Sådan ser det ud, når en myg stikker dig

Lyden af en myg, der summer forbi ens øre, får de fleste til at slå om sig i vildskab for at gøre kål på den lille blodsugende skurk, inden den når at tage en tår af vores dyrebare, røde nektar.

Med hvad med de myg, som ikke blæser fanfaren direkte ud for øret, men derimod angriber fra anklerne op og uforstyrret får lov til at stikke snablen ind gennem din hud til et læskende måltid blod?

Så ser resultatet desværre sådan her ud:

De skræmmende optagelser kommer fra en forskergruppe ved Pasteur Instituttet i Paris – et uafhængigt forskningscenter hvor der forskes i mikroorganismer, sygdomme og vacciner – og viser en foruroligende fleksibel snabel tilhørende en malariamyg på jagt efter blodårer inde i en bedøvet mus.

»Jeg bliver overrasket over, hvor utroligt fintfølende snablen er. Jeg har set en grafisk fremstilling af snablen, men jeg har ikke set det blive filmet før,« fortæller lektor Thomas Pape fra Statens Naturhistoriske Museum efter at have set videoen lavet af de franske forskere.

Snablen deler sig i seks

Og man tror måske, at en myggesnabel er et enkelt sugerør, men i virkeligheden er det et helt sæt redskaber – seks sylespidse styks i det hele.

Fire af dem er tynde klinger – du kan se dem i videoen, hvor de farer ud til siden – der hjælper myggen med at gennembore huden. For enden sidder knivskarpe savtakker, der skærer gennem kød og væv, efterhånden som de dykker ind i offeret. Myggen kan så bruge dem til at trænge endnu dybere ind, når den leder efter blodkilden.

»Det er meget tydeligt at se, at den søger rundt, og at spidsen af snablen sender noget information tilbage til myggen. Hvis snablen går for langt, så kan myggen mærke det, og den trækker snablen lidt tilbage,« siger Thomas Pape.

Den lange centrale snabel er i virkeligheden to parallelle rør: Hypopharynxen sender myggespyt ned, der sørger for, at kroppens forsvarsmekanismer omgås – primært forhindrer det blodet i at størkne – og Labrum, som pumper blodet op i myggen, når åren er fundet.

Det er det, der sker her:

Forskerne fra Paris noterer, at myggene ofte skulle bruge flere forsøg, før de fandt en blodåre – faktisk brugte de i gennemsnit et minut på at lede – men når de endelig fik bid, tog de sig god tid til at labbe i sig.

Gennemsnitligt var en myg fire minutter om at mæske sig tilfreds, men der var stor variation på malariamyg med og uden malariaparasitter – smittebærende myg var mere ivrige efter at finde et sted at stikke, men brugte næsten fire gange så lang tid på måltidet.

Årsagen er ikke klar, men en sandsynlig forklaring kunne være, at det øger parasittens chance for at blive overført.

Og når det er sket, så gemmer snylteren sig i myggens mave, hvor den formerer sig, og de mange nye parasitter borer sig ind i myggens spytkirtler. Næste gang myggen stikker, sprøjtes parasitterne ind med spyttet og gør dermed entré i deres nye vært.

Snablens design forhindrer HIV-smitte

WHO anslår, at den cyklus tager livet af mellem en halv og en hel million mennesker hvert år.

Men det kunne være meget værre, fortæller Thomas Pape:

»Vi kan være lidt glade for, at snablen er delt op og indrettet på sådan en måde, at der ikke spyttes og suges fra det samme sted. Det er nemlig én af grundene til, at myggene ikke kan overføre HIV.«

En forenkling, medgiver han. Myggen ville måske heller ikke altid kunne nå at suge nok blod op til at få virussen med – eller sprøjte nok ind i kroppen på offeret – men den seksdelte snabel udgør stadig en væsentlig del af forklaringen. Eller redningen, om man vil.

Og med den bemærkning runder vi af med et sidste klip, der viser parasitterne vrikke rundt inde i maven på en mus. Delikat.

Via Not Exactly Rocket Science