Danmarks Grundforskningsfond har bevilget 60 millioner kroner til et nyt grundforskningscenter, Center for Permafrost (CENPERM), ved Københavns Universitet.
Her skal medarbejdere fra Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet i de næste 6 år arbejde sammen med forskere fra Biologisk Institut og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Det skriver Københavns Universitet.
Ifølge professor og centerleder Bo Elberling fra Institut for Geografi og Geologi, IGG skal CENPERM både bidrage til at indsamle ny aktuel viden i tæt samarbejde med nationale og internationale organisationer og samtidig komme med forslag til løsninger i samarbejde med forvaltere og myndigheder.
»CENPERM er en unik chance for at koble forskellige videnskabelige grene sammen i et ambitiøst og langsigtet initiativ. De processer, vi vil undersøge, er helt centrale for at kunne forudsige ændringer i hele den arktiske region. Vi har valgt at fokusere vores indsats i Grønland, fordi vi allerede har udført forskning dér i mere end 15 år og samtidig har en veludbygget infrastruktur,« fortæller professoren, der har været på mere end 15 ekspeditioner til Arktisk Canada, Grønland, Svalbard and Antarktis.
Læs også: Vind giver havisen i Arktis længere liv