Det kan være svært at holde tisset tilbage, når man skal lave stort.
Det har vores læser Niels Overgaard erfaret. Men hvorfor er det lige, at det hænger sådan sammen, spørger han i en mail til Spørg Videnskaben.
»Hvorfor kan man pisse uden at skide, men ikke skide uden at pisse?« lyder det mundrette spørgsmål fra Niels Overgaard.
Den forundring kan vi ikke andet end følge ham i. Derfor tager Spørg Videnskaben straks kontakt til to eksperter i de nedre regioner.
De fyldte tarme presser på blæren
»Det er jo et rigtig godt spørgsmål. Jeg har faktisk selv tænkt over det, lige siden jeg var barn. Og der er i virkeligheden flere svar til det spørgsmål,« siger Jørgen Bjerggaard Jensen, overlæge og professor i Urologi på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
\ Fakta
Trykket på blæren er især noget, blandt andre fede mennesker oplever, da fedtet trykker på blæren. »Gravide, fede og kvinder med for store livmødre tisser hyppigere end andre, fordi de oplever et tryk på blæren, så det skaber en følelse af, at de trænger til at tømme blæren,« siger Lars Lund.
»Først og fremmest har vi ikke behov for at komme af med afføring så tit, som vi har brug for at lade vandet. Derfor er det smart, at vi kan styre vandladningen uafhængigt af afføringen. Men samtidig er det smart, at vi tisser, når vi alligevel skal lave afføring, for så får vi det hele overstået på samme tid,« siger Jørgen Bjerggaard Jensen.
Vores trang til at tisse skyldes, at de fyldte tarme presser på blæren, vurderer en anden ekspert og professor i urologi, Lars Lund.
»Vi får en vanvittig tissetrang, når vi skider. De fyldte tarme presser nemlig på vores blære, når tarmene tømmes. Det gør, at vores blære sender et signal om, at den er fyldt. Når man har diarré, så sker det ikke i samme grad. Der vil man godt kunne opleve at skide uden at tisse. En fyldt blære presser til gengæld ikke nok på tarmen til, at man har brug for at lave stort, når man skal tisse,« siger Lars Lund, professor i Urologi på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.
LÆS OGSÅ: Urinloven: Fysikere finder formel for pattedyrs tissetid
Evolutionen skabte vores skide-tissetrang
Årsagen til, at vores fysiologi fungerer, som den gør, finder vi ved at kigge på vores evolution, vurderer Jørgen Bjerggaard Jensen.
\ Fakta
Urin dannes, når blodet passerer gennem nyrerne. Her udskilles affaldsstoffer og eventuelt overskud af vand. Urinens gule farve skyldes farvestofferne urokrom og urobilin, der kommer fra galdeblæren. Farven på urinen er afhængig af, hvor meget vand man har drukket i løbet af dagen, da det fortynder koncentrationen af farvestofferne per vandladning. Gennemsnitligt danner man omkring én til to liter urin om dagen. LÆS OGSÅ: Hvorfor er tis gult? Kilde: Den Store Danske
»Gennem evolutionshistorien har det været en fordel ikke at bære rundt på unødig vægt, så man bedre kunne slippe væk eller bekæmpe fjender og konkurrenter. Derfor har det været smart for vores forfædre, at de automatisk tømte blæren, når de alligevel skulle bruge tid på at lave afføring,« siger han og fortsætter:
»Mekanismen ligger sandsynligvis langt længere tilbage i evolutionshistorien end vores abeforfædre, for det er en tendens, der går igen hos de fleste pattedyr, at de godt kan tisse uden at skide, men ikke skide uden at tisse.«
Lars Lund er enig.
»Det er rigtigt, at der sandsynligvis er en evolutionær årsag til, at vores tarme går ind og trykker på blæren, så vi får tissetrang, når vi skider. Det har været smart for vores forfædre, fordi det blandt andet skåner blæren at få den tømt ofte. Hvis man går rundt og holder tisset tilbage generelt, så kan blæren ende med at blive slap,« siger Lars Lund.
LÆS OGSÅ: Hvorfor skider man, når man er nervøs?
Man kan træne sig til at skide uden at tisse
Mekanismen ligger sandsynligvis langt længere tilbage i evolutionshistorien end vores abeforfædre, for det er en tendens, der går igen hos de fleste pattedyr, at de godt kan tisse uden at skide, men ikke skide uden at tisse.
Professor Jørgen Bjerggaard Jensen
Men vi kan faktisk godt holde tisset tilbage, når vi skider. Det kræver bare, at man virkelig anstrenger sig og måske endda opøver evnen, vurderer Lars Lund.
»Man kan i princippet holde tisset tilbage ved at knibe sammen, da det er forskellige fysiologiske mekanismer, der ligger bag vandladning og tømning af tarmene. Måske man har brug for at øve sig, før man virkelig kan gøre det. Men det er altså ikke sundt, da det kan gøre blæren slap,« siger Lars Lund.
Så selvom vi faktisk er i stand til at skide uden at tisse, så kan det være en god idé ikke at eksperimentere alt for meget med at holde tisset tilbage.
Vi håber, at Niels Overgaard har fået svar på sit gode spørgsmål, og vi kvitterer som sædvanligt med en pissefed ‘Spørg Videnskaben’-T-shirt, som er skidegod at have inden under en varm uldtrøje til vinter. Vi takker ligeledes Jørgen Bjerggaard og Lars Lund for deres bidrag og store ekspertise på området.
Hvis du har et spørgsmål, du går og grubler over, så skriv det endelig i en mail til Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk.