For første gang har forskere brugt rigtige speed-datere til at undersøge, hvordan vores hjerner vurderer en mulig kommende partner.
Det viste sig, at hjernen sætter gang i to forskellige processer, når vi står over for det svære valg, skriver Livesciende.com.
Bedømte lækkerhed på billeder
I undersøgelsen deltog 78 kvinder og 73 mænd. Alle var de heteroseksuelle, singler og gik på Trinity College Dublin i Irland.
Som ved andre speed-dating-aftener, mødtes deltagerne på kryds og tværs i et lokale og snakkede med hinanden i fem minutter. Derefter udfyldte de papirer, der angav, hvem de gerne ville se igen.
Før speed-dating arrangement havde 39 af deltagerne set billeder af de andre deltager af det modsatte køn. Samtidig blev deres hjerner scannet med en såkaldt fMRI-maskine.
For hvert billede havde de frivillige et par sekunder til at vurdere, hvor attraktiv personen var på en skala fra 1 til 4. Både i forhold til personens fysiske tiltrækning og hvor sympatisk, de troede, vedkommende var.
Efterfølgende mødtes deltagerne til deres speed-dates. Det viste sig, at deres første indtryk af, hvem der var hotte, i 63 procent af tilfældene også holdt, når de mødte mennesket ansigt til ansigt. Men i en del tilfælde var indtrykket altså også forkert.
Hjernescanninger afslører to processer
Ud fra hjernescanninger af personerne kan forskerne fastslå, at det skyldes, at vores hjerner sætter gang i to processer, når vi bedømmer en mulig kommende partner:
-
Når vi ser et ansigt, går der kun få millisekunder, før vi har vurderet, hvor fysisk tiltrækkende, det er. Det sker i hjernens såkaldte ’paracingulale cortex’
- Men den del af hjernen, der kaldes den ’rostromediale prefontale cortex’, går lidt mere i dybden. Hurtigt vurderer den spørgsmålet: ’Ok, han/hun er flot – men kan vi få det til at fungere sammen?’
»Der er tale om separate processer. Og de foregår begge i dit hoved, når du træffer din beslutning,« siger forsker i psykologi Jeffrey Cooper, som har ledet undersøgelsen, mens han var postdoc-studerende ved Trinity College i Dublin.
Forskningen er publiceret i tidsskriftet Journal of Neuroscience.
LÆS OGSÅ: Forelskelse påvirker lugtesansen































