Børn bør græde, når de vidner

I sager om vold og seksuelle overgreb er der sjældent nogle vidner.

Dermed bliver børnenes forklaringer afgørende for retssagen - og her er det ikke ligegyldigt, hvordan børnene opfører sig, når de vidner. Det viser et nyt, norsk studie.

»Man bliver forført af barnets følelser, når det vidner om vold og seksuelle overgreb. Hvis barnet græder eller er vredt, påvirker det spørgsmålet om troværdighed, skyld og strafudmåling,« siger seniorforsker Ellen Margrethe Wessel ved Psykologisk Institut ved Universitetet i Oslo.

Hun har vejledt den masterstuderende, Espen Langnes fra Psykologisk intstitutt ved Universitetet i Oslo, i hans opgave ’Crying equals honesty’, hvor han har undersøgt:

• Hvordan mennesker vurderer børns vidnesbyrd om seksuelle overgreb
• Hvor pålidelige og troværdige de synes, børnene var
• Skyldsspørgsmålet og eventuel strafudmåling.

Afhørt på fire måder

I studiet blev 119 forsøgspersoner fordelt i mindre grupper sat til at se en videooptagelse. Optagelsen var en konstrueret vidneafhøring af en pige på 11 år med skuespillererfaring.

Pigen fortalte om farens overgreb med fire forskellige følelsesudtryk: Trist, neutral (følelsesløs), vred og positiv.

»Vi ville undersøge, om følelser påvirkede vurderingerne af børn, som vidner,« forklarer Espen langnes.

Efter at have set videoen, besvarede deltagerne et spørgeskema, som handlede om:

• Troværdighed
• Skyld
• Strafudmåling

Vrede har negativt effekt

Resultatet viste, at forsøgspersonerne opfattede pigen som meget mindre troværdig, når hun var vred, sammenlignet med de andre følelsesudtryk.

Dette gav udslag i, hvordan skyld og straf blev vurderet, hvor de tre andre følelsesudtryk medførte færrest skylddomme og lavest strafudmåling.

»Dette er et meget vigtigt fund. Hvordan barnet opfører sig under afhøringen, påvirker altså spørgsmålet om skyld og længden af straffen,« slår Ellen Margrethe Wessel fast.

»Her er det vigtigt at huske, at børn, som er blevet udsat for vold og seksuelle overgreb, ofte har adfærdsproblemer og viser megen aggression og ustabilitet - så vrede er en ganske almindelig reaktion,« tilføjer hun.

Vrede vurderes som 'ukorrekt' adfærd

Espen Langnes tror, at vores forventninger til ’korrekt’ adfærd spiller ind på vidnevurderingerne.

»I sådanne sager ser det ud til, at en trist eller neutral reaktion efter et overgreb af denne type stemmer bedre overens med, hvordan den brede offentligheds opfatter 'korrekt adfærd', end et vredt vidne. Derfor vurderes en vred følelsesreaktion efter seksuelle overgreb mindre troværdig og giver lavere straf i vores undersøgelse.«

»Hvilke følelser, barnet viser under vidneforklaringen, har med andre ord stor betydning for sagens udfald,« påpeger Espen Langnes.

Kvinder idømmer strengere straf

I undersøgelsen så Ellen Margrethe Wessel og Espen Langnes også på, om der var kønsforskelle hos forsøgspersonerne.

Resultatet viste, at kvinderne i gennemsnit varierede mere i deres bedømmelser af de forskellige følelsesudtryk end mændene, som var mere stabile.

Og hvor mændene generelt vurderede et positivt følelsesudtryk hos pigen (flove smil og grin) som mindre troværdigt end de andre følelser, rangerede kvinderne den vrede reaktion som mindst troværdig.

Analyserne viste desuden, at der var en betydelig forskel på, hvad mænd og kvinder mente i forhold til skyldsspørgsmålet: 72 procent af de kvindelige deltagere mente i gennemsnit, at krænkeren var skyldig, mens kun 48 procent af mændene dømte ham skyldig.

Også hvad angik strafudmålingen, bedømte de to køn meget forskelligt - især i forhold til den neutrale og udtryksløse reaktion. Her foreslog de kvindelige deltagere en gennemsnitlig straflængde på 50,5 måneder, mens mændene gav en gennemsnitlig straf på 23 måneder – over 2 års forskel.

»Muligvis identificerer mændene sig mere med den mandlige gerningsmand og kvinderne mere med offeret, som i Espen Langnes’ studie blev spillet af en pige,« forklarer Ellen Margrethe Wessel.

Viden om børns vidne-effekt skal udbredes

Det er vigtigt, at fagfolk er åbne over for, at børn, der vidner, kan reagere på forskellige måder, så man ikke foretager urigtige afgørelser på et fejlagtigt grundlag - for eksempel, hvis barnet ikke græder nok, eller ikke viser de ’rigtige’ følelser.

Ellen Margrethe Wessel.

Ellen Margrethe Wessel og Espen Langnes mener begge, at den nye viden skal spredes til fagmiljøer, som arbejder med børn, der vidner - f.eks. de sociale myndigheder, jurister og politiet.

»Den vigtigste kommunikation til retsvæsenet er, at man må forvente et spekter af følelser hos børn, som vidner, så man på den måde ikke foretager urigtige afgørelser på et fejlagtigt grundlag - for eksempel, hvis barnet ikke græder nok, eller ikke viser de ’rigtige’ følelser,« påpeger Ellen Margrethe Wessel.

»Vi må give børn i retsapparatet bedre beskyttelse, også når de ikke viser forventet adfærd under afhøring,« tilføjer Espen Langnes.

I mange overgrebssager afspilles børnenes vidneforklaringer for juryen i retten, som vurderer barnets troværdighed, skyldsspørgsmålet og udmåler eventuel straf.

»Kender man ikke til den emotionelle vidneeffekt, kan der ske det, at sagen bliver henlagt, hvis en video af en afhøring vises i retten, og juryen f.eks. forventer en tårevædet version, men i stedet ser et roligt eller vredt barn.«

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson