Det kan virke, som om nogle har let ved at navigere sig frem til det, de skal, uden større anstrengelser. Alt imens andre kæmper med at finde vejen tilbage til hotellet efter lidt sightseeing i en fremmed by.
Dem kategoriserer vi ofte som mennesker med en god eller dårlig retningssans.
Men hvad er retningssans egentlig? Er det virkelig noget, man kan have eller ikke have? Det spørgsmål har forskning.no sat sig for at besvare.
Først skal vi lige finde ud af, hvordan retningssans egentlig skal defineres.
Retningssans er en lille del af en større helhed
Ifølge May-Britt Moser, neurofysiolog på Kavliinstituttet i Trondhjem, er vores evne til at navigere os frem en sammensat proces, der finder sted flere steder i hjernen, i forskellige nerveceller.
Retningssansen er blot en del af en større mekanisme: stedsansen. Du skal vide, hvilken retning du skal i, men du skal jo også vide:
- hvor du er
- hvor langt du har gået
- i hvilken hastighed du bevæger dig
- hvilke grænser der er, hvor du bevæger dig og en hel masse andet.
Når vi taler om retningssans i dagligtale, mener vi højest sandsynlig stedsans.
Vi bruger forskellige nerveceller, afhængig af hvor vi er
For at vise, hvordan hjernen opfører sig, når du bruger din stedssans, beskriver May-Britt Moser en undersøgelse af rotter, hvor deres nerveceller i forskellige dele af hjernen blev kortlagt i sammenhæng med, hvor i rummet rotterne befandt sig.
Kortlægningen foregik ved at aflæse bittesmå elektriske impulser, som viste nervecellernes aktivitet, der blev registreret.
Forskerne observerede blandt andet, at nerveceller i den del af hjernen, som hedder hippocampus, kun var aktive nogle bestemte steder i rummet.
Hvis rotten befandt sig i det nordøstlige hjørne, var én nervecelle aktiv. Hvorimod den første celle blev slukket og en anden blev aktiv, hvis de gik til det sydvestlige hjørne.
Sådan er det også i menneskehjernen. Det har man målt hos patienter, som undersøges for epileptiske anfald.
Andre nerveceller kortlægger retningen
Men for at kunne navigere dig frem, skal du også vide noget om, hvilken retning du skal.
»Alt sammen har at gøre med, hvor du er henne, og om du genkender det miljø, du er i. Du skal også vide, om du skal gå mod nord eller syd,« påpeger May-Britt Moser.
Derfor har vi også nerveceller, der kortlægger, hvilken retning vi går i. Hos en forsøgsrotte kan cellerne demonstreres ved, at den forsigtigt løftes op og vendes i forskellige retninger.
På den måde er det muligt at se, hvordan de forskellige nerveceller bliver aktive og slukker igen, alt efter i hvilken retning hovedet peger.
Hjernegitter leverer koordinater
Nu ved vi altså, hvor vi er i rummet og i hvilken retning vi går. Men hvordan ved vi, hvor langt vi er gået, og hvor langt vi skal gå?
Dette er gittercellernes job. Gittercellerne danner et net af aktivitet, når rotten går rundt. Forskerne tror, det er dette net, som måler afstandene, rotten har gået, og at den laver et kort på grundlag af disse mål.
»Disse celler fungerer som et koordinatsystem, eller længdemålere, som fortæller, hvor langt du har gået,« fortæller May-Britt Moser.
Dette aktivitetsmønster kan lægges over et hvilket som helst miljø – det fungerer som en universel målestav.
Andre celler sætter grænser
Men hvad, hvis du er ude og vandre i bjergene? Du ved jo egentlig godt, at der er en skrænt, som du absolut ikke bør gå ud over, men hvordan ved du det?
»Så tager vi grænsecellerne, der signaliserer grænser i miljøet, i brug,« siger forskeren.
Nogle er måske mere optaget af at se på folk omkring sig end at følge med i gadekryds eller hvor solen står på himlen
May-Britt Moser
Vender vi tilbage til rotterne, kan vi se, at én grænsecelle bliver aktiv, når rotten går langs den østlige væg i rummet, mens en anden celle lyser op, når rotten går langs den nordlige væg.
Tilsammen udgør disse fire celletyper meget af den viden, vi har brug for for at komme op og frem her i verden.
»Nu kan du begynde at sammensætte informationerne fra alle disse celletyper og begynde at navigere,« siger May-Britt Moser.
Men hvorfor er nogle så dårligere end andre?
Disse celler har vi alle på plads. Så tilbage til det indledende spørgsmål: Kan man have en dårlig stedsans?
Skal man tro May-Britt Moser, er vi som udgangspunkt selv ansvarlige for, hvordan vi tager stedsansen i brug og hvor opmærksomme vi er på vores omgivelser.
Vi er alle udstyret med de samme redskaber til navigering, men nogle er bedre end andre til at finde frem. Det skyldes muligvis arv.
Man skal være opmærksom på miljøet rundt omkring
»Alle disse nerveceller er intakte hos normale mennesker, men for at kunne kortlægge omgivelserne, skal du kunne bruge dem effektivt, og du skal have en god hukommelse for det. Og for at have en god erindring om et miljø, må du være opmærksom. Er du ikke det, kan du heller ikke kortlægge det.«
»Nogle er måske mere optaget af at se på folk omkring sig end at følge med i gadekryds eller hvor solen står på himlen,« konkluderer hun.
Spørgsmålet blev stillet hos forskning.no, men hvis du går med et spørgsmål eller en undren, kan du også få hjælp fra Spørg Videnskaben ved at skrive til os på sv@videnskab.dk.
Hvis vi besvarer dit spørgsmål, vinder du en fin Videnskab-dk-T-shirt. Hvis du bare gerne vil have T-shirten, kan du købe den her.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
