Attentatforsøget på Donald Trump, der med nød og næppe undgik at blive offer for den kugle, der ramte hans højre øre, mens han talte ved et vælgermøde i Pennsylvania i lørdags, belyser faren for politikerne, der stiller op i et land, hvor forfatningen sikrer borgerne retten til at bære våben.
Trump slutter sig til en ikke videre eksklusiv klub af amerikanske præsidenter, tidligere præsidenter og præsidentkandidater, der har været mål for attentater og attentatforsøg.
Af de i alt 45 personer, der har fungeret som præsident, er fire blevet dræbt, mens de bestred embedet.
Lang og foruroligende historie
I betragtning af de amerikanske præsidenters nærmest mytiske status og nationens rolle som supermagt rammer politiske attentater selve hjertet i den amerikanske psyke.
Drabet på henholdsvis Abraham Lincoln i 1865 og John F. Kennedy i 1963 er nøglehændelser i USA's historie.
James Garfield (USA's 20. præsident, som blev dræbt i 1881) og William McKinley (præsident nummer 25, som blev skudt og dræbt i 1901) står ikke helt så klart i den kollektive erindring, men deres død rystede ikke desto mindre nationen i dens grundvold på daværende tidspunkt.

Secret Service yder beskyttelse
Det var efter attentatet på William McKinley, at den amerikanske efterretningstjeneste fik til opgave at yde præsidenterne fuldtidsbeskyttelse.
Den seneste amerikanske præsident, der blev beskudt, var Ronald Reagan, som i 1981 blev alvorligt såret og måtte opereres akut.
Reagan var på vej ud fra et hotel i Washington, hvor han havde holdt en tale, da gerningsmanden John Hinckley Jr. affyrede skud fra en kaliber .22-pistol.
En kugle strejfede præsidentens limousine og fortsatte, til den ramte Reagan under venstre armhule. Reagan tilbragte 12 dage på hospitalet, før han vendte tilbage til Det Hvide Hus.

Der er blevet skudt mod andre præsidenter, men de er heldigvis ikke blevet såret.
I 1933 affyrede en bevæbnet mand fem skud mod den daværende præsident Franklin D. Roosevelts bil.
Roosevelt blev ikke ramt, men Chicagos borgmester, Anton Cermak, som snakkede med Roosevelt, efter at den nyvalgte præsident havde talt kort til offentligheden, blev såret og døde 19 dage senere.
To attentatforsøg på mindre end en måned
I september 1975 overlevede præsident Gerald Ford to separate attentatforsøg - begge begået af kvinder.
Det første fandt sted 5. september, da Lynette (Squeaky) Fromme, som var fanatisk medlem af kredsen omkring kultleder og morder Charles Manson, forsøgte at skyde Ford, da han gik gennem en park i Sacramento, Californien, men pistolen gik ikke af som planlagt.
Blot 17 dage senere - 22. september - affyrede Sara Jane Moore, som havde tilknytning til venstreradikale grupper, et skud mod Gerald Ford, da han forlod et hotel i San Francisco, men kuglen ramte ikke præsidenten.
\ Læs også
Heller ikke præsidentkandidater er gået fri for attentater og mordforsøg, blandt andet senator Robert F. Kennedy, som blev dræbt i 1968, og George Wallace, som blev skudt og lammet i 1972.
I 1912 blev den tidligere præsident Theodore Roosevelt ramt i brystet af en kaliber .38-kugle, da han førte kampagne for at genvinde Det Hvide Hus.
Størstedelen af kuglens hastighed blev absorberet af genstande i brystlommen på Roosevelts jakke. Selvom han var blevet skudt, fortsatte Roosevelt med at holde sin kampagnetale med kuglen stadig siddende i brystet.
Volden i 1968
Andre ikke-folkevalgte personer med betydelig politisk magt har også fået deres liv afbrudt af skud, blandt andet Martin Luther King Jr. i 1968; blot et par måneder før Robert F. Kennedys død.
I et land, hvor der er flere våben end indbyggere, og hvor hånd- og skydevåben er let tilgængelige, er det ikke overraskende, at skydevåben uvægerligt er den foretrukne måde dræbe eller forsøge at dræbe politiske embedsmænd.
\ Læs også
Ligesom i Trumps tilfælde sker de fleste mordforsøg, når kandidater og politikere er i offentlige rum med masser af mennesker omkring sig.
Der er en lang historie med politikere, der mod deres sikkerhedsrådgiveres anbefalinger insisterer på at komme tæt på vælgerne ved forskellige events, hvilket bringer deres sikkerhed i fare.
Trump er utroligt heldig, at han slap med mindre skader.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

































