Aktivt kul som tandbleger? Sæt ikke næsen op efter et hvidere smil
Påstanden om, at den sorte tand-dille kan give dig hvidere tænder, finder ingen opbakning i videnskaben.

'Børst tænder i aktivt kul og opnå skånsomt og naturligt et renere og hvidere smil'.

Nogenlunde sådan lyder den korte version af salgstalen for en række produkter fremstillet på aktivt kul, der mærker sig som tandblegemiddel.

På producenternes hjemmesider forlyder det, at aktivt kul er kendt for at have en absorberende effekt, som man kan udnytte til at fjerne de misfarvninger fra tænderne, den almindelige tandbørstning ikke kan fjerne.

Problemet er bare, at der ikke er nogen dokumentation for påstanden, siger Bente Nyvad, der er professor ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet, og medvirker til dette afsnit fra Videnskab.dk's YouTube-kanal Skønhedslaboratoriet.

Ja, aktivt kul renser vand og luft, men ...

Det er sandt, at aktivt kul kan binde lugtmolekyler, farvestoffer og andre urenheder, og det udnytter man blandt andet til at rense luft og vand.

Men at det samme skulle gøre sig gældende for tænderne, findes der intet belæg for at sige.

Hvad er aktivt kul?
  • Aktivt kul er fremstillet af et plantemateriale såsom kokosnøddeskaller eller bambus.
  • Kullet kaldes 'aktivt', fordi det er behandlet på en måde, så det får et stort overfladearal.
  • Det betyder, at kulpartiklerne har en masse små fordybninger, der giver kullet gode sugeevner.

l det største litteraturstudie om aktivt kul som tandprodukt gennemgår forfatterne den eksisterende forskning på området.

Her finder forskerne ifølge Bente Nyvad ikke et tilstrækkelig videnskabeligt grundlag for at sige, om den samme effekt skulle gøre sig gældende for tænderne.

»De kan ikke konkludere noget og slutter faktisk, at vi ikke har nogen beviser for de her påstande om blegende effekt og tandsundhed,« siger Bente Nyvad.

Samme effekt på tænder usandsynlig

Der eksisterer omvendt heller ingen beviser for det modsatte altså at aktivt kul ikke skulle virke blegende.

Men Bente Nyvad forholder sig kritisk.

»Når det ikke er undersøgt tilstrækkeligt, kan man jo ikke udelukke noget som helst, men jeg vil anse en blegende effekt for meget usandsynligt,« siger hun.

Renser måske overfladiske misfarvninger

Ulla Pallesen, der er overtandlæge ved Odontologisk Institut, Københavns Universitet, er ligeledes skeptisk over for det sorte tandprodukt.

Hun gætter dog på, at det kan have en ubetydelig effekt.

»Hvis man har rigtig snavsede tænder, kan man forestille sig, at det aktive kul måske suger noget af det, der sidder uden på tænderne, men det er ikke, hvad jeg opfatter som en tandblegning,« siger Ulla Pallesen.

Skønhed og kemi på YouTube

Skønhedslaboratoriet er Videnskab.dk's YouTube-kanal om skønhed og videnskab.

Formålet med kanalen er at bringe forskningsbaseret viden ud til danske unge. 

Kanalen er en del af et større YouTube-projekt, YouKnow, som er støttet af Nordea-fonden med 2,8 mio. kroner.

De fleste, der gerne vil have bleget deres tænder, har i forvejen en god tandhygiejne og dermed rene tænder, forklarer hun.

Fjerner ikke mere end tandbørsten

Misfarvninger fra mad og drikke kan sætte sig på tænderne i løbet af dagen, men det er slet ikke tandoverfladen, der afgør tændernes farve. Det er i stedet tandbenet i tandens indre.

»Man kan slet ikke forestille sig, at tænderne bliver hvidere, bare fordi man fjerner nogle urenheder i overfladen,« siger Bente Nyvad.

Tændernes yderste lag, emaljen, er nemlig farveløs.

»Så kan man stille spørgsmålet, hvorfor man ikke bare børster tænder med almindelig fluorid-tandpasta i stedet,« siger Bente Nyvad.

aktivt kul tandblegning hvide tænder sort tandpasta

Foruden aktivt kul findes der i nogle af produkterne også en anden ingrediens, bentonit-ler, der blandt andet også anvendes som slibemiddel i skrubbe-cremer til huden. Bentonit-lerens effekt på tænderne er ligeledes ikke blevet undersøgt i forskningen. (Foto: Shutterstock)

Måske en slibende effekt

»Mit bud er, at hvis aktivt kul skulle have nogen som helst effekt, er det, fordi man sliber lidt på tanden,« siger Bente Nyvad.

I og med aktivt kul er et omend meget fint pulver, kan det altså ikke udelukkes, at det kan polere lidt på tænderne, når man skrubber med det, ligesom producenterne lover.

Slibemiddel findes i alt tandpasta i større eller mindre grad og er med til at fjerne misfarvninger på tændernes overflade.

»Det er ikke nyt, at man bruger pulver til at polere tænder, men du kan ikke forvente mirakler med hensyn til at ændre tændernes farve dramatisk,« siger Bente Nyvad.

For igen, så er det ikke tandoverfladen, men tandens indre, der afgør tandens farve.

Må ikke erstatte fluorid-tandpasta

Enkelte forhandlere opfordrer til, at man bruger det aktive kul til sin daglige tandbørstning, men både Bente Nyvad og Ulla Pallesen fraråder, at man begynder at bruge tandpasta med aktivt kul uden først at undersøge, om tandpastaen indeholder fluorid.

»En tandpasta skal indeholde mindst 1.000 ppm fluorid, før man kan få gavn af den forebyggende effekt på huller i tænderne,« forklarer hun.

Aktivt kul indeholder ikke fluorid, hvilket langt de fleste almindelige tandpastaer gør.

Og selvom der faktisk findes et enkelt tandpasta-produkt indeholdende aktivt kul, som er tilsat fluorid, anbefales det ikke, fordi koncentrationen af fluorid i produktet ifølge Bente Nyvad er for lav.

»Vi ser, at rigtig mange patienter, som begynder at bruge fluorid-fri tandpastaer, pludselig får problemer med huller i tænderne. Det vil ikke ske for alle, men for nogle, og det er dumt at udsætte sig selv for den risiko,« siger hun.

Forskerne anbefaler det ikke

Forskerne anbefaler altså ikke, at du giver dig i kast med det sorte produkt. Men omvendt er dommen ikke behængt med de helt røde blink og advarselsskilte.

»Min værste bekymring er, at tandpasta med aktivt kul ikke indeholder fluorid,« lyder det fra Bente Nyvad.

Men udover fraværet af fluorid i aktivt kul er Ulla Pallesen ikke så bekymret.

»Jeg tror ikke, det skader tænderne, men det sviner ganske forfærdeligt, og det er dyrt,« siger hun og har også et bud på, hvorfor det aktive kul alligevel er blevet så populært.

»Der er ingen grænser for, hvad mennesker vil købe for at blive pænere at se på. Tænk bare på alle de cremer, som folk bruger penge på i dyre domme. Og det fortsætter sikkert.«

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.