Anne Moore er seniorlektor i biokemi og cellebiologi ved University College Cork, Irland, og specialist i vaccineudvikling.
Mediet The Conversation talte med hende i forbindelse med episode 3 af podcasten 'The Conversation Weekly', der handler om vaccineproduktion.
Her følger et uddrag fra samtalen, der er lettere redigeret:
Først og fremmest, er alle vacciner ens?
Nej. De forskellige COVID-19-vacciner bruger forskellige teknologier eller 'platforme'. Den mest konventionelle er den inaktiverede vaccine, der indeholder dele af dræbt virus.
Fordi virussen stadig er hel, har den alle dele i den korrekte form, der kan stimulere en respons fra immunsystemet - såkaldte antigener. Immunresponsen kan være mod flere antigener.
De kinesiske vacciner - fra Sinovac og Sinopharm – bruger denne platform.
Det er en fantastisk teknologi, det fungerer for visse vacciner til mennesker og til det veterinære område. Den samme tilgang blev brugt til sæsonbetingede influenzavacciner for nogle år siden.
Så er der også virusvektorvacciner, som coronavaccinen udviklet af AstraZeneca og Oxford University samt den russiske Sputnik V-vaccine udviklet af Ruslands statsejede forskningsinstitut Gamaleya.
Her tager man en harmløs virus, eksempelvis en forkølelsesvirus, og ændrer den, så den kan inficere en celle, men ikke reproducere sig selv og fortsætte med at inficere andre celler.
Vi får virussen til at bære det udvalgte proteins gen, for eksempel SARS-CoV-2-virussens spike-protein, med spike-proteinets DNA-sekvens kombineret med virussens DNA.
På denne måde bliver virussen et redskab, der bringer de genetiske instruktioner om, hvordan man fremstiller spike-proteinet, ind i kroppen.
Når man bliver vaccineret med en harmløs virus, inficerer den cellerne. Derefter læser cellerne det gen, som virussen bærer, og starter med at producere spike-proteinet. Så organiserer immunsystemet en respons.
Fordi kroppen opdager, at der er en virus til stede, er responsen på proteinet samt den virale vektor meget kraftig.
De sidste godkendte vacciner er 'klassens nye børn'. Det er nukleinsyrevaccinerne udviklet af Pfizer/BioNTech og Moderna.
Disse vacciner indeholder små 'kodestrimler’, som er lavet af såkaldte nukleinsyrer (RNA-sekvenser, RNA er virussens genetiske kode, red.) indkapslet i fedtstoffer, der stopper dem fra at blive nedbrudt i kroppen og hjælper den med at trænge ind i cellerne.
RNA er et meget følsomt lille molekyle, der let bliver hakket i småstykker, hvis det ikke er beskyttet.
Når RNA'et først trænger ind i en celle, instruerer det cellen i at fremstille SARS-CoV-2-spike-proteinet, som immunsystemet kan reagere på.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Hvordan laver man disse vacciner?
Det afhænger af platformen. Til virusvektorvaccinerne tager vi en del af den harmløse, kolde virus, efter at man har tilføjet spike-protein-DNA'et til den. Så dyrket vi vaccinen i en cellekultur.
Selvom virussen er blevet ændret, så den ikke kan reproducere sig selv i kroppen, kan den stadig replikere sig i de specielt designede celler i denne cellekultur.
Så sker der en forøgelse af virussen i løbet af et par dage - fra eksempelvis 4 liter cellekultur op til måske 20 til 30 liter.
En virkelig stor produktion kan udføres i ståltanke - hele produktionen ligner lidt et superrent, sterilt bryggeri.
Det er vigtigt at sikre, at cellerne får det bedst mulige miljø, så de kan leve, og så virussen kan vokse. Det kræver overvågning af mange miljøfaktorer i og omkring cellekulturen - temperatur, ilt- og CO2-niveau, aciditet og så videre.
Så ender vi med en væske, der er fuld af den pågældende virus.
Derfor bruger vi en såkaldt downstream-proces til at filtrere virusvaccinen væk fra alle de andre komponenter, som vi ikke er interesserede i.
Denne downstream-proces er meget vigtig. Den foregår under skarp kontrol og evaluering.
Den indebærer en masse filtrering og kromatografi (kromatografi en en række separations/filtreringsmetoder, der er meget anvendt inden for den analytiske kemi og biokemi, red.)
Til sidst står vi med et meget sikkert, sterilt produkt, der kun indeholder lige dét, vi ønsker.
\ Læs mere
Der er flere trin, og ved hvert trin tager vi prøver og kører eksperimenter for at vise, at vi renser produktet, i takt med at vi går videre i processen.
Selvom det kun kan tage et par dage at dyrke virussen, kan det tage lang tid at rense den og bevise, at den er ren, steril og er, hvad vi siger, den er.
Vaccinen bliver kun frigivet, når vi kan bevise, at den har den nøjagtige renhed, sterilitet og sammensætning, som vi hævder, den har.
For inaktiverede vacciner er processen den samme. Vi dyrker flere liter af selve virussen. Så dræber vi virussen på en helt specifik måde, så vi opretholder strukturen af den døde virus.
Det er dét, vi injicerer i mennesker.
Er fremstillingen af en mRNA-vaccine anderledes?
Ja, med nukleinsyrevaccinerne har vi ingen celler. Vi har ikke brug for et kar til at dyrke noget i.
Vi bruger en maskine, et automatisk synteseanlæg (synthesiser) til at tilføje hver nukleinsyre til den næste i den rette sekvens, så vi ender med RNA-sekvensen i fuld længde, der koder for spike-proteinet.
Så blander vi det med de små lipiddråber (fedtstofferne, der indkapsler nukleinsyrerne, red.)
Vi blander disse komponenter på en meget kontrolleret måde, så vi producerer disse bittesmå dråber, der er på nanometerskalaen, med RNA'et indkapslet i lipidet.
Så analyserer vi dem for at vise, at de lever op til meget stramme specifikationer, som størrelse og hvad de består af, for at bevise produktets kvalitet.
Anne Moore hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
