Overordnet er der én positiv tendens at spore blandt unges forbrug af nikotin:
En mindre andel bruger bare ét af de mange produkter, der efterhånden er bredt tilgængelige:
Cigaretter, e-cigaretter, vapes, puff bars, nikotinposer, snus.
Det viser den seneste §RØG-rapport for 2024, som netop er udgivet af Statens Institut for Folkesundhed. Andelen af unge nikotinbrugere er fra 2022 til 2024 faldet fra 37,2 til 34,8 procent af de 15-29-årige, især på grund af at færre ryger cigaretter.
»Jeg synes, at vores rapport vidner om, at nogle af de mange tiltag mod rygning begynder at have en effekt,« siger Lotus Sofie Bast, seniorforsker ved Syddansk Universitet og projektleder for den nye undersøgelse.
Som forklaring på udviklingen peger hun på tiltag såsom stigningen i prisen på cigaretter, mindre synlighed i butikkerne og indførelsen af unge kontrolkøbere.
»Det ser ud til, at den samlede andel af unge nikotinbrugere toppede i 2022 – og det er jo glædeligt,« siger Lotus Sofie Bast og tilføjer:
»Men omvendt ser vi også tendenser til større afhængighed og et nærmest grænseløst forbrug af nikotin hos nogle unge – og det er vi også nødt til at forholde os til.«
Unge på nikotin i brusebadet
Andelen af unge, som bruger mere end ét nikotinprodukt, er stigende. I 2024 gjaldt det næsten hver 10. af de unge i alderen 15 til 29 år.
Lotus Sofie Bast fra SDU forklarer udviklingen med det, hun kalder et »grænseløst« forbrug af nikotin.
»Måske festryger man kun cigaretter i weekenden, men samtidig kan man i løbet af ugen bruge e-cigaretter og nikotinposer, som fastholder afhængigheden.«
Udviklingen er sket, i takt med at der er blevet »færre steder at ryge cigaretter, og at mange er skiftet til at ryge på e-cigaretter eller bruge nikotinposer, når de er indendørs – også selv om det for eksempel er forbudt at bruge nogen former for nikotin i skolen,« siger hun.
Hvorfor er det problematisk at bruge flere produkter på én gang?
»Fordi man derved får mere nikotin, og fordi vi ved, at det er skadeligt for kroppen,« svarer Lotus Sofie Bast.
I den nye §RØG-rapport for 2024 kan man også læse, at flere føler sig afhængige og ønsker at stoppe med at bruge nikotinposer, sammenlignet med hvis de ryger cigaretter.
De tendenser har man også bemærket hos Stoplinjen, der hjælper unge med at kvitte nikotinen. Det fortæller Nina Krogh Larsen, leder af Stoplinien, da resultaterne fra rapporten bliver præsenteret på et møde i Statens Institut for Folkesundhed, som Videnskab.dk også deltog i:
»Vi ser også tegn på det grænseløse forbrug af nikotin blandt unge,« fortalte hun.
»Jeg har for eksempel lige hørt en rådgivning med en bruger, som fortalte om at være så afhængig af nikotin, at man har en nikotinpose i munden, mens man er i bad.«
Spørgsmålet er, hvad der skal til for at vende udviklingen?
Vil begrænse ulovlig reklame og salg af nikotin
Lotus Sofie Bast mener, der er brug for flere tiltag målrettet de helt unge og deres nye forbrugsvaner.
For eksempel er andelen af unge, som bruger e-cigaretter, mere end fordoblet fra 2020 til 2024. Samtidig svarer en højere andel, at de skaffer deres nikotinprodukter – hovedsageligt e-cigaretter og nikotinposer – uden om butikkerne og gennem sociale medier, venner og bekendte.
»Jeg synes, tallene peger i retning af, at der er nogle tiltag, som har haft en effekt, når vi taler om andelen af unge, som ryger cigaretter,« siger Lotus Sofie Bast.
Fra 2022 er andelen af unge cigaretrygere faldet fra 19 til 17,2 procent.
»Måske skulle vi bruge nogle af de samme tiltag mod de nye produkter og forbrugsvaner, som de unge i stedet har kastet sig over og har fået et ret massivt forbrug af.«
Og hvad betyder det så konkret?
»At vi må tale om at slå hårdt ned på reklamer på sociale medier, øge priserne og have en alvorlig samtale med de venner og bekendte, som skaffer de unge de e-cigaretter og røgfrie produkter, som de ikke selv må købe.«
































