Det kommer måske som en overraskelse. Men fedtstoffet kolesterol, som ellers ofte omtales som noget negativt, er livsnødvendigt for kroppens eksistens.
Men hvad bruger kroppen kolesterol til? Hvor kommer det fra? Og hvad sker der i kroppen, hvis den får for meget kolesterol?
Det handler - som med så meget andet - om balance, og for meget kolesterol er sundhedsskadeligt. Men i de rigtige mængder er kolesterol altså essentiel for en velfungerende krop, forklarer Bjørn Panyella Pedersen, som er gæst i denne uges udgave af Vidensselskabet.
Bjørn Panyella Pedersen er lektor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet og forsker i de grundlæggende mekanismer omkring, hvordan kroppen bruger kolesterol.
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Flydende nitrogen og ‘12 aber’ i en lufthavn
Som et fast element i Vidensselskabet fortæller forskerne anekdoter fra deres forskerkarrierer.
I ugens podcast foreviger Bjørn Panyella Pedersen et pinligt optrin, han var skyld i, dengang han var ph.d.-studerende.
Episoden udspillede sig i en lufthavns sikkerhedskontrol, og den involverer både flydende nitrogen og en reference til sci-fi-filmen ‘12 Monkeys’, hvori en scene i en lufthavn ender med dødsfald.
Så galt går det heldigvis ikke for Bjørn Panyella Pedersen, kan vi vist godt afsløre.
Få anekdoten i denne uges udgave af Vidensselskabet, hvor kolesterol-forskeren også giver sit bedste råd til, hvordan man undgår forhøjet kolesterol i kroppen.
Lyt til Vidensselskabet i boksen ovenfor eller i din foretrukne podcast-app.