Endnu en gang påvist: Ingen sammenhæng mellem MFR-vaccine og autisme
05 marts 2019

I over 20 år har der været en påstand i omløb om, at MFR-vaccinen skulle øge børns risiko for at udvikle autisme. Den er nu blevet afvist af forskere fra Statens Serum Institut for anden gang.

Det er en vigtig konklusion på et tidspunkt, hvor antallet af mæslingetilfælde i Europa er tredoblet på bare ét år, skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Allerede i 2002 gennemførte Statens Serum Institut og Aarhus Universitet en meget stor undersøgelse med i alt 537.303 børn. Dengang fandt man ingen sammenhæng mellem MFR-vaccinen og autisme.

LÆS OGSÅ: Link mellem autisme og MFR-vaccine er dårlig videnskab

Nu har SSI gennemført et helt nyt og endnu større studie, der heller ikke kan vise en sammenhæng.

Undersøgelsen omfatter i alt 657.461 børn født mellem 1999 og 2010, der er blevet fulgt, fra de var ét år gamle til august 2013.

Forskerne har koblet oplysninger fra Folkeregistret med data fra blandt andet Det Danske Vaccinationsregister (DDV) og opgørelser over autismediagnoser.

Analyserne viste, at 6.517 børn ud af 657.461 børn fik diagnosen autisme, mens de var en del af undersøgelsen.

»Autisme forekom lige hyppigt iblandt de børn, der var blevet MFR-vaccineret, og de i alt 31.619 børn, der ikke var. Derfor må vi konkludere, at MFR-vaccinen ikke giver øget risiko for at udvikle autisme,« siger seniorforsker Anders Hviid fra SSI.

Han står sammen med professor og administrerende direktør ved SSI, Mads Melbye, bag undersøgelsen.

LÆS OGSÅ: Skal jeg vaccinere mit barn mod mæslinger?

SSI peger i pressemeddelelsen på, at det er en vigtig konklusion i den aktuelle debat omkring vaccinationsmodstand og det stigende antal mæslinger både globalt og i Europa.

I Danmark er der i øjeblikket er verserende udbrud, hvor foreløbig fem personer de seneste uger har fået påvist mæslinger.

»WHO har udråbt vaccinemodstand som en af de ti største trusler mod folkesundheden på verdensplan. Og modstanden mod vacciner har sandsynligvis spillet en rolle i udviklingen af mæslingetilfælde,« udtaler Anders Hviid til DR.

Resultaterne er netop blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Annals of Internal Medicine.

LÆS OGSÅ: Kan mæslinger forebygge kræft?

LÆS OGSÅ: Se, hvilken massiv gavn vacciner har gjort indtil videre

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.