Dansk forsker sluger 600 æg fra indvoldsorm

En dag modtog lektor Peter Nejsum en pakke med et indhold, som nok ville få de fleste andre til at spærre øjnene op.

I pakken lå der en lorteprøve fra et barn i Uganda, som var inficeret med piskeorm – en parasit, som lever i tarmene på omkring 400 millioner mennesker på verdensplan.

Peter Nejsum tog barnets afføring med sig ind i sit laboratorium på Københavns Universitet og gav sig til nøje at frasortere og sterilisere ormeæggene fra afføringen.

I tre måneder opbevarede han æggene ved 22 grader, mens de blev modnet. Og så en dag gjorde han det: Han slugte 600 ormeæg fra den ugandiske barnelort.

»Det var lidt grænseoverskridende at skulle drikke sådan et shot. Jeg var spændt på, hvilke symptomer jeg ville opleve,« husker Peter Nejsum.

I dag bor der stadig piskeorm i hans tyktarm, og de første resultater af hans selvinficering er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Helminthology.

Toilettet er piskeormens fjende

Tidligere var piskeorm en helt normal indvoldsorm blandt danskere. Men i løbet af det seneste århundrede har indførelsen af træk-og-slip-toilettet stort set fået de små bæster til at uddø i den vestlige verden.

I udviklingslande med dårlige sanitære forhold har piskeorm dog fortsat gode muligheder for at overleve og gennemføre deres særlige livscyklus, fortæller Peter Nejsum.

»Ormene parrer sig i vores tarme og producerer æg, som kommer ud med afføringen. Æggene skal ligge ude i miljøet og modnes i en måned eller to – ellers kan de ikke smitte.«

»Men hvis et barn for eksempel leger på jorden og får et modnet æg i munden, kan ægget ryge ned gennem tarmsystemet, og så bliver der etableret en larve i tyktarmen,« forklarer Peter Nejsum, som er lektor og parasitolog på Københavns Universitet.

»For mange lyder det sikkert bizart«

13 uger efter, at Peter Nejsum selv havde spist de 600 ormeæg fra Uganda, havde piskeormene etableret sig i hans tyktarm og var begyndt at producere æg.

Peter Nejsum holdt nøje regnskab med ormenes udvikling: En gang om ugen tog han en afføringsprøve på sig selv, og med et mikroskop kunne han konstatere, at antallet af æg i afføringen steg støt, indtil det stabiliserede sig omkring 7.620 æg per gram lort.

»For mange lyder det sikkert bizart at skulle rode med sin egen afføring. Men på vores afdeling arbejder vi meget med lort, for de orme og parasitter, vi studerer, lever ofte i afføring.«

»Så man identificerer dem simpelthen ved at kigge i afføringen. Derfor kan vi godt snakke om lort henover kaffebordet på arbejdet, men når man snakker med andre bliver man selvfølgelig mindet om, at det ikke er almindelig hverdagssnak,« siger Peter Nejsum.

Han tilføjer, at han har fået »mange overraskede reaktioner,« når han fortæller andre, at han frivilligt har ladet hundredvis af piskeorm tage bolig i sin krop.

Selv blandt fagfæller har han mødt overraskede miner men også beundring – en udenlandsk parasitolog, som skulle bedømme hans videnskabelige artikel inden offentliggørelse, skrev eksempelvis i kommentarfeltet, at der var tale om en »heroisk indsats.«

Læger fiskede piskeorm ud af hans tarm

Ideen om at inficere sig selv med ormene opstod, fordi Peter Nejsum havde brug for ’friskfangede’ orm til nogle genetiske analyser af piskeorm.

Sammen med udenlandske kolleger fandt han piskeormenes genetik interessant, fordi dyrene på en eller anden måde er i stand til at snyde menneskets immunsystem - og på den måde får lov til at leve uforstyrret i vores tarmsystem.

»Mit immunsystem kan for eksempel ikke smide ormene ud. På en eller anden måde, må ormene snyde immunsystemet, så de ikke bliver genkendt som fremmede parasitter, men bare får lov at blive siddende,« fortæller Peter Nejsum.

Forsøgspersonerne stod imidlertid ikke i kø for at hjælpe med at erhverve ny viden om den genetiske baggrund for disse snyde-evner blandt piskeorme.

»Det er nok lidt svært at få frivillige forsøgspersoner til at gennemgå de undersøgelser, der skulle til. Vi skulle bruge helt friske piskeorm, så det betød, at vi var nødt til at gå ind rektalt og direkte fiske ormene ud fra min tarm« fortæller Peter Nejsum.

Frem for at vente på frivillige forsøgspersoner endte Peter Nejsum i stedet med at bestille afføringsprøven fra det piskeorms-inficerede barn i Uganda. Og siden da har han faktisk slugt ormeæg endnu en gang – det vender vi tilbage til senere i artiklen.

Fortidens parasitologer gav sig selv malaria

Indtil videre har Peter Nejsums selvinficering blandt andet givet forskerne viden om, at det kan tage 13–16 uger for et ormeæg at udvikle sig til en kønsmoden piskeorm, som selv producerer æg.

»Det er vigtigt at vide, at det tager så lang tid, før ormene bliver kønsmodne. For det betyder, at hvis folk kommer hjem fra en ferie i Afrika og får lavet en fæces-undersøgelse efter kun to uger, så kan man ikke identificere piskeormene endnu,« fortæller Peter Nejsum.

Han er langt fra den første parasitolog i historien, som lader sig inficere med de parasitter, han studerer. I en artikel i det videnskabelige tidsskrift Trends in parasitology beskriver tjekkiske forskere, hvordan parasitologer gennem tiden har inficeret sig selv med alt fra malaria-parasitter til dysenteri-amøber – og på den måde har forskerne fået vigtig viden om parasitters livscyklus, hvilke sygdomme de medfører, og hvordan de smitter.

Ifølge artiklen var selvinficering relativt udbredt blandt forskerne indtil midten af 1900-tallet, men herefter dalede lysten til at studere parasitterne på egen krop.

Fangede orm i afføringen med en køkkensi

Peter Nejsum levede med sin første ormeinfektion i 16 uger. Herefter tog han en ormekur – og i de næste dage kom 101 døde orme ud med hans afføring.

»Fæces blev simpelthen puttet ned i vand, vasket i en køkkensi (maskestørrelse på 3 millimeter) og derefter omhyggeligt undersøgt i en spand« lyder beskrivelsen af orme-optællingsmetoden i den videnskabelige artikel.

De fire-fem centimeter store orme står nu i en fryser på universitetets laboratorium på Frederiksberg, sirligt sorteret efter deres køn, og hvilken dato de blev fundet i afføringen.

Men selvom ormene fra Peter Nejsums første infektion er døde og på frost, lever deres efterkommere fortsat videre i hans tyktarm.

Ni måneder efter at han havde udryddet ormene fra det første eksperiment, slugte Peter Nejsum nemlig endnu et shot med 600 infektionsdygtige ormeæg. Æggene havde han denne gang sorteret og oprenset fra sin egen afføring – og de friske æg viste sig at være mere potente end dem, han havde fået tilsendt fra Uganda.

Fik smerter i maven af ormene

»Anden gang jeg blev inficeret med piskeorm, fik jeg ondt i maven. De æg, jeg havde slugt, var nok mere friske, end dem jeg havde fået sendt hertil fra Uganda, så der var flere af dem, der endte med at blive til orme. Vi kunne måle, at ormene producerede næsten 30.000 æg per gram fæces,« fortæller Peter Nejsum.

For at slippe af med mavesmerterne tog Peter Nejsum en dosis ormekur, og i løbet af de næste 13 dage kunne han tælle 422 døde piskeorm i sin afføring. Præcist som han havde regnet med, dræbte en enkelt dosis ormekur imidlertid ikke alle ormene – der kommer i dag stadig ormeæg med ud med hans afføring, og han regner med at cirka 100 piskeorm fortsat huserer i hans krop.

»Jeg har ikke nogen symptomer lige nu – i hvert fald ikke hvad jeg ved af. Hvis jeg nogle gange er en smule træt, kan man selvfølgelig godt komme til at tænke på, om det kan have noget med infektionen at gøre – men jeg tror det egentlig ikke,« siger Peter Nejsum.

Han påpeger, at andre undersøgelser også har vist, at mængden af orme i tarmene er med til at bestemme, hvor slemme symptomer man får ud af en ormeinfektion.

»I forhold til om du bliver syg af piskeorm, har det også stor betydning, om du er barn eller voksen, og hvad du får at spise. Hvis du bor i et udviklingsland og er dårligt stillet ernæringsmæssigt, kan du blive rigtig dårlig af en infektion af piskeorm. Men fordi jeg får god ernæring, har jeg nok ikke mærket så meget til det,« siger Peter Nejsum.

I denne måned kan piskeormene fra hans sidste eksperiment fejre to års fødselsdag, og Peter Nejsum har ingen planer om at gøre det af med dem foreløbigt.

»Denne gang vil jeg gerne prøve at se, hvor længe de kan leve,« siger Peter Nejsum.