De svenske arkæologer regnede egentlig med, at de skulle foretage en udgravning af en stenalderboplads.
Men arkæologerne stødte på noget langt større: Nemlig en kæmpe gravplads fra vikingetiden med mere end 139 grave.
Det skriver den svenske organisation Arkeologerna i en pressemeddelelse.
Det var i 2017, at arkæologerne foretog de første udgravninger ved landsbyen Tvååker i det sydvestlige Sverige. De næste to år fandt man resterne fra de 139 grave, hvilket indebar menneske- og dyreknogler, metalbrocher og keramiske beholdere.
Derudover fandt man tre store skibssætninger og en skibsformet gravhøj. Gravene vurderes at være fra mellem år 795 og 806 e.v.t., da man fandt et stykke af en arabisk sølvmønt fra Bagdad.

Trods de mange fund estimeres det, at man kun har fundet seks procent af gravpladsen indtil videre.
Arkæologerne har imidlertid været udfordret af, at jorden er blevet pløjet og jævnet til græsgange. Derfor er det unikke ved projektet den måde, det er gennemført på, mener forskerne.
»Når du normalt udgraver, har du allerede fra begyndelsen en idé om, hvor stor graven er. Men her, hvor gravene har været så beskadigede, bliver der et mindre fokus på gravene og mere på kremeringstederne,« siger Petra Nordin, der er projektleder for udgravningerne, i pressemeddelelsen.

Udgravningerne vækker også undren hos forskerne, da det ikke vides, hvor de begravede mennesker boede henne.
Man antager, at der har været en landsby i Tvååker-området, men hvor den præcist har ligget, er endnu et mysterie. Resten af resultaterne kan man læse mere om i denne rapport fra Arkeologerna.

































