Sådan undgår ugler at dreje hovedet af led
Ugler kan dreje hovedet næsten hele vejen rundt, men hvordan kan de egentlig gøre det, uden at skade sig selv? Amerikanske forskere har fundet svaret.

Ugler behøver ingen øjne i nakken. De behøver ikke engang dreje øjnene, for faktisk kan de dreje hele hovedet 270 grader til hver side. På videoen ser det nemt ud, men hvordan undgår uglen at knække nakken eller stoppe blodtilstrømningen til hjernen?

Det spørgsmål satte en fysiker og en illustrator fra John Hopkins University School of Medicine sig for nyligt sammen for at besvare.

»Hvis et menneske drejede nakken på samme måde, som ugler gør dagligt, så ville blodårerne gå i stykker, foruden at vi også ville brække nakken,« forklarer undersøgelsens forfatter Dr. Philippe Gallioud til LiveScience.

For at blive klogere, sprøjtede forskerne farve gennem blodårerne på en død ugle, og sendte den igennem en CT-skanner. Herefter drejede de hovedet frem og tilbage, for at se hvordan den flydende farve reagerede.

Ugler har luft i nakken

Skanningen viste, at der i uglens nakke er et stort hulrum med plads til blodårerne, og når uglens hoved drejede rundt, virkede hulrummet omkring årerne som beskyttende luftpuder. Hos mennesker er hulrummet i nakken kun lige akkurat på størrelse med blodårerne, men hos uglen er dette rum ti gange så stort.

Lagret ugleblod holder hjernen i gang

Det forklarer, hvorfor blodårerne ikke går i stykker, når uglen drejer kuglen. Men hvordan kan den stadig få blodtilførsel til hjernen?

Forskerne opdagede i den forbindelse, at de store årer tættest på hjernen var udformet meget bredere end hos andre dyr. Det gør dem i stand til, at have et ’lager’, som hjernen kan bruge, mens hovedet agerer snurretop. Forskningen er netop offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Science.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.