Stort studie: Otte genstande om ugen øger risikoen for at dø tidligt
Kilde: 
13 april 2018

Forskning har flere gange antydet, at ét glas vin om dagen kan beskytte os mod hjertekarsygdomme.

Men nu viser et nyt studie af over 600.000 personer fra 19 vestlige lande, at over 8 genstande om ugen øger risikoen for en tidlig død og hjertekarsygdomme betragteligt, skriver Politiken.

Studiet, der er udgivet i The Lancet, konkluderer, at de, som drikker mellem 8 og 16 genstande om ugen, i gennemsnit lever et halvt år kortere, end dem, der drikker mindre.

Hvis du drikker mellem 16 og 30 genstande ugentligt, hedder prognosen 1 til 2 år tidligere, og hvis du kommer op på 30 genstande om ugen, forkorter du livet med 4 til 5 år.

De nye konklusioner bør føre til en revidering af Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som nu hedder, at kvinder må drikke 7 genstande om ugen og mænd 14.

Det siger Børge Nordestgaard, der er professor på Københavns Universitet og har leveret data til studiet.

Han mener, at grænsen bør hedde 7 genstande for både mænd og kvinder, men møder modstand fra en anden forsker på området, nemlig Morten Grønbæk, der er direktør for Statens Institut for Folkesundhed.

Til Politiken, siger han, at man fortsat bør skelne mængden af alkohol efter køn, idet der »ER forskel på, hvor meget mænd og kvinder tåler.«

Dog er han imponeret over studiets omfang og metoder.

Sundhedsstyrelsen vil kigge nærmere på studiet og overveje, om anbefalingerne bør ændres.

ie

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.