Forestil dig selv at stå i skyttegraven. Granatsplinterne pifter hen over hovedet på jer, og maskingeværsilden knitrer faretruende. Er fjenden ved at angribe? Stormer de skyttegraven? Måske står der en officer ved siden af dig og råber ad dig: »Op af dækning!«.
Uanset hvad, så må man stikke hovedet op.
Bang.
Antallet af sønderskudte ansigter var enorme under Første Verdenskrig. Alene i England kom mere end 60.000 soldater hjem med alvorlige ansigtsskader; kæber skudt af, næse, kinder, øjenhuler smadret af granatsplinter og maskingeværsild. Brandskader fra eksplosioner. Ansigt efter ansigt efterladt uigenkendeligt.
I dag tænker vi mest på ansigtsløft, næseoperationer og brystimplantater, når vi hører ordet plastikkirurgi. Men plastikkirurgien blev grundlagt i sin moderne form på baggrund af tusindvis af unge mænd med sønderskudte ansigter.
Men af de kirurgiske udviklinger, der kom ud af krigen, er det især plastikkirurgien, der skiller sig ud.
Krig blev motor for kirurgi
»Den, der vil være kirurg, må gå i krig«.
Sådan står det skrevet allerede i det Hippokratiske korpus, en samling af lægeskrifter fra det antikke Grækenland. Sådan har det været gennem historien. Krigen har været kirurgiens motor, dens trykkammer.
Og sådan var det også med Første Verdenskrig.
Plastikkirurgien har faktisk en lang historie. De første nedskrevne beskrivelser af plastikkirurgiske indgreb stammer fra Indien, helt tilbage fra det 6. århundrede før Kristus.
I denne periode var der rig mulighed for at træne rekonstruktion af næser, da man i det daværende retssystem ofte benyttede afskæring af næsen som straffemiddel.
Man benyttede hud fra kinden eller panden til at efterligne næsen, i det omfang det var muligt. Teknikkerne forsvandt, men blev genoptaget efter middelalderen, og der er spredte historiske eksempler på plastikkirurgiske indgreb gennem århundrederne.
Fra slutningen af 1800-tallet var teknikkerne blevet bedre, og franske og tyske kirurger udviklede teknikker til at flytte hud fra en del af kroppen til en anden.
Men det er først med Første Verdenskrig, at der opstår en kritisk masse af teknologi, medicinske fremskridt og altså, ikke mindst patienter, der starter plastikkirurgien som et selvstændig, udviklet medicinsk fagområde.
To medicinske gennembrud blev afgørende for plastikkirurgien
Der var især to tidligere medicinske gennembrud, der blev afgørende for at plastikkirurgi, i det omfang som krigsskaderne nødvendiggjorde, blev en mulighed:
- Anæstesi: De første midler, der kunne bedøve patienter fuldstændigt under operation, blev opdaget i slutningen af 1840’erne. De var kritiske for kirurgens mulighed for at lave komplicerede indgreb.
- Antiseptik: fra 1860’erne og frem begyndte kirurger at holde operationssenge, instrumenter, sår - og kirurgen selv - så rene og fri for bakterier som muligt.
Før anæstesien havde hastighed været en afgørende faktor i kirurgien. Man ved fra optegnelser fra engelske hospitaler omkring 1800, at de bedste kirurger kunne foretage amputationer på lidt under et minut, fra det første snit til huden blev trukket på plads over amputationspunktet.
Anæstesien gav derfor kirurgen tid.
Opdagelsen af mikroorganismer satte fokus på bakterier. Det betød, at infektion, koldbrand og betændelse ikke længere var så afgørende kritisk et problem for kirurgien, som det havde været indtil da.
Udover anæstesien og antiseptikken, spillede andre teknologiske fremskridt med i udviklingen: Elektrisk lys gjorde det muligt at operere mere præcist i kroppens hulrum.
Desuden flyttede fotografisk dokumentation af tusindvis af patienter plastikkirurgien fra anekdotiske beskrivelser af operationer til veldokumenteret rutinepraksis.
Paradoksalt nok stod teknologien bag krigens uhyrligheder – bomber, fly, maskingeværer, kemisk krigsførsel. Men det var også teknologiske, medicinske og videnskabelige udviklinger, der muliggjorde behandlingen af ofrene.
Spejle forbudt på hospitaler
Der var et stort politisk pres på at udvikle plastikkirurgien. På alle sider af fronten blev der hurtigt etableret specialiserede hospitaler, der kunne behandle de alvorligt såret og skamferede soldater.
De titusinder af skamskudte unge mænd var både et socialt, et politisk og et økonomisk problem.
Derhjemme blev de uomgængelige påmindelser om krigens virkelighed vedvarende. Deres skader gjorde, at de ofte blev socialt marginaliserede, de havde svært ved at få arbejde, og de havde ofte problemer med at stifte familie.
Således havde man for eksempel i Sidcup i England, hvor det første engelske hospital til ansigtsskader blev etableret, offentlige bænke malet blå. Det var for at advare indbyggerne om, at de soldater, der sad på dem, kunne være rystende.
Tilsvarende var spejle forbudt på hospitalsgangene, for der var soldater, der kollapsede i chok, når de så sig selv.
Skamferede soldater led under tidens kropsidealer
»Den psykologiske effekt på en mand, der må gå igennem livet som en rædsel for sig selv og andre kan ikke beskrives«, skrev den amerikanske kirurg Fred Albee.
»Det må være et rent helvede at føle sig som en fremmed for sig selv.«
Der blev endda talt om at bygge særlige landsbyer til soldaterne, hvor de kunne bo i fred med hinanden, uden at skulle konfronteres med omverdenens reaktioner.
Den tapre soldat, der lider en glorværdig død for fædrelandet var én ting. Men den sårede soldat, der vendte uigenkendelig og skamferet tilbage forstyrrede den sociale orden.
Han blev et levende symbol på krigens umenneskelighed. Og hans afmagt og isolation blev forstærket af tidens kropsidealer og forestillinger om mandighed.
Kirurgerne selv var bevidste om det komplicerede forhold mellem æstetik og funktion. Den innovative tyske ansigtskirurg Johann Friedrich Dieffenbach talte allerede i 1840’erne om adskillelsen mellem operationer, der havde en ’rigtig medicinsk’ årsag, modsat dem, der bare har ’æstetisk’.
Skønhedskirurgi, kaldte han det sidstnævnte, og mente det stærkt nedsættende.
Kirurgen, der talte for, at æstetik og funktion går hånd i hånd
Men for kirurgerne i Første Verdenskrig var grænsen ikke så let at definere. En af dem, der spillede en afgørende rolle for plastikkirurgiens udvikling var den engelske kirurg Harold Delf Gillies. Han ledte den første enhed for ansigtsskader i England.
Her var der på krigens højdepunkt mere end 1.000 sengepladser. Da krigen var ovre havde Gillies rekonstrueret ansigterne på 11.572 soldater. Hans lærebog ’Plastic Surgery of the Face’ fra 1920 blev en af fagets grundbøger.
Gillies så sig selv som en kunstner, der både havde en medicinsk og en social rolle. Det handlede ikke blot om at sørge for mændenes overlevelse og at bevare så mange af ansigtets funktioner – lugte, spise, drikke, se, og så videre. Det handlede også om at gøre ansigtet i stand til at fungere socialt.
For Gillies var udseendet en funktion. Han udtrykte beklagelse over den manglende æstetiske sans blandt sine kollegaer »ingen syntes«, skrev han »at have overvejet den æstetiske side af plastikkirurgien mere seriøst. Selv ikke franskmændene, som man ellers kunne syntes ville være følsomme over for de aspekter.«
Gillies mente, at plastikkirurgen skulle være kreativ og kunstnerisk, og han beskrev plastikkirurgien som »a strange, new art (en ny, mærkelig kunstform)«.
For Gillies var det kosmetiske funktionelt. Det var afgørende på linje med andre kropsfunktioner.
Fokus på forvandlingen: Kønsskifte
Gillies fastholdt den æstetiske side af plastikkirurgien. I 1934 kaldte han faget for ’aesthetic, reconstructive surgery (æstetisk, rekonstruktiv kirurgi)’. Og ved den første internationale kongres for plastikkirurger i 1955 talte han til sine ligemænd og sagde:
»I os alle er der en overvældende trang til at forandre noget grimt og ubrugbart til noget, der er smukt og mere funktionelt.«
Gillies åbnede selv en klinik for kosmetisk kirurgi efter krigen, hvor han opererede på filmstjerner og samfundets øvre lag. Han var også den, der udførte nogle af verdens første kønsskifteoperationer.
I Gillies og hans kollegaers hænder blev plastikkirurgien smeltet sammen med forestillingen om forvandling af individet til noget nyt og lykkeligere, og at denne forvandling kan foregå gennem teknologisk indgriben i kroppen – hvorfor ikke forbedre det man kan?
Grænserne mellem det indre og det ydre blev mere udflydende, forstærket af krigens skamskudte ansigter.
Historien om plastikkirurgiens opblomstring under Første Verdenskrig tvinger os til at stille spørgsmål til grænserne mellem æstetik og funktion, og om den slags grænser overhovedet opretholdes?
Og den fortæller noget om teknologiens og videnskabens mulighed for både at ødelægge og bygge op.
Første Verdenskrig har mange ansigter. Historien om plastikkirurgien viser os nogle af dem. De er svære at ryste af sig igen.
Artiklen er en let redigeret genudgivelse af en artikel bragt på muséet Medicinsk Museions hjemmeside.
