KORT NYT FRA DANMARK
Ligesom jægeren har sit gevær med på jagt, har krokodillen og alligatoren deres egne jagtredskaber, skriver LiveScience.com.
De bruger små pinde som lokkemad over for fugle, der leder efter materiale til at bygge rede af. Det viser forskning fra University of Tennessee Knoxville, som er publiceret i tidsskriftet Ethology, Ecology & Evolution.
Med pindene kan alligatorerne og krokodillerne få fuglene tilstrækkeligt tæt på, til at de sultne dyr kan snuppe dem.
Jagtstrategien er set både hos amerikanske alligatorer i Louisiana og Sumpkrokodiller i Indien.
Alligatorerne er angiveligt den mest snu af de to, for den kaster sig kun ud i lokkemetoden, når det er sæson for fuglenes redebyggeri, og når den er i et område, hvor fugle bygger reder.
Sammen med tidligere undersøgelser peger den nye forskning på, at reptiler er meget klogere, end man generelt tror. Eksempelvis har krokodiller et komplekst kommunikationssystem og kan koordinere en jagt, så de sammen kan lokke deres bytte i et bagholdsangreb.
Man ved dog stadig forholdsvis lidt om krokodiller og alligatorer sammenlignet med andre dyr, fordi de store rovdyr er svære at opfostre i et laboratorium og komme tæt nok på til at kunne studere i det fri.
Læs også:
Unge biller vinder over gamle krokodiller
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mbh































