Er du voksen, vil dine tarme tilsammen være omtrent otte meter lange. Eller… kun hvis du er et gennemsnitsmenneske.
Det viser sig nemlig, at der er uventet stor forskel på formen og opbygningen af vores fordøjelsesorganer, altså vores tarme, og den indsigt kan i fremtiden forbedre vores helbred.
Det skriver NC State University i en pressemeddelelse.
I en ny undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet PeerJ har en gruppe forskere målt fordøjelsesorganerne hos 45 mennesker, og resultaterne overraskede.
»Da vi begyndte at udforske det, var vi forbløffede over omfanget af den variation, vi har fundet,« forklarer en af studiets hovedforfattere, Amanda Hale, ph.d.-studerende ved NC State University, i pressemeddelelsen.
Nogle af de opdagelser, forskerne fandt, var, at blindtarmen varierede med flere centimeter i størrelse, og at tyndtarmen generelt ser ud til at være længere hos kvinder end hos mænd.
»En længere tyndtarm hjælper dig med at udvinde flere næringsstoffer fra kosten, og derfor understøtter den her opdagelse en antagelse, som hævder, at kvinder er i bedre stand til at overleve i perioder med stress,« forklarer Amanda Hale i pressemeddelelsen.
Resultaterne har kastet et nyt, uventet lys over, hvor store forskelle der kan være på vores fordøjelsesorganer, og netop dén viden kan få betydning i fremtidens behandlinger.
»Det er mere og mere tydeligt, at det medicinske område bevæger sig i retningen af individualiseret medicin, som kan forbedre patienters resultater og deres overordnede helbred og velvære,« siger studiets medforfatter, Roxanne Larsen, lektor i veterinær- og biomedicinske studier ved University of Minnesota, USA, i pressemeddelelsen.
»Når man indsamler erfaring, der giver en forståelse af anatomisk variation, vil det kunne spille en afgørende rolle, der kan hjælpe fremtidige læger med at forstå vigtigheden af individualiseret medicin,« uddyber hun.
smb