En kold og livløs krop uden puls er mange steder i verden fortsat et tegn på, at du er død. Men nogle gange kan det at være nedkølet faktisk redde dit liv.
Hvis et menneske falder om med hjertestop på gaden i Tromsø, har ambulancepersonale og læger 30 minutter til at genoplive vedkommende.
Bliver hun genoplivet med hjerte- og lungeredning inden for 30 minutter, er chancerne for at få et normalt liv store. Men for hvert minut, som går ud over det 30 minutter, bliver chancerne dramatisk mindre.
»Nedkølede patienter med hjertestop har overlevet i op til seks timer med pågående hjerte- og lungeredning. Og de vil kunne få et fuldt ud funktionelt liv efter at være blevet genoplivet,« fortæller overlæge og professor Torkjel Tveita ved Universitetet i Tromsø (UiT).
Universitetssygehuset i Nord-Norge (UNN) kan henvise til flere opsigtsvækkende genoplivninger. Nu vil forskere ved UiT se nærmere på nedkølingsulykker gennem projektet Cold Water Survival.
Grise som forsøgskroppe
For at finde ud af, hvorfor du har bedre tid, hvis dit hjerte standser i stærkt nedkølet tilstand, skal forskerne udføre forsøg på grise.
Grisen har næsten samme normaltemperatur som mennesket, cirka 38 °C, og en krop som opfører sig ganske lig menneskekroppen under nedkøling.
»Al nedkøling under 30 °C kan betragtes som farlig. Eksperimenter på dyr har vist, at sådan en dyb nedkøling over længere tid giver hjertestop, som vil vise sig under og efter opvarmning.«
»Hvis man bliver udsat for dyb nedkøling, er det bedre for hjertet at blive afkølet og varmet op igen hurtigt, frem for at blive udsat for en lang periode med en kropstemperatur på 30 °C,« fortæller Ole Magnus Filsteh, som har skrevet om dette i en ph.d.-afhandling ved UiT.
Ole Magnus Filsteh understreger, at hjerte- og lungeredning bør igangsættes lige så hurtigt ved hjertestop hos nedkølede mennesker, som hos dem med en normal kropstemperatur.
»Alle patienter, som stopper med at trække vejret, skal straks have hjerte- og lungeredning. At en person ikke trækker vejret er lettere at fastslå for lægfolk, end om vedkommende har hjerteslag eller ej.«
Har brug for mindre drivstof
Men hvordan kan det lade sig gøre, at en nedkølet menneskekrop kan genoplives til næsten normal funktion efter seks timer med hjertestop?
Forskernes hypotese er, at cellernes behov for oxygen i nedkølet tilstand bliver så lille, at de kan klare sig med det lidt, de får gennem pågående hjerte- og lungeredning.
»Oxygen er i dette tilfælde som benzin. Du bruger mere benzin ved at køre 90 kilometer i timen, end ved at køre 30 kilometer i timen. Sådan er det også med kroppen. Det er en naturlig følge af nedkøling, at cirkulationen reduceres, cellernes stofskifte bliver nedsat og bruger derfor mindre oxygen,« forklarer Torkjel Tveita.
»Hypotesen er, at vi ved at give hjerte- og lungeredning kan opretholde blodcirkulationen så tilpas meget til, at vi kan opnå så godt som 100 procent af den optimale oxygentransport til cellerne i kroppen, som er nedkølet til 25 °C.«
Den mest ekstreme historie
»Så længe lungerne får oxygen og hjertet pumper blod, er der altså håb,« siger Torkjel Tveita.
Det var i hvert fald tilfældet for den mest ekstreme nedkøling, et menneske nogensinde har overlevet.
På tur ned ad en bjergside uden for Narvik mistede lægen Anna Bågenholm kontrollen over sine ski i 1999.
Klokken 18.20 faldt hun gennem elv-isen med hovedet først. Da hendes turkammerater fandt hende, så de kun skiene og benene. Resten af kroppen var låst fast i isen.
Anna Bågenholm var heldig på mange måder: Hun havnede på ryggen under isen; beholdt bevidstheden længe nok til at finde en luftlomme; var ved bevidsthed i 40 minutter, før hendes hjerte stoppede; var så tilpas nedkølet på det tidspunkt, at kroppen havde skruet ned for behovet for oxygen; da hun efter 80 minutter og en stor indsats blev hakket ud af isen, kunne hendes turkammerater, som var læger, gå i gang med hjerte- og lungeredning.
Hendes kropstemperatur blev målt til 13,7 °C. Målinger viste ingen tegn på liv. Hun var bleg, våd og iskold, og pupillerne var udvidede.
Opvarmning før dødserklæring
Et held i uheldet var, at Anna Bågenholm havnede på UNN, hvor akutlægen Mads Gilbert, som også er en af forskerne i Cold Water Survival-projektet, og lægeteamet rundt om ham vidste, at man skulle opvarme nedkølede patienter, før man erklærede dem død.
Lægerne fortsatte med hjerte- og lungeredning, mens de varmede Anna Bågenholm op. Klokken 22.15 kom det første hjerteslag.
»Dyreeksperimenter tyder på, at der opstår hjertestop som følge af nedkøling. Men dette er ikke et stort klinisk problem ved nedkølingsulykker, givet at patienten behandles efter moderne medicinske retningslinjer. De, som dør efter opvarmning, dør enten af hjerneskade som følge af oxygenmangel, ved for eksempel drukning.«
»Eller de dør af multiorgansvigt på en intensivafdeling flere dage inde i forløbet. De, som udskrives fra sygehuset i live, har generelt en god prognose og vil genvinde deres oprindelige hjertefunktion,« fortæller Ole Magnus Filsteh.
Anne Bågenholm er en af de sidstnævnte. I dag er hun i allerhøjeste grad en levende, arbejdsom læge.
Ikke kun nordpå
Nedkølingsulykker er ikke den største risiko, du kan blive udsat for. Ole Magnus Filsteh har i sin afhandling beregnet, at der er 0,5 tilfælde per 100.000 indbyggere i Norge årligt.
Og på trods af det, man måske tror, er der ikke flere tilfælde af nedkølingsulykker under arktiske strøg end på sydligere breddegrader.
I februar i fjor var mere end 420 mennesker frosset ihjel i Central- og østeuropa.
Ole Magnus Filsteh mener, at der sandsynligvis bliver flere dødsfald som følge af urbane nedkølingsulykker. De største årsager til dette er mere ekstremt vejr på grund af klimaændringer og nedskæringer i de sociale tjenester på grund af finanskrisen.
Kun udforsket lidt
Der er kun ganske lidt forskning i nedkølingsulykker. De fleste kliniske rapporter om nedkølingsulykker begrænser sig til enkelthistorier, som den om Anna Bågenholm.
Eller historien om den kraftigt nedkølede John Arve Johansen fra Sortland, som overlevede syg timer med hjertestop, med pågående manuel hjerte- og lungeredning. Sandsynligvis verdens længste vellykkede genoplivning, også gennemført af akutmedicinsk personale ved UNN.
Ellers har man forsket lidt på søfolk og soldater, som døde af nedkøling som følge af krig.
Den mindst ærefulde hypotermiforskning stod nazisterne for i koncentrationslejren Dachau.
Eksperimenterne de udførte på fangerne der, og eksperimenter, som blev udført i amerikanske fængsler, er en skamplet i forskningshistorien. Resultaterne fra sådanne forsøg er uetiske og benyttes ikke af forskere i dag, skriver Ole Magnus Filseth i sin afhandling.
Oliebranchen presser på
Nu varsles der om større aktivitet i de enorme havområder uden for Norges dør.
Barentshavet bliver mere og mere attraktivt for flere virksomheder, fordi isen smelter. Flere krydstogtskibe, fragtskibe, forskningsskibe og trawlere vil passere den norske kyst.
Med en øget aktivitet kommer også øgede sikkerhedskrav.
Det er særligt oliebranchen, som presser på for mere forskning i nedkølingsulykker, og Cold Water Survival er finansieret gennem Petromaks-forskningsprogrammet hos Norges forskningsråd.
»Olieindustrien ser, at vi har en udfordring med transportafstand i det kolde Barentshav. Afstandene til sygehus fra skibe, trawlere, boreplatforme og installationer er ekstremt lange.«
»Vi kan ude førstehjælp ude i havet, men hvordan skal vi varme disse mennesker op? Til det har vi brug for hjerte-lungemaskiner og det er kun de allerstørste af vores sygehuse, der har det,« siger Torkjel Tveita.
Et tilstødende projekt, finansieret af Utenriksdepartementet i Norge, skal sørge for nationale retningslinjer for, hvordan man skal behandle nedkølede mennesker, som forulykker på havet. En del af projektet er at finde ud af, om det vil være fordelagtigt at bruge transportable hjerte-lungemaskiner i redningshelikopterne.
»Selvom fortaleren er oliebranchen, er det vores målsætning at nye rednings- og behandlingsmetoder skal komme hele befolkningen i nordområderne til nytte,« siger Torkjel Tveita.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
