Mange kritikere af det postfaktuelle samfund ønsker sig tilbage til en svunden tid, hvor en spade var en spade og fakta var noget, som borgerne ikke stillede spørgsmålstegn ved. 

Tænk hvis vi kunne bygge vores samfund op på videnskabelige fakta, så ville alle marchere i samme retning, tågen ville lette og alt blive godt igen. 

Men der er noget, disse kritikere ikke helt har forstået, som den nuværende pandemi giver en fantastisk indsigt i, hvis man blot kigger efter: Videnskabelige fakta har aldrig været entydige kendsgerninger, men derimod komplicerede, fabrikerede og tvetydige produkter.

Registrering af antallet af COVID-19-dødsfald under pandemien synes at udgøre ubetvivlelige fakta. Enten er man jo død, ellers er man ikke død, eller hvad? 

Men forskellige lande og regioner har forskellige praksis og midler til at foretage undersøgelser og optælling af døde. Desuden har de smittede mennesker i forskellige lande, regioner og bydele også ofte meget forskelligt underliggende helbred. 

Og er den afdøde død på grund af COVID-19, eller død og testet positiv for COVID-19? Disse helt konkrete usikkerheder i forbindelse med den nuværende pandemi viser, at vi ofte kommer til at sammenligne 'pærer og bananer', og at fakta ikke bare er fakta. 

'Fakta' bør altid undersøges nærmere

At vi lever i det postfaktuelle samfund betyder altså ikke, at der ikke længere findes fakta. Tværtimod, de findes over det hele, men det postfaktuelle samfund afdækker vigtigheden af, at vi bør tage fakta med en række forbehold og lære at undersøge, hvordan de enkelte fakta er blevet til, samt hvilke hensyn og interesser de afspejler. 

Fakta er sammensatte størrelser, hvori teori og praksis indlejrer sig i hinanden.

Under pandemien er enhver fjernsynsseer og avislæser stort set dagligt vidne til, at videnskabsfolk er uenige om, hvad der er fakta, og hvordan fakta skal fortolkes, og hvilke konsekvenser vi skal drage på baggrund af dem. 

Det er en uenighed, som på en og samme tid føles stressende, uoverskuelig og meget vedkommende, fordi det vedrører ens families sikkerhed, ens arbejdssituation og bevægelsesfrihed nu og her.

Tvunget til handling uden fuldstændig viden 

Pandemien fremhæver et andet karakteristikum ved det postfaktuelle samfund - nemlig det ’ufuldstændige vidensgrundlag’ for vores forståelse af komplicerede anliggender i den virkelige verden. 

I laboratorier, hvor omgivelserne kan styres og konteksten er simpel, kan det lykkes at reproducere effekter og eftervise mere eller mindre entydige sammenhænge mellem årsager og virkninger. 

Men i en kompliceret virkelig krisesituation med tusindvis af variable, har vi ikke mulighed for at spole tiden tilbage for at lave gentagne test med små variationer af de mange afgørende variabler.

Der er i sådanne situationer altid en 'epistemisk mangel' (vi mangler viden), som man forsøger at fylde ud efter bedste evne. Dette sker samtidig med, at man er tvunget til at handle, og verden ændrer sig.

Videnskaben diskuterer for åbent tæppe

Lige nu er vi vidner til det, der bliver kaldt 'Science in the Making', som er et vigtigt begreb og en afgørende dimension af det postfaktuelle samfund. 

Ofte, når vi stifter bekendtskab med for eksempel naturvidenskab i undervisningssituationer, møder vi fakta, efter de er blevet finpolerede og præsenteret i en flot lærebog med håndfaste pointer sort på hvidt. 

Det er med til at holde den indgroede tro på entydige fakta i live. I den nuværende situation er vi derimod vidner til mange af de uenigheder, der findes inden for videnskaben, hvad forskellige videnskabsfolk deklarerer som fakta, og hvordan disse fakta bliver præsenteret, diskuteret og hele tiden reviderede. 

Det er i denne komplekse kontekst, at videnskaben bliver til og har sin oprindelse, og den diskussion for åbent tæppe er vi som befolkning og politisk samfund ikke vant til at være en del af. 

Diskussion af fakta er et demokratisk gode

Fakta bliver og bør blive diskuteret offentligt fremfor ukritisk at blive fremlagt og vedtaget som sandhed. Fakta skal ikke forblive ’black boxes’, som vi hverken kan eller tør åbne og kigge ind i.

Det postfaktuelle samfund er på den måde en befrielse og i høj grad foreneligt med et åbent demokratisk samfund, hvor vi som oplyst befolkning diskuterer beslutninger, strategier og fremtidsscenarier. 

Hvis vi ikke i befolkningen drøfter, hvilken pris vi er villige til at betale for pandemien og diverse løsningsstrategier, har vi overladt magten til en lille elite bestående af medicinere og politikere. 

I en veluddannet befolkning som den danske er det postfaktuelle samfund ingen trussel. Vi er i stand til at tilegne os viden om corona-pandemien og stille relevante spørgsmål til de politiske beslutninger. 

Det er først virkelig farligt, hvis vi ikke bevarer vores kritiske sans overfor dem, der kun kan se én endegyldig løsning. Hvis vi grundet situationens alvor alle sammen tier stille og kun lytter til en mindre gruppe af eksperter, bør de demokratiske alarmlys blinke. 

Det kan føre til en hierarkisk og udemokratisk måde at leve og tænke på. Derfor er det vigtigt, at vi har mulighed for at ytre os, og at vores holdninger brydes. 

Myte: Kina har bevidst sluppet virussen løs

Omvendt kan man med rette spørge, om det postfaktuelle samfund åbner dørene på vid gab for lette meninger, pseudovidenskab og alle former for konspirationsteorier. 

De fleste konspirationsteorier næres af en epistemisk mangel koblet sammen med en politisk interesse: Spørgsmål om, hvorvidt coronavirussen er et kunstigt medicinsk våben produceret af Kina for at nedbryde Vesten har god næringsbund, når der mangler medicinsk viden om virussen. 

Fordi vi ikke kan afgøre med det samme, om noget er en konspirationsteori eller har hold i virkeligheden, har flere uafhængige hold af medicinere sat sig for at undersøge, om coronavirussen kunne være en kunstig laboratorieskabt virus. 

De har afvist denne hypotese og dermed er den epistemiske mangelsituation, hvor en sådan konspirationsteori kunne trives, udfyldt (se her og her). 

Tendens til at tro mere på det, vi ønsker, er rigtigt

Det ændrer ikke ved, at meget af det, der bliver meldt ud i forbindelse med pandemien, stadigvæk befinder sig i en gråzone af videnskab, halve sandheder, politik og medielogik. Det er denne situation, vi som demokratisk samfund skal kunne tackle. 

Vi kan og skal stille krav til, at teorier underbygges af observationer og argumenter. Vi bør også erkende, at vi ofte er villige til at acceptere langt mindre strenghed i et bevis, som viser noget, som vi gerne vil tro på, end i et bevis, som går i rette med de ting, som vi ønsker er rigtige. 

»Disse mekanismer går under forskellige navne: konfirmationsbias, identitets-beskyttende kognition, (politisk) motiveret tænkning, kulturel kognition, bias-præget assimilering med flere, men de har det til fælles, at de understøtter en målrettet behandling af evidens – rettet mod det mål at understøtte ens ønskede konklusion,« som Bjørn Hallsson og Klemens Kappel tidligere har formuleret det her på Forskerzonen.

Derfor er det vigtigt, at vi som befolkninger lader os informere om den medicinske viden, overvejer, hvilke interesser og fremtidsscenarier der bør vægtes tungest og deltager i diskussioner af de politiske beslutninger.

Alle kan bidrage til videnskabens udvikling

Når vi tager den epistemiske mangel alvorligt som et videnskabeligt og eksistentielt grundvilkår, bliver det vigtigt at lytte til de enkelte borgeres oplevelser, ikke mindst i forbindelse med et komplekst livstruende fænomen som en pandemi. 

Det er som sagt ikke klart fra starten af, hvad der er misforståelser, hvad der godt kan være en snert af sandhed i, og hvad der kan vise sig at være meget vigtige individuelle erfaringer af smitten, sygdommen og de tiltag, der er taget for at komme pandemien til livs. 

At tage borgernes indtryk og vidnesbyrd alvorligt viser endnu en spændende dimension af at skabe viden, som det postfaktuelle samfund udmærker sig ved at tage seriøst. 

Ingen enkelt fagdisciplin har alle svarene under coronakrisen. Det er en demokratisk proces at afveje, hvilke fakta der vejer tungest, lyder det fra forskerpar. (Foto: Shutterstock/Videnskab.dk)

Der er tale om en dimension, der hænger tæt sammen med det, der bliver kaldt 'open science' og er kendetegnet ved, at der ikke længere er nogen klar a priori (forudgivet dogmatisk) grænse for, hvem der kan bidrage til og er legitime aktører i videnskabens udvikling. 

På et samfundsmæssigt socialt og eksistentielt plan, er der desuden brug for at se overordnet på, hvilke forandringer der skabes, når beslutninger bliver truffet under noget nær nødretstilstande af få eksperter og politikere. 

Det åbne demokratiske samfund har ud over modeller for sygdomsudvikling og økonomiske prognoser også brug for empati og etik, forståelse for borgernes og særligt sårbare gruppers menneskerettigheder. 

Det handler om at afveje, hvad vi ofrer for at så få som muligt dør, og vores sygehusvæsen ikke bliver overbelastet; for de tiltag, der er indført, har stor betydning for vores liv og vores rettigheder som individer i et demokratisk samfund.

Hverken virologen eller økonomen har alle svarene

Tværvidenskab er et betydningsfuldt element af det postfaktuelle samfund. Det er væsentligt at gøre sig klart, at en virolog ikke producerer og er interesseret i den samme type fakta som en sociolog, en psykolog eller en økonom. 

Den første har en forståelse af, hvordan vira lever og formerer sig, men ikke nødvendigvis noget begreb om, hvordan man skal styre et land i en krisetid samt hvilke psykologiske og økonomiske konsekvenser, det vil have at lukke et samfund ned. 

Det er her, at sociologerne, psykologer, økonomerne og politikeren har deres styrker. At handle politisk i denne situation er en afvejning af, hvad den bedste epidemiologiske strategi er, og hvilke psykiske, socioøkonomiske og demokratiske konsekvenser strategien antages at få. 

Det er en tværvidenskabelig dialog, som vi alle skal være med til at tænke over, for at strategien kan fungere i praksis.

Dialogen er afgørende for vores demokrati

Den nuværende pandemi er en verdensomspændende krise af enorme dimensioner. Derfor er det vigtigt, at vi er i dialog om de løsninger, som bliver indført. 

Vi ved ikke, hvad vi kommer ud til bagefter. 

Hvis vi ikke bredt tager stilling til de politiske tiltag og diskuterer dem frimodigt, har vi overladt magten til en lille elite, og der opstår en fare for, at sejren over virussen og åbningen af samfundet bliver et nederlag for demokratiet og et farvel til den offentlige dialog om de ting, der bekymrer os allermest. 

En stat uden en aktiv debatterende og medtænkende befolkning i hænderne på en lille magtelite er konstant på randen af et indre sammenbrud.

Søren Riis og Esther Oluffa Pedersen har tidligere udfoldet nogle af artiklens pointer i et interview med RUC-paper.