Nyt studie: Dit barn skal IKKE lære at drikke hjemmefra
Mange tror, at det er en god ide at lære sit barn at drikke alkohol hjemmefra. Men du skal ikke være bartender for dit barn, viser nyt studie.
unge rekord i druk alkohol teenageren børn forældre drikke mindre

»Det er interessant, for vi har haft tradition for at lære de unge at drikke hjemme i trygge omgivelser,« siger en forsker, der ikke har været med i studiet. (Foto: Shutterstock)

Har du serveret alkohol for dit barn derhjemme i håb om, at han eller hun ville drikke mindre efterfølgende?

Så er der måske god grund til at læse konklusionerne på et nyt studie, der har undersøgt unges alkoholforbrug.

»Vi kan se et udslag blandt børn mellem 13 og 15 år, der har fået serveret alkohol af deres forældre. De er næsten dobbelt så tilbøjelige til at drikke over fem genstande på en aften mere end én gang om måneden,« siger Kypros Kypri, der er en af forskerne bag studiet.

Selvom der ikke er lavet lignende undersøgelser af unge i Danmark, vurderer danske forskere, at vi vil kunne se samme tendens herhjemme.

Forældre er deres børns rollemodeller

Det nye studie strider altså mod det gamle råd om, at børn helst skal lære at drikke hjemmefra.

unge rekord i druk alkohol teenageren børn forældre drikke mindre

»Vi lavede et kvantitativt studie for nogle år tilbage, der viste, at de unge foretrak at drikke med venner frem for forældre, fordi det virkede underligt. Så er det for eksempel bedre, at der blot er en forælder til stede ved festerne,« siger Jeanette Østergaard.

Studiet er et såkaldt oversigtsstudie, som har samlet resultater fra syv videnskabelige studier. To studier er fra Sverige, to fra USA, et fra Holland, et fra Australien og et fra både Australien og USA. 

Alle studier har undersøgt, hvordan det påvirker børn, når deres forældre lader dem drikke alkohol i deres selskab, men forskerne kender dog ikke årsagssammenhængen endnu. Ud fra eksisterende litteratur, gætter de på, at det handler om de signaler, forældrene sender til børnene.

»Børns primære rollemodeller er deres forældre. Ved at tilbyde deres børn alkohol, signalerer forældrene implicit, at druk er normalt – også i barndommen,« siger Kypros Kypri, seniorforsker i alkoholrelaterede sygdomme og helbredsforhold, School of Medicine and Public Health, University of Newcastle, Australien.

Han understreger dog, at der er brug for mere forskning , før man kan fastslå endeligt, hvordan det påvirker børn og unge at lære at drikke alkohol hjemmefra.

Dansk forskning tyder på, at det er en god ide, hvis forældre sætter klare grænser for unges alkoholindtag. Det kan du læse mere om her.

Interessant og troværdigt studie

En dansk forsker, der har undersøgt sammenhængen mellem forældres og børns drikkemønster, ser med interesse på det nye udenlandske studie.

fest unge alkohol voksne forældre ansvar druk kultur

Det er bedre, hvis der er en forælder med til de unges fester, end at de unge drikker med forældrene. (Foto: Shutterstock)

»Det er interessant, for vi har haft tradition for at lære dem at drikke hjemme i trygge omgivelser,« siger Pernille Bendtsen, der er ph.d. i børn og unges sundhed, har forsket i unge og alkohol og i dag er sekretariatschef ved Vidensråd for Forebyggelse.

»Vi har måske haft på fornemmelsen, at det forholder sig sådan. Det er nyt, at man har gjort mere ud af at dokumentere det og kigge på det samlet set,« siger Pernille Bendtsen.

Da studierne er forskellige, har forskerne fulgt børnene over forskellige årrækker, men fælles for studierne er, at børnene er fulgt over lang tid – fra alderen 12-15 år, og indtil de var blevet mellem 14 og 31 år ved sidste måling.

Det virker ganske gennemarbejdet og troværdigt, mener Pernille Bendtsen.

Kan overføres til danske unge

Seniorforsker Jeanette Østergaard er enig. Hun påpeger, at resultaterne fra det udenlandske studie godt kan overføres til danske forhold.

»To af studierne er fra Sverige, som samfundsmæssigt ligner Danmark meget. I Sverige har de et lidt andet drikkemønster og er mindre liberale end Danmark. Et andet land, der indgår i undersøgelsen, er Holland, og der er drikkekulturen ikke så forskellig fra vores,« siger Jeanette Østergaard, der er seniorforsker ved afdeling for Socialpolitik og velfærd, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

»Begge lande ligner Danmark nok til, at jeg tror, vi vil kunne se samme tendens i undersøgelser af danske unge,« tilføjer hun.

Både Pernille Bendtsen og Jeanette Østergaard mener, at studiet hænger godt i tråd med anden dansk forskning på området.