Noget af det første, der sker i vores liv, er, at vi bliver vejet og målt af sygehuspersonalet. Fødselsvægt har været en vigtig indikator på spædbørns sundhed og hvordan barnet har haft det i mors mave.
Hidtil har man vidst, at for tidlig fødsel og lav vægt påvirker børns hjerneudvikling. Ved lav fødselsvægt iværksætter sygehusene ekstra tiltag og overvågning af spædbarnet.
For tidligt fødte kan være vældig små, og fødselsvægt under 2,5 kilo regnes som lavt. Men er det sådan, at fødselsvægt ikke længere betyder noget, når barnet vejer over 2,5 kilo, eller har børns fødselsvægt betydning for deres hjerneudvikling uanset vægtklasse?
Fødselsvægt påvirker alle børns hjerner
Et nyt studie, offentliggjort i PNAS, viser, at fødselsvægt udgør en stabil indflydelse på hjerneudviklingen fra barn til voksen, uanset om man bliver født lille eller stor, over eller under ”normalgrænsen” på 2,5 kilo.
Sammen med et forskerteam i USA undersøgte professor Kristina Walhovd og Anders Fjell fra Psykologisk institut ved Universitetet i Oslo hjerneudviklingen hos 628 raske børn, unge og voksne mellem 4 og 21 år. De sammenlignede deres fødselsvægt med hjernevolumen og hjernebarkens areal.
Studiet viser, at fødselsvægten påvirker udstrækningen af hjernebarken og hjernens totale volumen i voksenalderen. Fødselsvægten forklarede også hjerneudviklingen gennem hele aldersforløbet.
»Antageligt kan fødselsvægten forudsige en del af vores hjerneudvikling gennem hele livet,« siger Kristina Walhovd.
»Dette er meget interessant, fordi man ikke har haft en så grundlæggende og tydelig indikator på hjerneudvikling fra barndommen til voksenalderen før,« tilføjer hun.
Lav fødselsvægt også koblet til skizofreni
Fødselsvægt bliver allerede brugt som en grundlæggende markør på udvikling. Neuropsykiatrisk forskning, for eksempel grupper med skizofrene sammenlignet med raske, har vist, at der er flere sygdomsgrupper som i gennemsnit har lavere fødselsvægt end raske.

Patienter med skizofreni udgør én af flere sådanne grupper.
»I neurovidenskabelig forskning sammenlignes blandt andet grupper med forskellig fødselsvægt. Så scanner man hjernerne og finder for eksempel, at skizofrene i snit har lidt mindre neuroanatomiske volumer i nogle områder,« siger Kristina Walhovd.
»Det betyder, at vi på baggrund af fødselsvægten sandsynligvis også kan forudsige nogle af disse anatomiske forskelle, som vi ser hos voksne med forskellige sygdomme.«
Forældre skal være opmærksom på, at de kan påvirke tidligt
Fødselsvægten påvirkes af mange forhold. Nogle er forudbestemt, andre ting kan forældrene gøre noget ved.
Kristina Walhovd understreger, at der findes elementer i fødselsvægt, som man ikke forventer vil påvirke vores mentale evner og vores sundhed, selv om de hænger sammen med senere hjerneudvikling.
»Genetisk vækstpotentiale er en sådan faktor,« påpeger hun.
Hun anbefaler alligevel forældre at være bevidste om den tidlige indflydelse.
»God og righoldig ernæring, samt at undgå brug af rusmidler bidrager til at optimalisere barnets udvikling under graviditeten.«
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson



































