Yoga hjælper rockere ud af bandemiljøet
02 september 2015

KORT NYT FRA DANMARK:

Det er umiddelbart ikke to livsstile, som man forbinder med hinanden. Bandemiljøer og yoga.

Ikke desto mindre viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, at unge fra rocker- og bandemiljøet, der regelmæssigt dyrker yoga, mediterer og laver åndedrætsøvelser,  oplever at de bliver langt mindre aggressive og mindre voldelige, og at de i større eller mindre grad slipper deres kriminelle løbebane.

»Deltagerne fortæller, at åndedrætsøvelserne og de andre teknikker hjælper dem med at ‘rydde op’ i kroppen. De oplever en ro, som de ikke har haft længe, og de føler samtidig mindre paranoia. De fortæller også, at de er mindre aggressive, og at de i dag tackler situationer, som de normalt ville håndtere med vold, på en anderledes og mere fredelig måde,« siger religionssociolog og ph.d.-studerende på forskningsprogrammet Sundhedsfremme og Forebyggelse Nanna Ahlmark, der står bag undersøgelsen hos Statens Institut for Folkesundhed, i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen bygger på fjorten interviews og deltagerobservationer. Nanna Ahlmark har i løbet af et år fulgt deltagere, der næsten alle har siddet i fængsel for eksempel for vold, bevæbnet røveri og narkohandel.

Det er Den sociale fond for børn og unge, der har bedt om rapporten for at få et indblik i, hvordan unge kriminelle selv oplever et udbytte af de Breathe SMART-forløb, som flere kommuner og institutioner såsom Kriminalforsorgen henviser til som en del af Bande-exit-programmet.

Deltagerne oplever her, at de begynder at sætte spørgsmålstegn ved deres kriminelle handlinger. 

»De begynder at reflektere over de konsekvenser, som deres kriminalitet har haft både for ofrene og for dem selv for eksempel den smerte, som de påfører et voldsoffers familie eller de mængder af energi, som de brænder af ved at være i konstant alarmberedskab. Nogle fortryder også den tid, de har mistet med deres børn, mens de sad i fængsel,« siger Nanna Ahlmark i en pressemeddelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

Læs også:

Yoga forbedrer din indlæring

Debat: Hvordan løser vi problemet med bandekriminalitet?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.