En ny ugleart med en helt speciel sang er blevet fundet på en indonesisk ø. Den har undgået at blive opdaget i så lang tid, fordi den ligner andre arter så meget. Det skriver LiveScience.
Det drejer sig om Otus Jolandae, der findes på øen Lombok i Indonesien.
På en ekspedition tilbage i 2003 havde to forskere, fra det samme forskerhold, lagt mærke til et særpræget fuglekald helt uafhængigt af hinanden, da de befandt sig på hver deres ende af øen.
For at finde ud af, om det var en ny art, de have opdaget, spillede forskerne den nye sang for allerede kendte uglearter i området, men uglerne reagerede ikke på sangen. Da de så gik tilbage til stederne, hvor de oprindeligt havde hørt fuglesangen, afspillede de lydene igen, og her reagerede uglerne på lyden fra højtalerne.
»Jeg havde ikke regnet med at finde en ny art, og specielt ikke en der er så normal,« siger George Sangster fra The Swedish Museum of Natural History, der var en af forskerne, der opdagede uglen, til OurAmazingPlanet.com
Selvom uglen blev opdaget tilbage i 2003, så var det først i går, at den endelig blev formelt bekræftet som en ny art i forskernes studie udgivet i tidsskriftet Plos One.
Læs også på Videnskab.dk:



































