Depression er mere udbredt i forstaden end midt i byen

Storbyernes hurtige vækst kommer med mange udfordringer. Hvordan kan vi bygge grønnere? Hvordan kan vi understøtte sundhed og trivsel for byboerne?

Det lader til at involvere en afvejning. Mange studier viser, at tættere beboede områder er relativt bedre for kloden, men de kommer på samme tid med en højere risiko for depression.

Det forekommer nok ikke så overraskende, at depression er mindre udbredt på landet.

Stress, støj, luftforurening, ensomhed og mangel på sollys i stueetagen i en højhusbygning er blot få eksempler på de udfordringer, som byboerne står over for.

Disse faktorer kan faktisk være bag den 39 procent øgede risiko for depression i byområder i vesteuropæiske lande og i USA. Men nu viser det sig, at visse byområder er bedre end andre.

I fællesskab med mine kolleger har jeg lavet et studie, publiceret i Science Advances, som viser, at indbyggere i forstæderne har større tendens til at være deprimerede end indbyggerne i bycentrene.

Vigtige faktorer

Vi ønskede at afdække, hvilke faktorer i det byggede miljø der var vigtigst for psykisk trivsel, så byer i højere grad vil blive designet til at være både bæredygtige og understøttende for mental sundhed.

En hektar jord kan huse den samme befolkningsmængde med tæt-lav-bebyggelse eller sparsomme højhuse.

Højhuse kan enten være i tætbebyggede, travle forretningskvarterer eller i mindre tætbeboede byområder med smarte lejligheder ud mod store, fælles græsarealer.

Forstæderne har dog en tendens til at have en middel densitet af lav bebyggelse. Hvilken tilgang skal vi tage?

Granskede satellitbilleder af bygninger i Danmark

Vores team med forskere fra blandt andet Yale University i USA, Stockholms Universitet, Gävle Universitet i Sverige samt Aarhus Universitet i Danmark, så på en meget stor mængde kildemateriale til vores studie.

Ved hjælp af maskinlæringsværktøjer granskede vi satellitbilleder af alle bygninger i Danmark over 30 år (1987-2017).

Derefter klassificerede vi bygningerne i forskellige kategorier afhængigt af højde og densitet.

Vi kombinerede det resulterende kort med individuelle bopælsadresser og sundheds- og socioøkonomiske registre i Danmark.

Højeste risiko fundet i forstæder med lav bebyggelse og enfamiliehuse

Det gjorde det muligt for os at redegøre for kendte faktorer, der øger risikoen for depression, som eksempelvis socioøkonomisk status eller forældre, der bliver diagnosticeret med psykisk sygdom.

Resultaterne viser ingen klar korrelation (sammenhæng) mellem tætbeboede, indre byområder og depression.

Det kan skyldes, at tætbeboede bycentre kan levere relativt flere muligheder for sociale netværk og interaktioner – hvilket kan gavne den mentale sundhed.

Heller ikke landdistrikterne ser ud til at øge risikoen for psykiske problemer.

Efter at have taget højde for socioøkonomiske faktorer blev den højeste risiko i stedet fundet i forstæder med lav bebyggelse og enfamiliehuse.

Centralt beliggende etagebygninger eller beboelse i nærliggende forstæder med let adgang til åbne områder – som grønne parker eller kystlinjer – viste overraskende lav risiko.

Det betyder, at områder med forhøjet risiko for psykiske problemer typisk har middel densitet og lav bebyggelse som for eksempel forstæder med enfamiliehuse.

Konsekvenser for planlægningen

Vi tror, at den relativt højere risiko for depression, der findes i vidtstrakte forstæder med lav bebyggelse, til dels kan skyldes lange pendlerture i bilen og mindre offentlige åbne arealer.

Desuden er beboer-densiteten muligvis ikke er høj nok til at understøtte mange lokale steder, hvor folk kan samles, som butikker, cafeer og restauranter. Men der kan selvfølgelig også være mange andre faktorer.

Det betyder ikke, at der ikke er potentielle fordele ved at bo i forstæderne; måske foretrækker man privatliv, stilhed samt egen have.

Vi håber, at dette studie kan bruges som grundlag for byplanlægning.

Studiet understøtter ikke den fortsatte udvidelse af bilafhængige forstæder med enfamiliehuse, hvis planlæggerne ønsker at afbøde psykiske problemer og klimaforandringer.

En bedre løsning kunne være at investere i etagebygninger, hvor livsstilen ikke er afhængig af privat bilejerskab, kombineret med gennemtænkt rumlig udformning for at øge adgangen til kystlinje, kanaler, søer eller byparker.

Vi kan også forbedre eksisterende forstæders tilgængelighed til både, hvad byerne har at byde på, og til offentlige åbne områder samt sikre, at der er flere arealer i disse bilcentrerede områder, hvor man har mulighed for at være fodgænger.

Belyser, hvor sociale vi mennesker er

Forskningen belyser, hvor sociale vi mennesker er. En vis tæthed er trods alt nødvendig for at skabe livlige lokalsamfund, der kan understøtte butikker, erhverv samt offentlig transport og på samme tid give mulighed for fritid og afslapning i friarealer.

I København snupper man en øl eller en snack og hænger ud med vennerne langs kanalen. Disse områder ligger i udkanten af både shoppingmuligheder og natur – hvilket gør rummet socialt.

Bycentre har også færre negative effekter på klimaforandringerne end vidtstrakte, bilcentrerede forstæder.

Selvom studiet kontrollerede for indkomst og arbejdsløshed, er det afgørende at holde for øje, at boligvalget er påvirket af socioøkonomiske faktorer.

Ejendomme i nærheden af vand eller grønne arealer i bymidten er væsentligt dyrere end huse i udkanten i byen.

Byplanlægningen skal være inkluderende

Tiltag for at imødegå den ulighed, dette kan forårsage, som eksempelvis at skabe boligprojekter med blandede indkomstforhold, er afgørende for at sikre, at forsøg på at bruge byplanlægning til at forbedre indbyggernes trivsel er inkluderende og ikke bidrager til et socialt skifte i bydelen eller fordrivelse af lavindkomstsamfund.

Vi erkender, at studiets resultater i Danmark muligvis ikke er direkte brugbare for alle andre lande.

De socio-miljømæssige faktorer af mental trivsel er afhængige af den kulturelle og geografiske kontekst.

De rammer, der er udviklet i dette studie, giver dog grundlag for yderligere forskning i forskellige dele af verden.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.