Dansk forskning: Fiskeolie i graviditeten giver stærke ‘vikingebørn’
Fiskeolietilskud under graviditeten er forbundet med større muskel, knogle og fedtmasse ved 6-årsalderen, ifølge nyt dansk studie.
fiskeolie graviditet større børn

Fiskeolie indtaget i sidste del af graviditeten giver større børn med større muskelmasse og knogletæthed, viser dansk forskning. (Foto: Shutterstock.)

Spiser du fiskeolie under graviditeten, så bliver dit barn større.

Sådan lyder konklusionen i et nyt dansk studie bragt i det anerkendte videnskabelige tidsskrift BMJ (British Medical Journal).

736 kvinder blev i studiet delt op i 2 grupper: 

  1. Den ene halvdel fik fiskeolie i de sidste tre måneder af graviditeten
  2. Den anden var en kontrolgruppe, der fik olivenolie som placebo

Resultatet af studiet viste, at mødre, der havde fået piller på 2,4 gram fiskeolie dagligt, i gennemsnit fik børn, der som 6-årige vejede 0,4 kilo mere end kontrolgruppen.

Og der er ikke tale om tykkere børn, forklarer forskerne bag.

»De større børn havde signifikant større knogler og muskelmasse, men ikke signifikant mere fedtmasse. Men selv hvis stigningen i fedtmassen var signifikant, er der stadig tale om en proportionel vækst,« siger Hans Bisgaard, der er børnelæge og klinisk professor på Københavns Universitet.

Desuden er han leder og grundlægger af forskningscentret COPSAC, også kaldet Dansk BørneAstma Center, der forsker i årsager i det tidlige liv til børneastma. Han var en af forskerne bag undersøgelsen.

Professor: Vi kan forvente større resultater i andre lande

Effekten i studiet blev udelukkende fundet hos de kvinder, der spiste mindst fisk i forvejen.

Og da Danmark er et af de lande, der spiser flest fedststoffer fra fisk, ifølge et andet studie i BMJ udgivet i 2014, regner Hans Bisgaard derfor med, at fiskeolie vil have større effekt i andre lande.

»Vi kan godt forvente, at effekten ville være større, hvis vi lavede samme forsøg i et land, der spiser mindre fisk,« siger han.

Ifølge et andet studie udgivet i BMJ i 2014, ligger Danmark i top 5 blandt lande, der spiser omega-3 fedtsyrer fra fisk dagligt.

Rækkefølgen lyder: Maldiverne, Barbados, Seychellerne, Island og Danmark.

Ernæringsforsker: Vi kan ikke vide, om det er sundt endnu

I pressemeddelelsen fra forskningscentret COPSAC beskrives børnene, hvis mødre havde spist fiskeolie, som ‘vikingebørn,’ på grund af fiskeolien og deres størrelse.

Og der er nok mange kommende mødre (og fædre), der gerne vil have sunde og stærke børn, og som ved et hurtigt kig på denne artikel overvejer at tage fiskeolietilskud.

Men forskerne kan ikke konkludere, at den øgede størrelse er et sundhedstegn.

»Det er et flot studie. Og det er meget interessant, at børnene bliver større. Det er dog i modstrid med resultaterne i tidligere og større studier på feltet,« siger Camilla Trab Damsgaard, der er lektor i børneernæring på Institut for Idræt og Ernæring, og som selv har forsket i fiskeolie. Hun var ikke en del af det nye studie.

»Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og sige, om det er sundt eller usundt, og det tror jeg heller ikke, forskerne bag vil på baggrund af data i studiet,« siger hun.

Hans Bisgaard giver hende ret i, at større børn ikke entydigt kan siges at være sundere børn.

»Om selve størrelsen er godt for noget er svært at sige. Det må tiden vise. Men omvendt må jeg også sige, at som børnelæge bliver man generelt begejstret, når barnet vokser,« siger han.

Ikke set tegn på bivirkninger

Omvendt fremhæver Hans Bisgaard dog, at BMI (Body Mass Index) er blevet anvendt som mål i de studier, som Camilla Trab Damsgaard henviser til, mens der i det nye studie også er anvendt DEXA-skanninger, der mere nøjagtigt kan måle muskelmasse, fedtmasse og knogletæthed.

Han understreger også, at der i litteraturen ikke findes beviser for, at fiskeolietilskud i den dosis, der blev givet i undersøgelsen, skulle have negative bivirkninger.

»Vi har ikke set nogle bivirkninger. Hverken i det her studie eller i de mange litteraturgennemgange og meta-analyser (studier, der gennemgår mange tidligere studier om et emne, red.), vi har kigget i,« siger han.

fiskeolie graviditet større børn

Mødrene i studiet fik 2,4 gram fiskeolie om dagen i det sidste trimester af graviditeten, og deres børn vejede i gennemsnit 0,4 kg mere end kontrolgruppens ved 6-årsalderen. (Foto: Shutterstock)

Programmerende effekter

I 1990 fremlagde den britiske epidemiolog David Barker en teori om, at betingelser under graviditeten og ved fødslen kunne påvirke barnets helbred i voksenlivet.

En af påstandene i teorien var blandt andet, at lav fødselsvægt kunne føre til forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme senere i livet

»Nu bliver det så spændende at følge børnene og se, hvordan det går med hjertekarsygdomme i fremtiden,« siger Hans Bisgaard.

(Kilde: Oxford Reference )

Børnene bliver længere i mors mave

Af studiet fremgår det, at børnene, som fik fiskeolie gennem moderens kost, i gennemsnit blev to dage længere i deres mors mave.

Forskerne har i det nye studie taget højde for, at børnene vokser ekstra i løbet af de to dage, og i forhold til dette er børnene i fiskeoliegruppen stadig større end de andre børn, fortæller Hans Bisgaard.

»Der er altså både tale om en øget fødselsvægt på grund af de ekstra dage, men også en programmerende effekt,« siger han.

Camilla Trab Damsgaard havde dog gerne set, at det fremgik, præcis hvor meget fødselsvægten betyder for barnets vægt ved 6-årsalderen.

»Det ville være mere interessant og gøre det tydeligere, om der virkelig er tale om en programmerende effekt af fiskeolie, eller om det blot afspejler, at børnene generelt er lidt større, både ved fødslen og senere, fordi de har ligget et par dage længere i morens mave,« siger hun.

Til det svarer Hans Bisgaard, at de omtalte estimater ikke var signifikante, samt at redaktøren for tidsskriftet BMJ heller ikke efterspurgte disse. Han vil dog gerne eftersende dem til særligt interesserede.

Fra 1-årsalderen og frem til 6-årsalderen havde børnene, hvis mødre fik fiskeolie, et BMI, der var cirka 0,2 højere end kontrolgruppen. (Illustration: Bisgaard et al.)

Et led i en større undersøgelse

Forskerne fulgte børnene fra fødslen og frem til en alder af seks år, og målinger viste, at børnene i fiskeoliegruppen konsekvent havde lidt højere BMI, end børnene i kontrolgruppen.

Men BMI er ikke det eneste, der påvirkes af fiskeolie.

I et tidligere studie, som vi også har skrevet om på Videnskab.dk, viste det sig at fiskeolien sænkede risikoen for børneastma med cirka 30 procent.

Ifølge Hans Bisgaard er det meget fascinerende, at fiskeolie kan have en effekt på flere forskellige organer.

»Det har både en effekt på astma, graviditetslængden og barnets størrelse i seksårs-alderen,« siger han.

Forskergruppen vil fortsætte med at følge børnene og se, hvordan de udvikler sig.

»Vi har netop fået en bevilling på 30 millioner kroner fra Lundbeckfonden, som vi skal bruge på at undersøge den kognitive (erkendelsen red.) udvikling hos børnene. Det begynder vi på til næste år,« siger han.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.