En stærk nordtrøndersk elv i Meråker, nær grænsen til Sverige, er langsomt i færd med at give sine hemmeligheder fra sig.
På en lille ø afdækker arkæologer et smelteværk dateret til 1300-tallet. Her har der været drevet avanceret metalproduktion.
»For første gang ved vi nu, at der er produceret kobber fra kobbermalm i middelalderen i Norge,« siger lektor Lars F. Stenvik ved NTNU, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Vitenskapsmuseet til forskning.no.
Han har længe ledt efter spor af norsk kobberproduktion i denne periode. Nu begynder beviserne at komme på plads.
Grundlaget for norsk storindustri
Udvinding og smeltning af kobber var på mange måder startskuddet for moderne norsk storindustri, med store miner i Røros, Kvikne, Folldal og andre steder i Trøndelag og det nordlige Hedmark i Norge i 1700- og 1800-tallet.
Der er imidlertid få spor af kobberproduktion i Norge fra før 1500.
Kobber var et vigtigt metal i middelalderen og blev brugt til mange formål, fra mønter til kirkeklokker.
Allerede i 1300-tallet
I mangel på arkæologiske fund, som viser udvinding og smeltning i middelalderen, har antagelsen været, at al kobber blev importeret til Norge.
I Meråker kommune i Nord-Trøndelag afdækkes imidlertid nu avanceret produktion af kobber helt tilbage til 1300-tallet eller tidligere.
Fundene er gjort på en ø i elven med det passende navn Kopperåa (Kobberåen på dansk, red.).
\ Fakta
Myremalm Vandholdigt, urent sediment med så højt et indhold af jernhydroxider, at man kan udvinde jern deraf. Den egentlige myremalm forekommer i Norge, Sverige og Finland, hvor den danner løse, pulverformige aflejringer lige under overfladen i moser og enge. I Trøndelag og Oppland findes malmen i ret stor højde, indtil trægrænsen. Kilde: Den Store Danske
At navnet Kopperåa er brugt i gamle skriftlige kilder er en af årsagerne til at Lars F. Stenvik sammen med kolleger netop har ledt her.
På øen er der tidligere fundet trækul, slagger (et biprodukt af metalsmeltning) og små irgrønne klumper af kobber.
Teknologisk avanceret
I sommers blev der gjort nye fund, som gør arkæologerne endnu mere entusiastiske. Under nedfaldne sten er der fundet resten af trækonstruktioner, som viser en teknologisk avanceret produktion.
»Træværket er forbavsende godt bevaret,« siger Lars F. Stenvik.
En delt tømmerstok, som kan have været akslen i et drivværk baseret på energien i den stærke elv, har virkelig åbnet øjnene.
Stokken er indfældet en form for et hængsel, som kan have været knyttet til en blæsebælg.
Sådanne blæsebælge blev brugt til at sikre høj temperatur i smelteprocesserne og kan drives med håndkraft.
Brugte vandkraft
Beliggenheden midt i elven, akslen og andre fund tyder på, at man ikke har brugt håndkraft i Kopperåa, men derimod vandkraft, til at drive blæsebælgen. Dette vil ifølge Lars F. Stenvik have været en teknologisk avanceret løsning i 1300-tallets Europa.
Der er fundet spor af det, som kan have været en dæmning knyttet til anlægget.
»Det er svært at se nogen anden grund til placeringen af smelteren end udnyttelse af vandkraft i produktionen. Mage til ufremkommelig plads skal man lede længe efter,« siger Lars F. Stenvik.
Kopperåa er ikke noget nemt sted at undersøge. Udover at den ligger et stykke væk fra Alfavej, er der meget ugæstfrit.
Arkæologerne har været hindret af både snefald tidligt i juni, oversvømmelse og uvejr.
Ældst i Norge
Smelteren på øen i Kopperåa er ikke bare det ældste forædlingsanlæg for kobber, som vi kender til i Norge, men også det ældste overhovedet for produktion af metaller fra bjergmalm.
Længe før 1300 blev der ganske vist produceret jern i Norge, men dette var baseret på myremalm og ikke på malm fra bjerge.
Smeltning af kobber har krævet anden viden. Der har været brugt en kompliceret metallurgisk proces bestående af flere trin.
Hvem havde viden og kapital til at udføre kobbersmeltning? Lars F. Stenvik siger, at kobberproduktionen kan have været drevet af lokale bønder i Meråker, men at det er mere sandsynligt, at der er kommet viden og måske kapital til driften udefra.
Han peger på to centrale aktører i middelalderen i Trøndelag – klosterordenen cistercienserne og ærkebiskoppen i Nidaros.
De driftige munke
I 1100-tallet etablerede cistercienserordenen sit kloster i Munkeby i Levanger kommune i Norge.
Katolske munke- og nonneordener repræsenterede med deres klostre over store dele af Europa internationale netværk, som kunne overføre vigtig teknologisk viden.
Cistercienserne var blandt de bedste til det. De havde i Norge klostre på Hovedø uden for Oslo, ved Lysefjorden syg for Bergen og i Trautra og Munkeby i Trøndelag.
\ Fakta
Cisterciensere Klosterorden, der har udviklet sig fra klostret Cîteaux i Frankrig. Klosterordenen blev grundlagt i 1098. Munkene ankom i 1144 til Danmark for at grundlægge Herrevad Kloster i Skåne. Inden år 1200 kom der yderligere otte munkeklostre til. Knardrup på Sjælland er fra 1300-t. To klostre for kvinder i Slangerup og i Roskilde er formentlig fra slutningen af 1100-t. Kilde: Den Store Danske
Lars F. Stenvik siger, at cistercienserne var ledende både i metallurgi og i forhold til at udnytte vandkraft i kombination med dæmninger.
Der findes indikationer på, at cistercienserne var interesserede i kobberudvinding. I nærheden af klostret ved Levanger er der en række kobberminer fra nyere tid og i klostermurerne har Lars F. Stenvik fundet sten med kobbermalm.
Ærkebiskoppens magtcentrum
En anden mulig aktør er ærkebiskoppen i Nidaros. Han repræsenterede et magtcentrum, som kun blev overskygget af kongen i middelalderens Norge, og ville have haft stor interesse i kontrol med kobberproduktionen.
Ærkebiskoppen havde meget brug for kobber til kirkeklokker og på kirketage. Han havde desuden også i perioder ret til at præge sine egne mønter, noget som krævede adgang til kobber. Kobber blev blandet med sølv i middelalderens sølvmønter.
Videnskaben og teknologien behøver ikke at være rejst så langt – i Sverige var der tidligt metalproduktion i middelalderen i Falun.
Lars F. Stenvik siger, at man i dag ikke kan konkludere noget med hensyn til, hvem der stod for etablering og drift af smelteren.
»Vi kan sige, at vi i dag har to ’mistænkte’, og er i nærheden af at være klar til en ’tiltale’,« siger han.
Selve minen er ikke fundet endnu
Arkæologerne har ikke fundet bruddet eller minen, hvor kobbermalmen, som blev smeltet i Kopparåa, er hentet fra, men antager, at det må ligge i nærheden.
Der er meget kobberholdigt fjeld i Meråker, og i 1700-tallet var der flere kobberminer i drift i området.
Forskerne vil nu prøve at beregne, hvor stor produktionen i Kopparåa kan have været, baseret på mængden af slagger i området.
Maråker var ikke alene. Oslo og Kongsberg er fra før kendt som steder, hvor der kan have været tidlig udvinding af kobber. Her strækker sporene sig imidlertid ikke længere tilbage end til 1400-tallet.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
Kortet viser fundstedet i Kopperåa, middelalderens cistercienserkloster ved Trondheimsfjorden og ærkebiskoppens sæde i Nidaros. (Kort: Google Maps/tilpasset forskning.no/Per Byhring)
På denne ø i elven Kopparåa i Meråker i Nord-Trøndelag har der været drevet smeltning af kobber i middelalderen. (Foto: Lars F. Stenvik)
Udgravning af smelteovnen i sommers. (Foto: Lars F. Stenvik)
Nærbillede af trækonstruktionen, som arkæologerne mener, er en aksel med hængsler til drift af en blæsebælg. (Foto: Lars F. Stenvik)
Trækul fundet ved siden af smelteovnen med irgrønne rester af kobber. (Foto: Lars F. Stenvik)
Her kan indtaget til en afløbskanal frem til smelteværket have været. (Foto: Lars F. Stenvik)
Per Steiner Brevik fotograferer. (Foto: Lars F. Stenvik)
Smelteværk fra 1500-tallet, tegning fra Georgius Agricolas værk ”De Re Metallica” fra 1556. (Kilde. Project Gutenberg)
Smeltning af metal med to blæsebælge. (Kilde. Project Gutenberg)
Tegning som viser, hvordan kraft fra et vandhjul kan kobles til en aksel. Denne aksel kunne så tilkobles og drive en blæsebælg i et smelteværk. Tegningen viser en del af et større og mere avanceret smelteværk end det som kan have været i brug i Norge to eller tre hundrede år tidligere. (Kilde: Project Gutenberg)
