Depressions-diagnoser er alt for upræcise

Hvert år får omkring 1 ud af 12 danskere udskrevet antidepressiv medicin.

Men faktisk eksisterer der ikke nogen klar definition på, hvornår man præcis opfylder kriterierne for en depression. Det kan betyde, at nogle personer bliver behandlet for depression uden grund, mens andre går ubehandlede rundt med depressioner.

Derfor vil danske forskere nu sammen med en række anerkendte internationale kolleger forsøge at opstille nogle mere konkrete bud på, hvornår man opfylder hovedkriterierne for en depression.

»Det drejer sig ikke om at opstille en ny diagnose, men vi vil gerne præcisere de kriterier, vi allerede i dag bruger til at diagnosticere folk,« fortæller postdoc Jens Drachmann Bukh, som er overlæge ved Psykiatrisk Center København på Rigshospitalet.

Kriterierne for depression er uklare

I dag er der tre hovedsymptomer på depression:

• Nedtrykthed
• Manglende evne til at føle glæde ved ting, der ellers optager patienten
• Energimangel

Men der eksisterer ifølge Jens Drachmann Bukh ikke noget systematisk bud på, hvad der præcis skal til for at opfylde de tre kriterier.

»De fleste af os, der diagnosticerer folk med depression, har selvfølgelig en ide om, hvad kriterierne betyder. Men fordi vi ikke har defineret kriterierne præcist, kan det sagtens være, at vi forstår noget helt forskelligt ved dem,« siger Jens Drachmann Bukh, som sammen med professor Lars Vedel Kessing er leder af forskningsprojektet 'At the Core of Depression – Systematic diagnostic assessment of the core features of depression'.

Projektet er finansieret af det Det Frie Forskningsråd.

Stempler vi for mange som deprimerede?

Konsekvensen af den upræcise diagnose kan være, at for mange bliver opfattet som deprimerede, og at medicinen derfor ikke bliver udskrevet til de rigtige mennesker.

Jens Drachmann Bukh har tidligere forsøgt at få lov at lave en grundigere undersøgelse af nogle af de mange danskere, der får recepter på den antidepressive medicin. Problemet er bare, at Datatilsynet og Sundhedsstyrelsen ikke tillader, at man henvender sig til personer, udelukkende på baggrund af at de har fået en recept udskrevet.

»Vi ved i dag ikke nok om, hvorfor de praktiserende læger udskriver den antidepressive medicin, for den kan anvendes både til depression og andre lidelser som for eksempel angst, og i nogle tilfælde gives den måske uden en klar diagnose,« siger Jens Drachmann Bukh.

»Det betyder, at vi ikke har så meget andet end vores fornemmelse at bygge på. Men når jeg møder nogle af de patienter, der er blevet diagnosticeret med depression, så kan jeg godt få den fornemmelse, at vi nogle gange giver diagnosen lidt for ofte.«

Omvendt er der ifølge Jens Drachmann Bukh også undersøgelser, der viser, at der går mange danskere rundt med symptomer på depression uden at være diagnosticerede.

Praktiserende læger skal diagnosticere mere som eksperter

Jens Drachmann Bukh og hans kollegers mål er at opstille nogle håndgribelige underkriterier for de kernesymptomer, der i dag indikerer en depression.

Kriterierne skal herefter danne baggrund for et standardiseret interview, som skal hjælpe læger og psykiatere til mere præcist at kunne afgøre, om en patient har en depression.

Men forskernes største problem er, hvordan man tester, om et sådant interview virkelig gør fagfolk bedre til at diagnosticere depression.

»Vi har det samme problem med stort set alle psykiatriske diagnoser – at der ikke er en blodprøve, en test eller en hjerneskanning, som kan afgøre, om en person virkelig har en depression,« siger Jens Drachmann Bukh.

»Men vi forsøger at teste vores kriterier og interviewet ved at bruge det til at diagnosticere en gruppe patienter, som er under mistanke for at lide af depression. Bagefter sætter vi så uafhængigt af det nogle meget erfarne eksperter på området til at undersøge de samme patienter på den måde, de plejer at gøre det, og så sammenligner vi med resultaterne af vores nye diagnostiske interview.«

Succeskriteriet er, at interviewet gør de mindre erfarne psykiatere i stand til at nærme sig eksperternes diagnose.

Fart eller præcision?

Man taler ofte om, at en tidlig opsporing og forebyggelse af sygdomme er vigtig, men ifølge Jens Drachmann Bukh kan dette krav om en tidlig indsats betyde, at man stiller flere upræcise diagnoser.

»Vi vil jo på den ene side ikke lade syge personer gå rundt uden behandling længere end højst nødvendigt. Det kan jo ende med at blive en ond cirkel, som får negative sociale konsekvenser, hvor man måske mister sit job med flere negative faktorer til følge.«

Men omvendt er der ifølge Jens Drachmann Bukh også et udpræget ønske i samfundet om ikke at sygeliggøre raske mennesker, og man kan derfor argumentere for, at man først skal behandle, når folk når et temmelig højt niveau af symptomer.

»Vi har naturligvis ikke besluttet os på forhånd for, hvad det er, vi vil vise, men hypotesen er, at de mere præcise kriterier medfører en mere specifik diagnose – med andre ord bliver kriterierne strammet lidt op, så vi kan være mere sikre på at stille en rigtig diagnose,« siger Jens Drachmann Bukh.

Falske depressioner kan udvande forskning

En strammere diagnose vil ifølge Jens Drachmann Bukh formodentligt have den ulempe, at nogle af de mildere former for depression ikke fanges. Men måske handler det i virkeligheden om at få adskilt patientgrupperne med forskellige grader af depression.

Det har nemlig også store konsekvenser for forskningen, hvis man laver studier af et for bredt udsnit af patienter.

»Vi ved fra nogle af de undersøgelser, hvor man har inkluderet patienter med en mildere form for depression, at den gennemsnitlig virkning af behandlingen bliver mindre. Det kan fortolkes på den måde, at der er en mindre effekt af behandlingen for mildere former for depression, og at der i disse undersøgelser har indgået patienter, som reelt ikke lider af depression.«

Det kan betyde, at man reelt set undersøger nogle mennesker, som slet ikke fejler det, som man behandler dem for.

»Konsekvensen er, at vi kommer til at udvande resultaterne af studierne, så medicinen måske ikke ser ud til at have nogen særlig virkning. Det samme gør sig gældende, hvis man for eksempel laver studier, hvor man leder efter nogle biologiske tegn på depression, eller genetiske studier af depressive personer. Hvis man ikke har en ordentlig afgrænset gruppe af patienter, så bliver resultaterne måske udvandede, så man slet ikke finder den forskel, som der i virkeligheden er,« siger Jens Drachmann Bukh.