Et tæt mor-barn forhold kan være med til at holde nålen på badevægten nede.
Det viser et amerikansk studie fra Ohio State University, der har undersøgt 977 børn på et, to og tre år, mens de legede med deres mor ifølge B.dk. Konklusionen er, at et dårligt mor-barn forhold øger barnets risiko for overvægt senere i livet. 25 procent af de børn, der fik den laveste score i forholdet til deres mor, endte som overvægtige som 15-årige.
Forskningsresultaterne kan ikke umiddelbart forklare den præcise årsagssammenhæng, men tidligere studier har vist, at der er en sammenhæng mellem børns følelsesmæssige samt intellektuelle udvikling, og hvordan de interagerer med deres mor som børn.
Det er muligt, at en stressende barndom kan have en vedvarende indflydelse på børns hjerner, forklarer en af forskerne bag undersøgelsen:
»Der er et overlap i hjernen mellem de områder, der dominerer stress og energibalancen. Denne stress kan muligvis øge appetitten og føre til overvægt,« siger Sarah Anderson.