Prostatakræft er den hyppigste kræftform blandt mænd. Hvis kræften opdages tidligt, er prognoserne gode. Alligevel er der alt for mange mænd, som bliver undersøgt for sent.
Nu viser en ny undersøgelse fra USA, at mænd som lever i parforhold eller med andre slægtninge, går til lægen hurtigere.
Undersøgelse af næsten 2.500 mændUndersøgelsen er publiceret i det anerkendte tidsskrift 'Cancer Epidemiology, Biomarkers and Prevention'.
Det har indtil nu været ukendt hvad der motiverer mænd til at lade sig teste for prostatakræft.
Forskerne har studeret 2447 mænd mellem 40 og 79 år fra Olstead i Minnesota. Mændene skulle svare på spørgsmål om der havde været tilfælde af prostatakræft i familien, deres bekymringer for at få sygdommen og civilstatus.
Det viste sig, at flere gifte mænd end enlige ønskede at lade sig teste. Det var hele 40 procent mindre sandsynligt, at de mænd som levede alene ville lade sig teste, end dem som var gift eller levede med deres nærmeste pårørende.
Dette til trods for at mange havde haft prostatakræft i familien.
Forskerne vurderede ikke nærmere hvad det var, som gjorde, at de gifte mænd var mere villige til at opsøge lægehjælp.
»Vi må motivere mænd til at lade sig teste tidligere. Det kan altså være meget afgørende at henvende sig til ægtefæller og andre pårørende,« siger hovedforskeren bag undersøgelsen Lauren P. Wallner i en pressemeddelelse.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

































