Autisme, også kaldet autismespektrumforstyrrelser (ASF), er en gruppe gennemgribende udviklingsforstyrrelser, som påvirker, hvordan hjernen fungerer og udvikler sig.
Det har betydning for adfærd, kommunikation og sociale relationer. Autisme kan også have effekt på måden, personen bevæger sig og går på – det, vi kalder 'gangarten'.
En 'særpræget gang' er nu anført som et støttende diagnostisk træk ved autisme i det amerikanske diagnose- og klassifikationssystem for psykiske lidelser Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorder (DSM).
Hvordan ser gangarten ud?
De mest iøjnefaldende gangafvigelser hos autistiske personer er:
- 'Tågang' – som er karakteriseret ved forfodsisæt i gangens standfase i stedet for hælisæt.
- Indadroteret gang – fødderne peger indad.
- Udadroteret gang – fødderne peger udad.
Forskning har også fundet mere subtile afvigelser. En gennemgang af 30 års forskning blandt autistiske personer viser, at gangarten ofte er præget af:
- Langsommere gang.
- Bredere skridt.
- Længere tid i den såkaldte ‘stance’-fase, hvor foden har kontakt med jorden.
- Det tager længere tid at gennemføre hvert enkelt skridt.
Autistiske personer udviser også større individuel variation i længden og hastigheden af deres skridt samt i deres samlede ganghastighed.
Afvigelser i gangarten optræder ofte sammen med andre motoriske forskelle, som for eksempel problemer med balance, koordination, kropsholdning og håndskrift. Autistiske personer kan have brug for støtte til disse motoriske færdigheder.
Hvad er årsag til den afvigende gangart?
De skyldes primært forskelle i hjernens udvikling, særligt i områder kaldet de basale ganglier og lillehjernen (cerebellum).
De basale ganglier er en del af storhjernen og har i stor udstrækning betydning for kontrol af intellektuelle funktioner og bevægelser blandt andet ved at skifte kropsstilling. De sørger for, at vores gang forekommer ubesværet, glidende og automatisk.
Lillehjernen bruger visuel information og proprioception (evnen til at fornemme kroppens position og bevægelse) til at justere og afstemme bevægelserne, så vi kan opretholde en stabil kropsholdning.
Lillehjernen sørger for, at bevægelserne er kontrollerede og koordinerede.
Udviklingsafvigelser i disse hjerneområder er koblet til både områdernes struktur (hvordan de ser ud), deres funktion og aktivitet, og hvordan de kommunikerer med andre dele af hjernen.
En del forskere mente tidligere, at en autistisk gangart skyldes forsinket udvikling, men i dag ved vi, at den afvigende gangart fortsætter hele livet. En del afvigelser bliver faktisk tydeligere med alderen.
Ud over hjernemæssige forskelle er autistisk gang også associeret med personens bredere motoriske, sproglige og kognitive evner.
Personer med mere komplekse støttebehov kan have mere markante gang- eller motoriske afvigelser såvel som sproglige og kognitive vanskeligheder.
Motorisk dysregulering (en persons manglende evne til at regulere eller styre sine bevægelser, red.) kan være et tegn på sensorisk eller kognitiv overbelastning og fungere som en nyttig indikator for, at personen måske har brug for ekstra støtte eller en pause.
Hvordan kan vi tackle det?
Ikke alle afvigelser kræver behandling. I stedet anvender klinikere en individualiseret og målorienteret tilgang.
En del autistiske personer har subtile gangafvigelser, som kan observeres under testning, men hvis afvigelserne ikke påvirker evnen til at deltage i hverdagslivet, er der typisk ikke behov for støtte.
En autistisk person vil sandsynligvis have gavn af støtte til afvigelser i gangarten, hvis det har en funktionel betydning i hverdagen. Det kan for eksempel være:
- Øget risiko for – eller hyppige – fald.
- Vanskeligheder ved at deltage i fysiske aktiviteter, de holder af.
- Fysiske følgevirkninger som stramme akillessener og lægmuskler eller smerter andre steder, for eksempel i fødder eller ryg.
En del børn kan også have gavn af støtte til udviklingen af motoriske færdigheder, men det behøver ikke foregå i en klinik.
Integrerer legende bevægelse i undervisningen
Fordi børn tilbringer en stor del af deres tid i skole, kan programmer, der integrerer bevægelse i løbet af skoledagen, hjælpe autistiske børn med at udvikle motoriske færdigheder uden for klinikken og i samvær med jævnaldrende.
Vi har for eksempel udviklet Joy of Moving-programmet i Australien, der særligt for autistiske elever integrerer legende bevægelse i undervisningen for at styrke børnenes motorik, trivsel og sociale færdigheder.
Vores samfundsbaserede interventionsstudier viser, at autistiske børns bevægelsesevner kan forbedres gennem deltagelse i aktiviteter som sport eller dans.
Samfundsbaserede støttemodeller giver autistiske børn mulighed for selv at bestemme, hvordan de bevæger sig, i stedet for at betragte anderledes bevægelsesmønstre som noget, der skal rettes.
Selvom vi har lært meget om den autistiske gangart generelt, arbejder forskere og klinikere stadig på at forstå, hvorfor og hvornår individuelle variationer opstår.
Vi undersøger også stadig, hvordan vi bedst kan støtte forskellige bevægelsesstile særligt hos børn i udvikling.
Der er dog stigende evidens for, at fysisk aktivitet styrker sociale færdigheder og adfærdsregulering hos mindre børn med autisme.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Lyt til podcasten Brainstorm
Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen? Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på 'subscribe' eller søge efter Brainstorm der, hvor du hører podcasts.
Udover podcasten kommer vi også med artikler, som serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
