Topforskere efterlyser åbenhed om myndighedernes mørklagte corona-tal

Hvad sker der derinde? Flere forskere savner samarbejdsvillighed og åbenhed fra Statens Serum Institut, hvis originale hovedbygning på Amager Boulevard i København ses på billedet her. (Foto: Wikimedia Commons / Froztbyte / CC-BY-SA-3.0)

Hvad sker der derinde? Flere forskere savner samarbejdsvillighed og åbenhed fra Statens Serum Institut, hvis originale hovedbygning på Amager Boulevard i København ses på billedet her. (Foto: Wikimedia Commons / Froztbyte / CC-BY-SA-3.0)

06 maj 2020

Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen og regeringen spytter jævnligt nye tal ud om den danske corona-situation, men der er meget lidt klarhed om, hvordan man når frem til tallene.

Sådan lyder kritikken fra en række forskere - herunder Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin ved Rigshospitalet, og Lars Østergaard, professor og forsker i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet - i Berlingske Tidende.

Som faglige eksperter på feltet har Jens Lundgren og Lars Østergaard været vant til at samarbejde med myndighederne under sygdomsudbrud, men under den nuværende corona-krise oplever de en lukkethed som aldrig før, fortæller de.

Forskerne fortæller eksempelvis, at det var uklart, hvordan Statens Serum Institut i en udregning fra 29. april var nået frem til, at smittetrykket var steget fra 0,6 til 0,9.

Jens Lundgren og Lars Østergaard fortæller til Berlingske, at de ikke kan få oplyst, hvordan beregningen er lavet, og at beregningen ikke stemmer overens med deres beregninger.

Forskerne fortæller også, at de ikke kan få de daglige og realtidsopdaterede data på nyindlæggelser og udskrivninger fra COVID-19-patienter udleveret. 

Det er ellers centrale tal, hvis man vil følge smitteudviklingen i landet.

»Vi har brug for data for at kunne forske og blive klogere på den trussel, vi står over for. Og vi har brug for at forstå grundlaget for – og rationalet bag – de afgørende beslutninger, der tages undervejs, for bedst at kunne efterleve anvisningerne,« fortæller forskerne ifølge Berlingske. 

De fortæller desuden, at den manglende åbenhed og samarbejdsvillighed fra Statens Serum Instituts side »giver grobund til forvirring, konspirationsteorier og mistillid«.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.