over en periode på 250 år et sted mellem 100-400 e.K.f., og de første test af deres kranier viser, at de stammer fra mange forskellige dele af det romerske imperium. Det gælder blandt andet Østeuropa, Centraleuropa og Nordafrika.
Men udgravningen rummer også et mysterium, for selv om mange har alvorlige skader efter nærkontakt med klør eller sværd, så er de fleste blevet slået ihjel ved halshugning.
Man har længe vidst, at den tabende gladiator blev henrettet i arenaen af modstanderen, men man har altid troet, at det foregik med et sværdslag mod halsen.
Halshugningerne i England tyder derfor på, at romerne brugte en række af forskellige metoder til at likvidere den slagne kriger med.
En del af kranierne har også huller, som kan stamme fra dødelige hammerslag, hvilket man også har observeret ved en lignende udgravning i Efesus i Tyrkiet.
Efterforskningen af skeletterne fortsætter, og selv om arkæologerne har en hovedteori om, at de er gladiatorer, så er der også en mulig alternativ forklaring. Gravpladsen kan også være for personer med ‘infamia’, det vil sige socialt vanærede personer som kriminelle og for så vidt også gladiatorer.
Har du mulighed for at se engelsk tv, så sender tv-kanalen, Channel 4, næste mandag en dokumentar om udgravningen.