Det høje, tørre græs knaser under dine fødder, idét du bevæger dig fremad på en afrikansk safari. Pludselig bliver din opmærksomhed fanget af en hvislende lyd. Du stopper op. En intens smerte bevæger sig fra din ankel op igennem dit venstre lår, idét du fanger et glimt af noget, der snor sig hurtigt væk gennem græsset. Du er blevet bidt af en slange.

Netop nu bør du spørge dig selv: Hvilken slange? Var den giftig? Og er jeg blevet forgiftet?  

Scenariet virker måske fjernt fra os danskere i det kolde nord, der højst skal tænke på hugorme – der i øvrigt kun har resulteret i syv dødsfald i Danmark de seneste 100 år – men problemet er meget virkeligt syd for Sahara, i Mellemamerika, i Indien, i Australien og flere andre steder. 

Årligt bliver fem millioner mennesker bidt af slanger, 2,5 million bliver forgiftede, 125.000 dør og 400.000 ender med varige mén, der ofte resulterer i amputationer og derfor tab af evnen til at arbejde og forsørge en familie.

Dette verdenskort viser fordelingen af slangebid på verdensplan i de hårdest ramte verdensdele. Tallene tager dog ikke højde for de indirekte konsekvenser af slangebid, som i lav-indkomstlande kan betyde, at familier til slangebidsofre ender i fattigdom. (Illustration: Jonas A. Jürgensen)

Alle arter har en unik gift

Den eneste specifikke kur mod slangebid er modgift, men modgiften virker kun, hvis den matcher giften fra den slange, der bed. 

Derfor er det livsnødvendigt at diagnosticere patienten, før man starter behandlingen – men er du blevet bidt af en sort mamba, så kan du i værste fald have 30 minutter tilbage at leve i. Diagnosen skal derfor stilles hurtigt, og dette kan have konsekvenser for, hvor præcis diagnosen er.

Behovet for at kende til slangen, inden man påbegynder behandling, har flere årsager. Først og fremmest består slangegift ikke kun af en enkelt komponent, men derimod af en blanding af proteiner kaldet toksiner, som har hver sin skadelige effekt.

Der findes cirka 600 forskellige arter af giftslanger, der har hver deres unikke sammensætning af toksiner, og det gør det meget kompliceret at fremstille den livsredende modgift.

Modgiften skal matche giften

Overordnet set findes der to typer af modgifte: Monovalente modgifte, som har en kraftig virkning mod én slangeart, og polyvalente modgifte, der 'skyder med spredehagl' og kan ramme flere slangearter, men ofte ikke er lige så effektive.

Uanset typen består modgifte af proteiner kaldet antistoffer, som produceres i dyr (ofte heste).

Når man sender hesteantistoffer ind i kroppen, kan det imidlertid give alvorlige bivirkninger. Samtidig er modgifte også en kostbar vare, og i visse lande kan de være meget svære at få fat på.

Derfor giver man kun modgift, hvis man er helt sikker på, at den kommer til at virke – og det kræver som sagt, at man kender slangen (monovalente modgifte) eller gruppen af slanger (polyvalente modgifte).

Modgift virker kun, når den matcher giften, men det kan være svært at identificere slanger, selv hvis man får kigget ordentligt på dem. Her er f.eks. to slanger, som ligner hinanden til forveksling: den harmløse mælkesnog og den giftige koralslange. (Fotos: LA Dawson - CC BY-SA 2.5)

Lægen skal være detektiv

Så hvordan finder man som læge ud af, hvilken slange, der har bidt en patient, og hvorvidt man skal injicere de dyrebare dråber modgift?

I nogle tilfælde formår den bidte person eller et vidne at fotografere slangen eller endda at slå den ihjel og tage den med til hospitalet.

I sådanne tilfælde kan billedet eller slangen sendes til en ekspert, som kan identificere den, og herefter kan lægen beslutte, om der skal gives modgift.

Er slangen for eksempel ikke giftig, er det naturligvis unødvendigt at give modgift. Derudover er der stor forskel på, hvor ofte forskellige arter af giftslanger indsprøjter gift, når de bider.

Hvis patienten er blevet bidt af en giftslange, som kun sjældent forgifter sine ofre, kan det måske derfor betale sig at se tiden an.

Det er dog sjældent tilfældet, at slangen er blevet dræbt eller fotograferet, så lægen må ofte forlade sig på patientens (måske lettere paniske) beskrivelse af slangen og på vedkommendes symptomer.

Herefter begynder, hvad der kan være et større detektivarbejde. Ikke mindst fordi, det langt fra er alle læger, der er trænet i at diagnosticere slangebid – selv i områder hvor antallet af slangebid er højt.

Under tidspres skal lægen kortlægge patientens symptomer, finde ud af hvilke slanger der findes i området, og krydsreferere patientens symptomer med de symptomer, man kan forvente ved forgiftning fra de forskellige slanger.

Hvis lægerne når til den forkerte konklusion, risikerer de at vælge en modgift, som ikke kun er meget dyr og svær at få fat på, men som også kan skade patienten uden at hjælpe dem det mindste.

Men hvis lægen er for langsom til at diagnosticere slangebiddet, risikerer patienten at dø eller ende med varige mén, såsom blindhed, abnormiteter, eller amputationer.

For at gøre ondt værre overlapper symptomerne for mange slangegifte, og der kan være stor forskel på, hvilke laboratorietests læger har tilgængelige til at hjælpe dem med at stille diagnosen.

En del af svaret kan findes i blodet

En af de mest simple laboratorietests, som ofte bruges til at hjælpe læger med at diagnosticere slangebidspatienter, er den såkaldte '20-minute whole blood clotting test', også kaldet 20WBCT.

Testen består i al sin enkelhed i at tage en blodprøve fra patienten, vente tyve minutter, og se om blodet er størknet (ligesom det ville for en ikke-forgiftet person). Hvis blodet stadig ikke er størknet efter tyve minutter, er det et tegn på, at patienten er blevet forgiftet af en slange, hvis gift påvirker blodet.

Som modstykke hertil findes også mere komplekse tests, der eksempelvis kan måle tilstedeværelsen af nedbrydningsprodukter fra ødelagte blod- og muskelkomponenter i patientens blod eller urin.

Sådanne tests er dog sjældent tilgængelige på små hospitaler i udviklingslande, og uanset hvad kan disse tests kun fortælle, hvordan giften påvirker kroppen, men ikke hvor giften kom fra. Dén gåde er det stadig op til lægen at løse.

Dette diagram viser, hvordan en læge potentielt kan diagnosticere et slangebid i Asien ved at undersøge patientens symptomer. Grønne pile indikerer 'ja' og røde pile indikerer 'nej'. Diagrammet er en genfortolkning af en algoritme, som er lavet af prof. J. White og udgivet i bogen ”Asian Snakes” i 2017.

For at gøre et svært problem lettere at løse, har man i Australien i årevis brugt en laboratorietest, som kan fortælle, hvilken type slangegift der er til stede i en patientprøve.

Konceptet er dog aldrig blevet udbredt til andre lande, muligvis fordi det er for dyrt at producere lignende tests, eller fordi det ikke er praktisk muligt at bruge laboratorietest i de områder, som er hårdest ramt af slangebid.

Men måske vil dette ændre sig i fremtiden. Flere forskningsgrupper verden over undersøger nemlig, hvordan man kan gøre det lettere at diagnosticere slangebid, for eksempel ved at tilpasse tests som den australske til andre områder og gøre den billigere og lettere at bruge, ved at uddanne flere læger i diagnosticering af slangebid, og ved at bruge kunstig intelligens til at genkende slanger og symptomer.

Sådanne nye diagnostiske metoder, kan føre til hurtigere diagnose, hvilket måske kan føre til tidlig og korrekt behandling, som kan redde liv og lemmer.

Tilbage på savannen står du med en følelse af magtesløshed. En øm ankel og gradvis hurtigere vejrtrækninger får dig fra tanke til handling – du må hellere se at finde nærmeste hospital.

Med lidt held, så kan du blive diagnosticeret af erfarent personale og dermed behandlet i tide, men det er desværre langt fra sikkert. Det er virkeligheden for flere millioner mennesker hvert år.

Interessedeklaration: Begge forfattere er medstiftere af virksomheden VenomAid Diagnostics, som til daglig arbejder med at udvikle en hurtig og billig test til diagnosticering af slangebid.