Det norske center for olieefterforskning (Uni CIPR) har netop indkøbt sin første drone til brug i olieefterforskningen. Pointen er, at droner kan overflyve vanskeligt tilgængelige områder og tilmed give langt mere præcise billeder af overfladen til brug for efterfølgende analyser. Det skriver ing.dk.
Dronen er udstyret med laserscannere, infrarøde sensorer og digitalkamera, og de indsamlede data kan forskerne bruge til at skabe realistiske, virtuelle kortmodeller, der blandt andet kan sige noget om bjergarter og sedimenttykkelse.
Norske forskere har taget droner i brug i jagten på olie i undergrunden.
»Når vi har oversigt over bjergartene og mineralerne i et område, er det lettere at beregne, hvor der findes olie, og hvordan den strømmer gennem et andet område,« siger seniorforsker og leder for Virtual Outcrop Geology ved olieefterforskningscentret Simon Buckley ifølge en meddelelse fra Bergen universitet.
Hidtil har forskerne brugt jordbaseret udstyr til deres opmålinger i terrænet eller i mere ufremkommeligt og højereliggende område anvendt udstyr, monteret på helikoptere.
»Droner er meget billigere i brug. Man kommer hurtigt frem og kan fotografere vanskeligt tilgængelige områder,« fortæller Simon Buckley.
De droneindsamlede data kan kombineres med de jordbaserede data til at give et mere fyldestgørende billede af geologien i et område.
LÆS OGSÅ: Nordmænd bygger fredelig drone































