Danske forskere har udviklet en ny metode, der skal hindre, at op mod 90 procent af prostatakræft-patienterne overbehandles. Det er videnskabsfolk fra Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA) Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, der har udviklet en ny test, der kan bruges til at skelne mellem aggressiv og godartet prostatakræft, skriver au.dk.
Prostatakræft er den hyppigste cancersygdom hos danske mænd med mere end 4000 nye tilfælde hvert år. Der findes i dag ingen sikre metoder til at skelne mellem aggressiv prostatakræft, som kræver hurtig behandling, og godartede former for prostatakræft, som en mand vil kunne leve med i resten af sit liv uden væsentlige symptomer.
Mange mænd opereres derfor for prostatakræft, selv om de reelt ikke har behov for eller gavn af behandlingen. De mest almindelige bivirkninger ved operationen er inkontinens (svært ved at kontrollere vandladning) og manglende evne til at få rejsning.
»Op imod 90 % - eller 9 ud af 10 - kunne måske undgå operation, hvis vi havde bedre test til at afgøre sygdommens aggressivitet,« siger professor Torben Ørntoft.
Forskerne har i mange år indsamlet væv fra prostatakræft-patienter til en biobank og har udnyttet de mange års opfølgning til at studere, hvilke mænd det går godt, og hvilke mænd det går dårligt. Derefter er en ny test blevet undersøgt for, om den kan skelne imellem de to former for prostatakræft.
LÆS OGSÅ: Behandling mod prostatakræft giver klager over kortere penis
































