Forleden læste jeg i Kristeligt Dagblad at 'Forskning viser, at bøn kan lindre smerter'. Artiklens udmelding baserer sig bl.a. på data fra Afdeling for Religionvidenskab ved det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.
Her har man oprettet en database bestående af over 800 beretninger om helbredelser i karismatiske kirker i Danmark.
En samling af vidnesbyrd
Ved opslag via Google og PubMed (medicinske database) lykkedes det ikke at finde nogle videnskabelige artikler fra den citerede forsker, men det tyder på, at forskerens database er en samling af vidensbyrd offentliggjort i tidsskriftet Mission Danmark fra missionsvirksomheden med samme navn.
En samling af personlige vidnesbyrd, såkaldte case serier, klassificeres i lægevidenskabelig sammenhæng som en af de laveste former for evidens. De kan bruges til at generere nye hypoteser, men ikke til at vurdere kausalitet.
Hvem kender ikke en moster, der mener, at grødomslag hjalp mod hendes ledegigt, zoneterapi mod barnebarnets kolik, eller at kranio-sakral terapi kurerede sønnens ordblindhed.
Problemer ved solstrålehistorier
Et af problemerne ved sådanne anekdotiske erfaringer er, at de som regel kun bringer solstrålehistorierne, hvor der var bedring. For at vurdere effekten af bøn er det ikke nok kun at kende tælleren i brøken (hvor mange, der blev smertefri), vi bliver også nødt til at kende nævneren (hvor mange med smerter, der bad).
Måske er der flere tusinder, der bad, uden at det overhovedet hjalp. Det svarer til at lave en database over alle patientklagenævnets sager med hoftekirurgi og så udtale sig om behandlingens farlighed.
Et andet væsentligt problem ved anekdotisk erfaring er, at den er ukontrolleret, dvs. man ved ikke, hvordan det ville være gået i en tilsvarende situation, hvor man ikke bad for, at smerterne skulle gå væk (kontrolsituation).
Måske ville de være gået væk af sig selv, måske skyldes bedringen regression mod gennemsnittet (man beder, når det gør allermest ondt, og da smerter fluktuerer op og ned, vil smerterne efterfølgende med al sandsynlighed være mindre), bias (systematisk fejl) i rapportering (måske sagde de blot, at det hjalp, selvom det ingen effekt havde, da manglende effekt jo kunne tyde på, at Gud ikke fandt dem værdige til hjælp) eller placeboeffekten (effekt med baggrund i patientens forventninger og selve behandlingsritualet).
Det randomiserede forsøg
For at tage højde for disse fejlkilder benytter man sig i lægevidenskaben af det randomiserede kliniske forsøg. Ideen er, at alle patienter ved tilfældighedernes spil (eks. plat og krone) fordeles i to grupper, A (+bøn) og B (ingen bøn).
Grupperne bliver dermed sammenlignelige i forhold til faktorer, der kan have indvirkning på smerternes forløb (eks. graden og typen af smerte, alder, køn, smertetærskel etc.). En såkaldt systematisk oversigtsartikel i The Cochrane Library identificerede 10 randomiserede forsøg, og selvom flere af forsøgene var metodisk problematiske, var der ingen effekt af bøn, herunder mod smerte.
Et af problemerne ved at undersøge bøn i et randomiseret forsøg er brugen af placebo-behandling og blinding. I lægemiddelforsøg får gruppen uden behandling en såkaldt placebo-pille (eks. en kalktablet). Da patienterne ikke ved, om de har fået en kalktablet eller den rigtige medicin, siger man, at de er blindede.
På den måde sikrer man sig, at patienternes tiltro til behandlingen (placeboeffekten) og rapportering (det er også synd for lægen, hvis jeg siger, at hans medicin ikke virker) ikke får indflydelse på resultatet af forsøget.
Men man kan jo ikke rigtigt bruge placebobøn (medmindre den ene gruppe beder til en falsk Gud!), og blinding er umuligt (medmindre man bruger fjernbøn, hvor andre beder for patienten uden patientens vidende!).
Det er dermed ikke muligt at skelne mellem rapporteringsbias og placebo, og havde man fundet en effekt af bøn, kunne man derfor ikke sige om den var reel, skyldtes rapporteringsbias eller placeboeffekten.
Er der overhovedet en effekt?
Selovom der er visse problemer ved et randomiseret forsøg med bøn, er det dog langt metodisk stærkere end Århus forskerens undersøgelse. Men selvom der ikke var effekt i de randomiserede forsøg, konkluderer artiklen alligevel, at 'både bøn og forbøn i mange situationer har en helbredende og smertelindrende effekt'.
Dog beskrives årsagen til effekten noget uldent som at 'denne effekt minder om den såkaldte placeboeffekt, som virker bredt på de fleste lidelser, men som primært hjælper på psykosomatiske lidelser som smerte og velbefindende'.
For det første er det videnskabeligt nonsens at tale om, at noget virker, hvis det kun er på placeboniveau. Accepterer man alene placeboeffekten som værende tilstrækkelig, vil man muligvis skulle indføre behandlinger som homeøpati, zoneterapi og tarmskylninger m.m. i sundhedsvæsnet.
For det andet giver den århusianske forskning på ingen måde mulighed for at vurdere, om der overhovedet er en effekt, og i så fald hvad den skyldes.
At påstå at en eventuel effekt skyldes placebo, kan man slet ikke vurdere ud fra databasen, da patienternes smertelindring lige så godt kan skyldes spontan bedring, tilfældighedernes spil eller fejlagtig rapportering.
Artiklens udmelding er derfor ikke holderbar, men det har desværre ikke holdt andre medier (Politiken, BT og JP) tilbage fra at referere artiklen ordret.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
