Danske forskere løser skizofreni-gåde
28 september 2011

Fem nye risiko-gener, der har betydning for udviklingen af skizofreni, er blevet identificeret af forskere fra Danmark og resten af Europa, USA og Australien, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Fundet betyder, at videnskaben nu har fat i grundlæggende nøgler til forståelsen af, hvorfor den psykiske sygdom udvikler sig.

»Vi ved, at skizofreni i høj grad er arvelig, men vi kender ikke meget til de specifikke årsager til sygdommen. Så den nye opdagelse af fem risiko-gener er et rigtig stort skridt, der om 10-15 år kan være omsat i konkret patientbehandling,« siger en af undersøgelsens danske bidragydere, professor i medicinsk genetik Anders Børglum fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

Det betydningsfulde resultat af den meget store, international undersøgelse er netop offentliggjort i tidsskriftet Nature Genetics.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.