Der findes mange slags følelser. Her vil jeg komme ind på to slags, som vi kan kalde de simple og de komplekse.
Lad mig bruge et eksempel, jeg skriver om for øjeblikket, ‘Saving Private Ryan’.
I filmens 25 minutter lange Omaha Beach-scene bliver amerikanske soldater mejet ned af maskingeværsalver affyret fra tyske bunkere. Soldaterne bliver landsat til et inferno af skrig, løsrevne lemmer, indvolde, der vender ud af kroppen, miner og lig i bunker. Kameraet hopper og kravler, følger de døde i vandet og de løbende gennem skudsalverne.
Anmelderne var enige om, at dette var en imponerende realisme, som at være der selv.
»… så man i visse scener på én gang synes at kunne se, høre og lugte al denne gru … som netop aldrig blot bliver afstumpet effektjageri eller dyrkelse af forfaldets skønhed,« skrev Politiken.
Vi blev rørt af kampscenerne. Rusket igennem.
Ikke kun enighed
Uenigheden meldte sig, da det kom til, hvilke følelser historien vakte. Historien handler om otte soldater, der bliver sendt på en mission for at finde én soldat, menig James Ryan.
Filmen åbner med en ældre mand, der besøger den amerikanske kirkegård i Normandiet og falder på knæ ved en gravsten. Fra et ultra zoom ind på hans øje klipper kameraet til Omaha Beach og dernæst historien om missionen, hvor seks mand ofrer sig for at redde Ryan.
Inden kaptajn Miller (Tom Hanks) dør, siger han: »James, gør dig fortjent til det her!«
Så morphes fra den unge Ryan til den ældre mand på kirkegården. Han spørger nu sin kone: »Har jeg levet et godt liv? Har jeg været en god mand?« »Ja,« svarer hun.
Her, mente mange, »er selve historien lovligt tynd og ikke fri for den velkendte Spielbergske patos.« »En uklædelig sentimentalitet,« mente Jyllands-Posten.
Affekt eller emotions?
Jeg vil springe de tematiske mellemregninger over og fokusere på forskellen i hvilke følelser, der bliver vakt i Omaha Beach-scenen og kirkegårdsscenerne.
Omaha Beach-scenen vækker, hvad filmteoretikeren Noel Carroll kalder affekt. Det er instinktive og automatiske reaktioner som frygt, når der bliver skudt, forskrækkelse over pludselig støj, kvalme ved synet af afrevne lemmer, og panik, når kameraet zigzagger mellem kugleregn. Er filmen godt skruet sammen sker alt dette, uden at vi behøver at tænke. Kroppen tænker så at sige for os.
Kirkegårdsscenerne hører til, hvad Carroll kalder emotions eller følelser med et tanke-indhold. Forestiller jeg mig, at min elskede er mig utro, bliver jeg jaloux. Tænker jeg på lækker mad, bliver jeg sulten. Disse følelser har både et reelt og et forestillet indhold (jeg har en kæreste, men han behøver ikke være utro, for at jeg skal kunne blive jaloux).
Affekterne, derimod, har ikke et forestillet indhold – jeg bliver med andre ord ikke forskrækket af en lyd, jeg forestiller mig, kun en lyd, jeg hører.
Emotionerne opfattes forskelligt
De simple følelser, affekterne, reagerer vi ens på. Om det så er monsteret i ‘Alien’ eller kugleregnen i ‘Saving Private Ryan’.
Emotionerne, de mere komplekse følelser, er mere tricky. For hvad hvis man er tysker og ser ‘Saving Private Ryan’? Lever man sig så i samme grad ind i tragedien ved, at seks mand ofrer livet for én amerikaner? Eller bemærker man, hvor umenneskelige tyskerne er fremstillet?
Emotionerne reagerer vi kun på, hvis vi accepterer tankeindholdet. Hvis vi så at sige ‘køber’ præmissen.
Derfor græd alle til ‘Schindlers Liste’, hvor man købte præmissen om de onde nazister og de uskyldige jøder. ‘Saving Private Ryan’ delte derimod tilskuerne i to: de, der delte tanken om de stakkels amerikanske soldater, og de, der fandt, at det amerikanske flag, der svajer i start og slutning, var »et lettere grinagtigt syn« (Jyllands-Posten).
Til sidst en pointe om torture porn, der har været et tema i de sidste to ugers blog: Hvis man ser torture porn som underholdning, bliver man underholdt, når affekterne er effektive. Men ser man torture porn som ‘realistisk’, bliver man kun underholdt, hvis både affekter og emotioner er i orden. Man skal med andre ord købe begge sæt følelser. Og hvis affekterne er for voldsomme, står publikum af over for emotionerne. Hvilket forklarer, hvorfor folk gik fra ‘Irréversible’ (2002), der faktisk er en yderst lødig film. Men med overvældende mange affekter.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
