KORT NYT FRA UDLANDET:
Kinesiske bioteknikere har tilsyneladende haft held med at bruge flydende metal til at sende elektriske signaler hen over hullet mellem nerver, der var revet i stykker. Det skriver MIT Technology Review.
Studiet er ikke publiceret i et tidsskrift endnu, men kan findes hos arXiv.org. Hvis resultatet holder, kan kineserne være på sporet af en ny, effektiv behandling af nerveskader.
Det er nemlig endnu ikke lykkedes nogen at finde en hurtig og effektiv måde at genskabe forbindelse mellem ødelagte nerver. Og hvis der går for lang tid, før nerver vokser sammen igen – hvis man f.eks. har forsøgt at operere de brudte ender sammen igen – kan musklerne nå at blive så grundigt ødelagte, at man udvikler et handikap, skriver MIT.
Forskeren Jing Liu og hans kolleger fra Tsinghua-universitetet i Beijing beretter, at de i et dyreforsøg har brugt en legering af gallium, indium og selen, som er flydende ved kropstemperatur, og som skulle være uskadelig for menneskekroppen.
Forsøget er udført ved at sende et elektrisk signal af sted via legeringen til lægmusklen i en frø. Ifølge kineserne trak lægmusklen sig sammen, hver gang en elektrisk impuls blev sendt af sted via legeringen. De sammenlignende med andre væsker, men legeringen var efter sigende klart den bedste, fordi det elektriske signal ikke blev svagere undervejs. Det mindede ifølge kineserne selv om den elektriske impuls fra en intakt nerve.
Det er nok stadig åbne spørgsmål, hvor meget af en muskels funktion, der kan genvindes med den nye teknik, om legeringen forhindrer en mere naturlig reparation af nerven, og om legeringen virkelig er så uskadelig for menneskekroppen, som kineserne gerne vil gøre den til. Men de har selv store forhåbninger til behandlingen.
»Denne her nye generation af nerve-forbindingsmaterialer må man forvente bliver vigtig for den funktionelle genskabelse af beskadigede nerver og for optimeringen af neurokirurgi i den nærmeste fremtid,« skriver forskerne ifølge MIT Technology Review.
Læs også:
Robotteknologi: Dansker føler med kunstig hånd
Sådan taler elektroder hjernens sprog
Derfor går motion dig på nerverne
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
































