Ryan Saunders trækker vejret i korte stød. Han kigger på sine fødder, som stadig er solidt plantet på jorden. Han kigger kort på omgivelserne omkring ham, før han langsomt løfter hovedet, og suger øjeblikket ind.
Klippeafsatsen er kun et par centimeter fra hans fødder, efterfulgt af et frit fald på et par hundrede meter, hvor det frie fald afbrydes af et klippefremspring. Han må bevæge sig tæt ved fjeldskråningen, mens han samtidigt må sørge for at have nok opdrift til at kunne komme over klippens forhøjning.
Klarer han det, vil han kunne fortsætte i frit fald yderligere to hundrede meter, før han må udløse faldskærmen. Han har hoppet dette spring seks gange før. Han har gennemgået udspringet i hovedet, har han planlagt, beregnet og hoppet ud i det. Og mislykkedes.
Han går et skridt tættere på kanten. »Tre, to, en!« I en brøkdel af et sekund er det helt stille. Og så kommer den øredøvende lyd af luft, som raser gennem hjemkameraet og ud gennem højttalerne. Ryan er hoppet og jorden nærmer sig faretruende hurtigt.
Livslyst
Enhver, der ser en basejumper dykke ud over kanten af et fjeld, spekulerer på, hvad der foregår i hans hoved. De fleste vil nok mene, han er ravende sindssyg.
»Vi er hurtige til at dømme folk: Virker personers adfærd tilpas risikobetonet, er de nok ikke helt rigtige i hovedet. Når du kun ser handlingen og ikke begrundelsen bag den, så virker det vanvittigt.«
»Men jeg tænkte, at der måtte være noget virkeligt intenst godt ved basejumping, siden der er så mange, der er villige til at løbe risikoen. De bestrider ikke, at det er farligt, men de tænker heller ikke, at det kan gå galt,« siger Audun Hetland, stipendiat ved Universitetet i Tromsø.
I hans speciale i psykologi udforskede han følelserne hos basejumpere, mens de gør det, de allerbedst kan lide.
- Er det et dødsønske eller dødsforagt, der driver de unge mænd og kvinder over kanten?
»Det handler i al fald ikke om et dødsønske. Overlevelse er underforstået - ikke et mål i sig selv. Det er mennesker, der har lever et lykkeligt liv, og som vil gøre alt for at begrænse risikoen til et absolut minimum.«
»Det paradoksale er dog, at hvis basejumping var helt ufarligt, forsvandt oplevelsens værdi.«
Hetland målte pulsen på de 13 basejumpers, der sprang ud fra højsletten Kjerag i det norske Rogaland indtil flere gange. Herudover bad han dem om at beskrive, hvad de følte under springet.
Lige efter et hop er spændingsudløsningen så enorm, at langt størstedelen af udspringerne er mundlamme og nærmest ude af stand til at udtrykke sig med tale. Derfor bad Hetland dem om at tegne en kurve, der i stedet kunne forklare, hvad de følte.
Det første, der melder sig, når de hopper ud over kanten, er følelsen af frygt og ubehag.
»De føler frygt, dog slet ikke i så høj grad som forventet. Frygt og ubehag opstår i de situationer, hvor de har mindst kontrol, som er lige når de tager springet, og når de skal udløse faldskærmen. Det er også her, de har forhøjet adrenalinniveau.«
»Basejumperne er motiveret af et ønske om at vokse som mennesker, og det, at det ikke altid er behageligt, tager de med i købet,« siger Hetland.
I frit fald
Basejumper Ryan bestemmer afstanden til klippefremspringet på øjemål. Da han flyver forbi, ligner det, at han kun lige undgår den med 10-20 centimeter.
Han er nødt til at flyve ret tæt ind på fjeldvæggen, men selvom han har god opdrift er den frie passage forbi klippen faretruende lille.
Grus og sten flyver om ham med rasende fart. Han styrer sin krop mod klippen. Det er nu eller aldrig. Pludselig ser det ud som om, han flyver ind i trætoppene på klippevæggen. Træerne forsvinder ud af skærmens synsvinkel. Det bliver stejlere. Han er over klippen. Han flyder. Og kameralinsen dugger til.
De fleste basejumpere starter som faldskærmsudspringere og gør det i mange år, før de suser ned ad første lodrette klippevæg.
Det første spring er ikke behageligt for nogen overhoved, siger de. Det tager gerne 10 til 15 udspring før man føler, at man har tilpas kontrol over situationen til at kan nyde oplevelsen. Men det er netop udsigten til en dag at kunne mestre den situation, der driver dem gennem dette ubehag.
Efter 10 - 15 hop har de mere kontrol over situationen og mere tid til at suge oplevelsen til sig. De starter ofte med høje fjeld som Kjerag. Fjeldets 1.000 meter giver 25 sekunder i frit fald. I de få sekunder, der føles som at flyve, falder de med 180 km i timen.
»Man kan næsten tage fat om luften. Alt bliver helt stille. Tiden føles meget lang, og man får en fornemmelse af, at tingene foregår på halv hastighed. Man er helt tilstede i sine omgivelser. At flyve som en svale beskrives som en fantastisk oplevelse,« siger Hetland.
- Er de adrenalinjunkies?
»Nej. Machotyper lever ikke længe i denne sport. Det er nøgterne udendørsmennesker, der dyrker basejumping. De opsøger ikke farlige situationer unødigt. Nogle af dem synes endda, det er ubehageligt at male hus derhjemme, fordi de skal op i højden på en stige.«
»Basejumping handler om at blive rigtig god og at yde sit yderste for at gennemføre hoppet. Faktisk kan det sammenlignes med, hvad en koncertpianist oplever før en koncert. Adrenalinniveauet er i begge tilfælde alene en kilde til ubehag og ikke et mål i sig selv.«
»At gennemføre et vellykket hop afhænger af deres evne til at kontrollere situationen og adrenalinet.«
På sikker grund
Ryan Saunders’ spring nærmer sig sin ende. Pludselig hører man lyden af stof, der smælder mod viden: Gennem dug på objektivet ses faldskærmens mørke skygge over Ryans hoved. Hans krop fanges af faldskærmen. I få tiendedele af et sekund er der stille. Men idet Ryan Saunders lægger an til landing høres et rent glædesskrig.
Sejrsglæden er overvældende og lykkefølelsen er komplet ved en vellykket landing. Men for at opnå denne følelse af ekstrem lykke forholder baserejumpere sig til stadig mindre margener.
I takt med, de bliver bedre, giver de sig i kast med mere vanskelige udspring. Enten med vingedragt eller hop fra lavere fjeld, huse, broer eller tårne.
»En af de bedste basejumpere fortalte mig, at den gennemsnitlige længde af en udspringers karriere er seks år. Og der er tre måder at holde op: At dø, at komme til skade eller ved at indse, at risikoen er for stor,« siger Audun Hetland.
Spændet i de følelser, jumperne føler, er stort. Men én ting, de ikke føler, er tristhed. Og det er usædvanligt og sjældent, fordi tristhed indgår som oftest i beskrivelsen af følelsers kompleksitet.
»Det er ret fantastisk. Den stærkeste følelse er engagement. Det lader til, at det menneskelige sind kan holde til meget, så længe, du laver noget, der er interessant.«
»Så er spørgsmålet, hvordan man kunne gøre det sådan, at folk kan have den slags oplevelser i deres hverdag, uden at skulle springe fra et bjerg,« siger Hetland.
»Yes, fucking yes! That was fucking awesome! I don’t care if I sound like a fucking retard but that was fucking awesome! I did it! I did it!«
Glædesudbruddene runger mellem fjeldvæggene. Ryan lever for at hoppe igen en dag.
(Fra Forskning.no oversat af Mette Damsgaard)
Bragt sammen med Universitetet i Tromsø.
