Samarbejde får vores hjerter til at slå i takt

Både hjerterytme og adfærd bliver koordineret, når en gruppe samarbejder om at bygge Lego-modeller.

Det viser et nyt forskningsprojekt fra Interacting Minds Center ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Studiet er netop lanceret i Journal og Experimental Psychology.

»Det er interessant, fordi det viser os, at selv vores kroppe er sociale og deler fysiologiske processer med hinanden,« forklarer studiets førsteforfatter, assisterende professor ved Interacting Minds Center Riccardo Fusaroli.

En del forskning har allerede vist, at fælles hjerterytme kan være en indikator på sociale bånd mellem mennesker. Eksempelvis viser et studie, at udøvere af et ritual, hvor man går på ild, får fælles hjerterytme med beskuere fra lokalsamfundet. Til gengæld sker der ikke samme koordination med turister.

Men ifølge det nye studie skal der tilsyneladende mindre til at opnå fælles hjerterytme end hidtil antaget.

»Fysiologisk koordination synes at være mere almindelig, end vi troede. Det at bygge Lego-modeller med dit barn kan måske udløse det. Måske vil endda en telefonsamtale i en eller anden grad kunne give fælles hjerterytme,« siger Riccardo Fusaroli.

Hjerterytme versus adfærd

»En del forskning har undersøgt, hvordan mennesker med forbavsende resultat koordinerer deres fysiologi i form af eksempelvis hjerterytme, hudens ledningsevne og endda hjerneaktivitet. Vi ønskede med vores studie at undersøge, hvordan disse koordineringer opstår, og hvad de fortæller os. Er fysiologisk koordination nok til, at vi føler os forbundet og mere engagerede?«.

Imens forskere inden for dette felt primært har fokuseret på, hvordan de fysiologiske processer kan bruges som indikation på tilhørsforhold imellem mennesker, mente Fusaroli og hans kolleger, at det i en samarbejdsproces måske nærmere er adfærden, der afgør, om vores hjerter slår i takt.

For at undersøge denne tese har Fusaroli undersøgt, om det er adfærd, såsom personernes ord og handlinger, eller hjerterytme, der bedst kan bruges til at forudsige deltagernes oplevelse af samarbejde i gruppen.

Eksperiment med afsæt i Lego

Selve studiet tog afsæt i Lego-klodser. Fem grupper med fem deltagere og en gruppe med fire deltagere blev gentagne gange bedt om at bygge Lego-modeller, der kunne illustrere deres forståelse af seks abstrakte koncepter: ansvar, samarbejde, viden, retfærdighed, tryghed og tolerance.

Hver opgave fik deltagerne fem minutter til at løse - først skulle de løse den individuelt og dernæst i et samarbejde med resten af gruppen. Under hele processen målte forskerne på deltagernes hjerterytme, ligesom de filmede processen og optog den enkelte deltagers lyd.

Desuden blev deltagerne bedt om at vurdere deres oplevelse af samarbejdet. Læs mere om metoden i boksen under artiklen.

Forskerne så blandt andet på, hvad der skete med hjerterytmen, når opgaven blev løst individuelt – men side om side – og når opgaven blev løst i et gruppearbejde. Resultaterne blev sammenholdt med videooptagelser, som forskerne analyserede grundigt for, hvilke sociale aspekter, der havde betydning for samarbejdet.

Resultaterne viste, at deltagerne blev fysiologisk påvirket af samarbejdet, og at påvirkningen øgedes i takt med, at samarbejdet udvikledes. Riccardo Fusaroli forklarer:

»Jo mere deltagerne går igennem, og jo flere byggeopgaver de løser sammen i grupperne, desto mere slår hjerterne i takt.«

Adfærd vigtigst for samarbejdet

Da forskerne sammenholdt hjerterytmefrekvenserne med analyserne af videooptagelserne, samt deltagernes selvrapporterede oplevelse af samarbejdet, konkluderede de dog, at den fælles hjerterytme ikke var årsag til det bedrede samarbejde, men et resultat deraf.

»Studiet viser, at hjerterytmen ikke koordineres spontant. Koordineringen sker alene, fordi deltagerne øger koordineringen af deres adfærd. De finder måder, hvorpå de kan skiftes til at bygge og tale, hvordan de kan håndtere konflikter og hurtigt nå til enighed,« forklarer Riccardo Fusaroli om resultaterne.

Han mener på den baggrund, at vi skal være påpasselige med at tillægge fysiologiske processer - såsom hjerterytme - en alt for stor rolle i samarbejdsprocessen.

»Det at have fælles hjerterytme betyder ikke nødvendigvis, at vi føler os tættere på hinanden, eller at vi er bedre til at samarbejde. Det afhænger af konteksten. I vores studie kan vi se, at det at skabe gode samarbejdsrutiner er afgørende,« siger Riccardo Fusaroli.

Han fortsætter:
»I denne kontekst er det at give hinanden mulighed for at tale og bygge i et harmonisk samspil med til, at opgaven lettere bliver løst. At dele hjerterytme er sekundært hertil.«

Fusaroli understreger dog samtidig, at det ikke betyder, at fysiologisk koordination er en ubrugelig parameter.

»Det er blevet vist i andre sammenhænge, at fysiologisk koordination kan spille en rolle i andre kontekster – ekstreme religiøse ritualer og parterapi for eksempel. I disse tilfælde vil adfærdsmæssig koordinering måske spille en mindre vigtig rolle for at løse opgaven end den fysiologiske.«

Et vigtigt bidrag til forskningen

Ifølge assisterende professor ved Institut for anvendt matematik og datalogi på DTU, Ivana Konvalinka, er studiets design og analyserne solide. Hun peger dog på, at forskerne ikke har taget højde for betydningen af bevægelse og fysisk aktivitet.

»Jeg tænker på, om nogle af resultaterne kan forklares ved den grad af fysisk aktivitet, personerne producerer. Hvis de for eksempel står op eller bevæger sig rundt, så er deres hjerterytme højere sammenlignet med, hvis de sidder ned. Ligheden i graden af fysisk aktivitet kan således forklare noget af ligheden i hjerterytme mellem deltagerne,« påpeger Ivana Konvalinka, der ikke selv er en del af studiet.

Konvalinka mener alligevel, at studiet yder et vigtigt bidrag til forskningen på området.

»Der er stadig flere beviser for, at mennesker koordinerer deres fysiologiske rytme under mange forskellige former for interaktion, og at det spiller en rolle for udviklingen af sociale bånd. Imidlertid er den nøjagtige rolle dårligt forstået. Forfatterne til dette studie yder et vigtigt bidrag til at forstå dette nye forskningsområde,« forklarer Ivana Konvalinka.

Konvalinka peger på, at eksperimentet kan ses i forlængelse af en lang række forskningsartikler, der finder en sammenhæng mellem koordinering af adfærd og udviklingen af sociale bånd - ligesom det svarer til hendes egen forskning, der blandt andet undersøger hjerterytmer i sociale sammenhænge.

Eksempelvis var hun hovedforfatter på det tidligere nævnte studie om udøvere af et ritual, der går på ild, og som får fælles hjerterytme med beskuere fra lokalsamfundet

Fælles rutiner afgørende for samarbejde

»Det er interessant, at resultaterne af denne undersøgelse tyder på, at synkroniseringen af hjerterytmen mellem mennesker bliver initieret af mængden af tale og den adfærdsmæssige koordinering. Det er i tråd med tidligere undersøgelser, der viser, at vejrtrækningsrytmen mellem samtalepartnere bliver synkroniseret under almindelig samtale. Da vejrtrækningsrytmen er biologisk forbundet med hjerterytmen, kan det være med til at forklare dette resultat,« uddyber Ivana Konvalinka.

Ifølge Riccardo Fusaroli er eksperimentets væsentligste indsigt, at forskerne er kommet et lille skridt nærmere forståelsen af, hvad der skaber et godt samarbejde.

»I vores studie bliver vi igen og igen bekræftet i, at de fælles rutiner er grundlaget for et godt samarbejde. Vi ser det, når grupper samarbejder om at træffe fælles beslutninger, når vi ser grupper bygge Lego-modeller sammen, ja selv når vi ser børn, der lærer at tale ved at interagere med deres forældre,« påpeger Riccardo Fusaroli og understreger, at kommende forskning bør fokusere på, hvordan grupper udvikler samarbejdsrutiner og skaber fælles engagement i samarbejdsopgaver.