Forkølelse kan udløse astma
Hvis et barns krop gemmer på særlige genvarianter, skal der ikke andet end en gemen forkølelse til at udløse astma. Det viser ny international forskning med dansk deltagelse.

En almindelig forkølelse pga. rhinovirus kan sætte gang i astma hos børn med et særligt gen. Men med mindre du kan holde al forkølelse fra livet, er der for nu ikke noget, du som forælder - eller barn for den sags skyld - kan stille op for at forhindre, at det sker. (Foto: Colourbox)

Hvis små børn bliver hårdt ramt af en forkølelse, kan de få svært ved at trække vejret. Som regel går det over igen.

En gruppe børn bliver dog ved at have problemer med vejrtrækningen, fordi de efter forkølelsen udvikler astma. Nu har et internationalt hold forskere med afgørende dansk deltagelse fundet ud af, hvorfor det sker for nogen og ikke for andre.

Særligt gen i kombination med forkølelse = astma

Svaret ligger i generne. Risikoen for astma stiger markant, hvis barnet har bestemte varianter i et særligt gen (ORMDL3 på kromosom nr. 17) og får en infektion med såkaldt rhinovirus – den mest almindelige form for forkølelse.

»Vi har nu fundet ud af, at astma-effekten af det gen kun slår igennem, når barnet møder lige præcis rhinovirus og ikke nogle andre typer virus. Det er mægtig interessant og understreger, at astma bliver udviklet i en vekselvirkning mellem genetik og miljø,« fortæller Hans Bisgaard, leder af Dansk BørneAstma Center og professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet.

Vekselvirkning er meget stor risikofaktor for astma

Hans Bisgaard og kollegerne Eskil Kreiner-Møller og Klaus Bønnelykke har gjort opdagelsen sammen med et hold amerikanske forskere fra især University of Chicago. Den er beskrevet i verdens førende medicinske tidsskrift, The New England Journal of Medicine.

I en kommentar til studiet i en video på MedPage Today bemærker en amerikansk lektor – Deborah Gentile fra Temple University School of Medicine – at risikoen for at udvikle astma stiger hele 26 gange, når et barn har kombinationen af genvarianterne i ORMDL3 og rhinovirus i kroppen.

»Det er en lidt amerikansk måde at sætte det op på, for der skal ikke så meget til at øge risikoen med 26 gange. Men der er ingen tvivl om, at det her er en meget stor risikofaktor for astma,« konstaterer Hans Bisgaard.

Ingen konsvekvenser for behandling lige nu

Det oplagte spørgsmål for forældre med bekymringer for deres forkølede børn er, hvad man som almindelig mor eller far kan bruge den nye viden til. Men Hans Bisgaard understreger, at det er for tidligt at drage nogle konklusioner om, hvad opdagelsen skal have af konsekvenser.

Fakta

Studiet afgør en mangeårig faglig disput, der har raset mellem læger og forskere: Om forkølelse i sig selv udløser astma, eller om forkølelse påvirker børn, der i forvejen har anlæg for astma.

Studiet viser tydeligt, at astma kun bliver udløst:

1) når barnet har en særlig genvariant og

2) når barnet møder lige præcis rhinovirus og ikke andre vira

»Det giver os en indsigt og forståelse, der er vejen frem mod ny behandling og forebyggelse af astma. Men her og nu har det ingen praktiske konsekvenser for andre end nørder som os, der synes, det er sindssygt spændende. Og så er vi selvfølgelig stolte af, at vores studier kommer i det førende tidsskrift,« bemærker Hans Bisgaard.

Stadig mange gåder om, hvorfor vi får astma

Forskerne er nået frem til deres resultat ved blandt andet at granske undersøgelser af og prøver fra 700 børn, fordelt på to kohorter i henholdsvis USA (Childhood Origins of Asthma, COAST) og Danmark (Copenhagen Prospective Study on Asthma in Childhood, COPSAC).

Resultatet er med til at vise, hvorfor en stor del af de 150.000 danske børn med astma får deres lidelse, men det forklarer langt fra hele mekanismen bag alle astma-tilfælde.

På Dansk BørneAstma Center er danske forskere for eksempel i gang med at undersøge, hvad det betyder for udviklingen af astma, at moderen får rigeligt med D-vitamin og fiskeolie under graviditeten, samt hvilke andre faktorer i miljøet omkring os, der påvirker risikoen for at udvikle astma.

Barnets tidligste miljø er afgørende

»I vores verden bekræfter det nye resultat vores forskningsstrategi, som fokuserer på genetik og miljø i det helt tidlige liv. Der er for mig ingen tvivl om, at kroniske sygdomme som astma og allergi, men også andre kroniske lidelser, grundlægges i et sammenspil mellem gener og miljø under graviditet og de første levemåneder.«

»Derfor er det uhyre vigtigt at forstå betydningen af det miljø, gravide kvinder og nyfødte børn lever i; hvilket miljøforhold bestemmer sundhed og sygdom. Det er her, nøglen ligger til fremtidig sygdomsforebyggelse,« siger Hans Bisgaard.

Læs meget mere om overvejelserne i artiklerne ”Kommer astma ind, når skidtet ryger ud?” og "Bakterier holder allergi væk".

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.