Starter du dagen ud med høj puls og sved på panden, vil du muligvis få mere ud af træningen, end hvis du venter til de sene aftentimer.
I hvert fald hvis du sigter efter at forbrænde mest muligt kropsfedt.
Det skriver to forskere på forskermediet The Conversation.
Det er dog ikke mennesker, men mus, der har givet den gas i et nyt studie, som peger på, at fedtforbrænding efter en omgang træning kan afhænge af, hvornår på dagen træningen foregår.
Ifølge studiets forskere er gener hos mus på flere områder beslægtet med menneskers, og på The Conversation skriver de, at resultater fra dyret sommetider kan pege os i retning af, om og hvordan noget påvirker den menneskelige fysiologi.
Musene i studiet klarede sig gennem en intens træning, nogle af dem om morgenen, og andre sent om aftenen, og fik efterfølgende taget fedtvævsprøver hver fjerde time.
Hver mus fik løbende taget fire fedtvævsprøver efter træningen, og resultaterne viser flere fordele ved den tidlige træning.
Morgen-motionen øgede niveauet af fedtsyrer i musenes blod, op til 12 timer efter at træningen var slut, og træningstidspunktet ændrede også den måde, generne påvirker fedtforbrændingen og regulerer blodsukkeret.
Det samme gjaldt ikke de mus, der trænede sent om aftenen.
Selvom musenes fedtvævsprøver afslørede, at de ser ud til at forbrænde mere kropsfedt efter træning om morgenen end om aftenen, er det ikke sikkert, at timingen af træning har samme effekt på mennesker.
»Mere forskning vil være nødvendig for at vide, hvordan træningstiming påvirker fedtforbrænding hos mennesker, og om vores resultater er konsistente over mange træningssessioner. Dette er næste skridt i vores forskning,« skriver studiets forskere på The Conversation.