Hvis man kan pruste, svede og strække sig til en bedre krop i fitnesscentret, så kan man vel også trimme sin hjerne ved en god gang mental styrketræning? Men ak, så let er det ikke.
Et eksperiment med 11.430 BBC-seere viser, at hjernetrænings-spil på computeren nok gør dig bedre til selve spillet, men ikke til ret meget andet.
Det skriver BBC, der igangsatte eksperimentet kaldet ‘Brain Test Britain’, som en del af tv-programmet ‘Bang Goes the Theory’. Selve eksperimentet blev designet og udført af forskere fra Medical Research Council og the Alzheimer’s Society.
Resultaterne er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Natures onlineversion.
Blev kun bedre til computerspillet
Deltagerne i eksperimentet skulle udføre hjernetrænings-øvelserne på computeren 10 minutter om dagen, tre gange om ugen i mindst seks uger.
Mens deltagerne gradvis blev dygtigere til at løse computerøvelserne, så blev deres hjerner ikke bedre til at ræsonnere, huske, planlægge, eller bruge deres visuospatialle evner, der er den visuelle evne til at forstå rumlige sammenhænge, som når man lægger puslespil.
Forskerne bag understreger dog, at ingen kender langtidsvirkningerne er øvelserne.
Det er derfor muligt, at øvelserne er med til at holde hjernen i form, efterhånden som den ældes. De opfordrer derfor til mere forskning på området.
Forsøgspersoner inddelt i tre grupper
Konklusionen bygger på forskellene mellem to grupper af forsøgspersoner, der spillede hjernetrænings-spil og en kontrolgruppe, som blot surfede rundt på Internettet.
De 11.430 forsøgsdeltager blev derfor tilfældigt inddelt i tre grupper.
Den ene gruppe skulle bruge øvelser designet til at træne evnen til at ræsonnere, planlægge og løse problemer. Den anden gruppe skulle træne korttidshukommelse, opmærksomhed, matematiske evner og visuospatialle evner. Den sidste tredjedel (kontrolgruppen) blev bedt om at foretage almindelige internetsøgninger.
Undervejs blev alle deltagernes overordnede mentale evner testet.
Dr. Adrian Owen, der er neurolog ved the Medical Research Council, siger til BBC, at resultatet er utvetydigt:
»Der er ingen statistisk signifikant forskel på de forbedringer, som er at finde hos forsøgsdeltagerne, der spillede hjernetrænings-spillene, og de deltagere, som blot gik på internettet i den samme tidslængde.«
Vil du se mere om forsøget, og er du tunet ind på engelsk tv, så sender BBC One i aften programmet ‘Can You Train Your Brain?- A Bang Goes the Theory Special‘ kl. 22.00 dansk tid.