Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Novo Nordisk Fonden giver 100 mio. til forskning i eliteidræt

Annonce:

Danske atleter skal være i verdensklasse. Derfor vil Team Danmark etablere et Nationalt Elitesport Center med fokus på forskning, innovation og udvikling inden for eliteidræt.

Tiltaget støttes nu med en bevilling på 100 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden, skriver fonden i en pressemeddelelse.

Den viden, der skabes via centeret, eksempelvis om skadesbehandling, -forebyggelse og ernæring, skal samtidig komme andre befolkningsgrupper til gode.

50 millioner kroner er målrettet etablering af et forskningsprogram.

De øvrige 50 millioner kroner går til faciliteter, der skal bruges i forbindelse med idrætsforskningen, eksempelvis højdehotel, klimarum og andre træningsfaciliteter, hvor udstyret giver mulighed for at monitorere atleternes præstationer under træning og restitution.

Bevillingen til disse specialfaciliteter er betinget af, at Team Danmark inden udgangen af 2020 har opnået støtte fra anden side til at etablere en bygning, der kan rumme specialfaciliteterne.

»Vores ambition er at understøtte danskernes trivsel og sundhed ved at bidrage til udvikling af ny viden, som både kommer eliteatleterne og de mange idrætsaktive danskere til gavn,« siger Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden.

Annonce:

Læs mere i Team Danmarks pressemeddelelse.